Mit seneste opslag om kommuner, der raskmelder syge med ADHD, autisme og personlighedsforstyrrelser, har fået næsten en million visninger på Facebook..
Mange har kunne genkende det, jeg beskrev.
Men problemet er ikke kun begrænset til bestemte diagnoser.
Jeg oplever generelt flere sager, hvor sygemeldte bliver vurderet arbejdsdygtige efter sygedagpengelovens § 7 og derfor mister deres sygedagpenge eller deres jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.
Lis var en af dem.
Hun havde fået forlænget sine sygedagpenge af sin tidligere kommune med henblik på afklaring af arbejdsevnen. Men efter et kommuneskift nåede den nye kommune frem til den stik modsatte vurdering.
Frederikssund Kommune vurderede, at Lis ikke var uarbejdsdygtig, og at hun kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet med relevante skånehensyn.
Jeg svarede på partshøringen på Lis’ vegne, men kommunen fastholdt den påtænkte afgørelse.
Vi klagede derfor over afgørelsen.
Som led i klagen udarbejdede Lis – assisteret af mig – en funktionsevnebeskrivelse. En beskrivelse af, hvordan hendes helbred konkret påvirker hende i hverdagen.
Kommunen modtog herefter klagen med funktionsevnebeskrivelsen som bilag.
De nye oplysninger førte til, at kommunen ønskede at indhente en generel helbredsattest fra Lis’ praktiserende læge.
Kort tid efter modtog Lis en ny afgørelse.
Kommunen gav hende fuldt medhold i klagen.
Sagen illustrerer samtidig, hvorfor den sygemeldtes egen beskrivelse af funktionsevnen kan være et vigtigt supplement til de lægelige oplysninger. For det var først, da kommunen modtog de nye oplysninger og efterfølgende indhentede en ny lægelig vurdering, at afgørelsen blev ændret.
Lis kom altså tilbage på sygedagpenge, og vi har efterfølgende haft et møde med jobcentret om den videre plan for afklaring af arbejdsevnen.
Det er naturligvis positivt, at kommunen var villig til at ændre sin afgørelse, da de nye oplysninger kom frem.
Men sagen efterlader også nogle principielle spørgsmål.
Hvordan kan en borger være så syg, at én kommune vurderer, at arbejdsevnen skal afklares, mens en anden kommune vurderer, at den samme borger kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet?
Når vurderingerne kan være så forskellige fra kommune til kommune, rejser det efter min opfattelse et retssikkerhedsmæssigt spørgsmål om borgernes adgang til en ensartet sagsbehandling.
Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor Lis var endt, hvis hun ikke havde klaget.
Eller hvordan det stiller de mange sygdomsramte mennesker, der hverken har overskuddet, kendskabet til reglerne eller økonomien til at søge hjælp.
Retssikkerhed bør ikke afhænge af postnummer, ressourcer eller pengepung.
Og ingen bliver i øvrigt rask af at flytte kommune.
