“Vi betragter din autisme som et livsvilkår.”
“Vi fokuserer udelukkende på din personlighedsforstyrrelse, som er en personlighedsstruktur.”
“Vi henviser til principmeddelelse 28-20.”
Kommunerne skal i forbindelse med den nye reform finde betydelige besparelser. Det er derfor også påfaldende, at antallet af raskmeldinger af syge efter min opfattelse ser ud til at stige.
Det er dybt bekymrende, at kommuner raskmelder mennesker, der ligger under gulvbrædderne med angst, stress og svære belastningsreaktioner, fordi de også har en ADHD, autisme eller personlighedsforstyrrelsesdiagnose.
Når der samtidig ligger omfattende oplysninger om, hvor dårligt funktionsniveau de har.
Jeg har efterhånden arbejdet med sygedagpengesager i mange år, men jeg har aldrig tidligere oplevet denne type raskmeldinger i det omfang, jeg ser nu.
For ADHD, autisme eller personlighedsforstyrrelse kommer pludselig til at fylde mere end den sygdom eller belastning, der førte til sygemeldingen.
Senest skrev jeg om Mikkel fra Esbjerg Kommune.Efter min klage ændrede kommunen afgørelsen, og Mikkel er nu tilbage i sit jobafklaringsforløb.
Heldigvis får de fleste af mine klienter medhold, når afgørelserne bliver genvurderet ude i de respektive kommuner – men ikke alle.
Nogle må derfor afvente Ankestyrelsens vurdering, hvilket kan tage op til 10 måneder eller mere. Og det er fuldstændig uacceptabelt, når de samtidig står uden deres forsørgelsesgrundlag.
Og det sker, fordi kommunerne efter min opfattelse lægger vægt på diagnosen frem for symptomerne og arbejdsevnen.
Dermed ser de bort fra den helt centrale passage i principmeddelelsen:
“Afgørende er, om den sygemeldte har symptomer, som indvirker på den sygemeldtes arbejdsevne, og som medfører, at den sygemeldte er uarbejdsdygtig.”
Igen og igen ser jeg altså, at kommuner magtfordrejer sagernes helbredsoplysninger.
Og konsekvensen er, at sygdomsramte mister deres forsørgelsesgrundlag og enten må søge kontanthjælp eller spise af den pensionsopsparing, der skulle sikre dem deres alderdom.
Er der så hjælp på vej til de mange, der er blevet raskmeldt på ulovligt grundlag?
Nej, tværtimod.
Kommunerne har nemlig bedt beskæftigelsesministeren om arbejdsro til at implementere den nye reform.
Og det ønske vil ministeren gerne imødekomme.
Det er da virkelig nobelt.
De sygdomsramte er dermed overladt til dem selv og Ankestyrelsen – hvis de finder overskuddet og midlerne til at klage.
Men det er faktisk hverken nobelt eller værdigt.
Når syge mister deres forsørgelsesgrundlag på tvivlsomme afgørelser og må vente op mod et år på en prøvelse af sagen, så har vi et retssikkerhedsproblem.
Så nok har kommunerne fået arbejdsro – men det har de sygdomsramte ikke.
Og lige præcis det bør give anledning til at spørge, om arbejdsro virkelig er blevet vigtigere end retssikkerhed.
Det ser sådan ud!
