Vi var advaret. Men mødet med rehabiliteringsteamet i mandags blev alligevel chokerende.
For 14 dage siden blev jeg akut kontaktet af Dorthes mand, fordi Dorthes sag skulle forelægges rehabiliteringsteamet med henblik på en førtidspension. Men efter at sagen havde været drøftet med mødeleder af rehabiliteringsteamet, blev der nu i stedet peget på et ressourceforløb.
57-årige Dorthe og hendes mand var i vildrede.
Normalt tager jeg sjældent sager så sent i forløbet, hvor jeg ikke har været en del af den vigtige proces ift. at samle dokumentpakken, der er afgørende for udfaldet. Og fordi det kan være meget vanskeligt at nå at få rettet op ved fejl og mangler.
Men sagen var meget klar og lå ikke op til andet end en førtidspension – trods mødeleders udsagn om ressourceforløb.
Særligt fordi Dorthe, der er uddannet pædagog og har været sygemeldt siden august 2023, havde været igennem et længere praktikforløb i hele 9 mdr.
Derudover havde hun også i september været forbi Klinisk Funktion, hvor hun blev set af afdelingens psykiater. Denne vurderede, at den kroniske belastningsstilstand var blevet yderligere forværret, og nu måtte betegnes som kronificeret. MEN psykiateren anbefalede en behandling i form af et depressionspakkeforløb – dog udelukkende som livsforbedrende i håb om at den depressive forværring vil kunne bedres.
Prognosen vurderedes ifølge psykiater/Klinisk Funktion fortsat dårlig og funktionsniveauet varigt og svært forringet trods behandlingstiltag. Og ethvert pres vil forventeligt medføre forværring.
Egen læge havde henvist, trods faglig modvilje, til pakkeforløbet. Men måtte efterfølgende trække henvisningen tilbage, fordi Dorthe er for dårlig til behandlingen.
I mandags skulle sagen så forelægges teamet, og indstillingen til et ressourceforløb blev smidt på bordet af mødeleder med det samme. Ved at magtfordreje og tilsidesætte de faglige vurderinger, blev pakkeforløbet som behandling rehabiliteringsteamets ”krog.”
Der var dog ikke enighed i teamet.
For sundhedskoordinator (læge) var fortsat enig i vurderingen fra Klinisk funktion, men det var jo mødeleders beslutning, lod hun os forstå.
Både jeg og sundhedskoordinator udbad os ønske om en timeout, så teamet kunne trække frisk luft og drøfte sagen på ny. Mødeleder afviste.
Jeg gik til kamp og protesterede;
– at den behandling der er peget på, kun er livsforbedrende – og nu også frarådet af egen læge, fordi Dorthe er for dårlig. Hun vil tidligst kunne profitere af behandlingen ved at få ro = afklaring/førtidspension.
Men mødeleder var ligeglad og gentog en indstuderet parole om, at de vurderer, at et ressourceforløb kan hjælpe Dorthe til at få det bedre – og tilbage til arbejdsmarkedet.
– at hun har været igennem en 9 mdrs. praktik på under 2 timer om ugen med helbredsforværring til følge. En praktik, hvor alle skånehensyn er vurderet opfyldt, og samlet set er hendes funktions- og aktivitetsniveau væsentligt nedsat. Der kan desuden ikke peges på yderligere, der kan udvikle arbejdsevnen. Mødeleder var ligeglad og gentog parolen.
– at hun på ingen måde er i målgruppen for et ressourceforløb og henviste her til principafgørelsen 58-18 ift. manglende udviklingsperspektiv. Mødeleder var ligeglad og gentog parolen.
– at man politisk har erkendt, at ressourceforløb ikke virker, og derfor fjernes fra februar 2026. Mødeleder var ligeglad og gentog parolen.
– at Dorthe ikke kan lade sig repræsentere til et rehabiliteringsteamsmøde, da det skal være en dialog mellem teamet og borger. Men der er jo ingen dialog, når beslutningen er taget, og samtlige lægeakter og faglige vurderinger blot ignoreres.
Mødeleder var ligeglad og gentog parolen, som en anden Duracell-kanin på repeat.
Flere gange blev det af teamet italesat, at der var en ubehagelig stemning. Jeg måtte derfor spørge dem, om de kunne forestille sig, hvor ubehageligt det måtte være for Dorthe – hvis liv og helbred det drejede sig om – når hun kun bliver mødt med ignorance og formynderi.
Men ingen svar fra mødelederen, hvor selv en robot havde været mere empatisk og menneskelig.
I stedet fastholdt mødeleder indstillingen til et ressourceforløb, hvor Dorthe kan få en tværfaglig og social indsats blandt andet en bostøtte, der kan hjælpe hende ud ad døren. (Dorthe bor sammen med sin mand, og har alt den hjælp, hun har brug for).
Mødeleder, systemets mand, formåede aldrig fagligt set at redegøre for, hvorfor de vurderede et ressourceforløb og ikke en førtidspension. Men det er også svært, når de faglige argumenter ikke findes.
Ingen tvivl om at tildelingen af ressourceforløb i den konkrete sag er Københavns Kommunes måde at fastholde en borger på lavest mulig ydelse – blot fordi den kan.
Vi klager naturligvis.
