I dag tikkede der en afgørelse ind i Mikkels e-Boks – og det var en af de gode nyheder.
Mikkel har fået fuldt medhold og er nu tilbage i sit jobafklaringsforløb.
Den 21. april traf kommunen afgørelse om, at Mikkel ikke længere var uarbejdsdygtig efter sygedagpengelovens § 7.
Begrundelsen var, at Mikkel blev sygemeldt i 2022 og i 2023 blev diagnosticeret med autisme og ADHD. Disse diagnoser blev så pludselig, i april 2026, anset som et “livsvilkår”.
Dermed så kommunen bort fra belastningsreaktionen og depressionen – og læste i øvrigt den psykiatriske speciallægeerklæring, som fanden læser Bibelen.
Jeg blev kontaktet og inddraget i sagen og udarbejdede herefter en klage over afgørelsen. Samtidig fik Mikkel på få dage sin privatpraktiserende læge på banen, som skrev et meget tydeligt lægenotat om, at Mikkel har et varigt og væsentligt nedsat funktionsniveau.
Nu er Mikkel som sagt tilbage i et jobafklaringsforløb – og Esbjerg Kommune har vedkendt sig fejlen.
Men sådan går det desværre ikke alle, der bliver udsat for lignende behandling i andre kommuner. Konsekvensen er, at alvorligt syge og sårbare mennesker pludselig kan stå helt uden forsørgelsesgrundlag.
Jeg har senest set det i Favrskov, Mariagerfjord og Hjørring Kommuner.
Og jeg må desværre konstatere, at raskmeldinger af borgere med blandt andet autisme og ADHD i stigende grad bruges som en kommunal sparemanøvre, når diagnoserne reduceres til et “livsvilkår” frem for at indgå i en samlet vurdering af borgerens funktionsevne og helbredsmæssige situation.
Det er helt og aldeles skandaløst.
For det er ikke diagnoserne isoleret set, der gør borgerne uarbejdsdygtige. Diagnoserne bliver ofte sekundære i forhold til belastningsreaktioner, stress, angst og andre afledte problemstillinger, som netop påvirker arbejdsevnen.
Jeg vil derfor også gøre alle jer gode mennesker, der følger med her, opmærksomme på principafgørelse 28-20, når kommunerne træffer denne type helt utilstedelige afgørelser.
I denne uge har DR sat fokus på den ulighed, der særligt gør sig gældende på børneområdet, hvor familier må ty til hjælp fra socialjurister og private socialrådgivere for at få den hjælp, de har krav på.
Det samme problem gør sig bestemt også gældende på beskæftigelsesområdet.
Og ja, det er ulighed. Og ja, det er uretfærdigt.
Det burde ikke afhænge af privat hjælp at få den hjælp, man har krav på. Det bør være et grundlæggende princip i vores velfærdsstat.
Tak fordi du deler budskabet 🙏🏼
