FOR DE SYGE HANDLER DET IKKE OM, AT DET SKAL KUNNE BETALE SIG AT ARBEJDE– MEN OM AT OVERLEVE JOBCENTRETS KYNISME

Jobcentrene skal fratages opgaven med de sygemeldte borgere. De syge skal i stedet behandles ud fra et sundhedshensyn – og ikke efter kommunernes økonomi.

 

I grove træk var ovenstående et af budskaberne i Politikens kronik i søndags. En kronik sociolog, Anne Marie Lyager Kaae og jeg i et samarbejde har skrevet.

 

Anne Marie Lyager Kaae er hovedforfatter til en rapport, udgivet af Sind og Psykiatrifonden, 2020, der blandt andet dokumenterer, at 7 ud af 10 sygemeldte oplever, at jobcentret belaster deres livskvalitet.

 

Dagen efter, i mandags, præsenterede regeringens Ydelseskommission så sine anbefalinger for et nyt ydelsessystem. Blandt andet vil man afskaffe det udskældte kontanthjælpsloft – hvilket har givet mig en anledning til at taget ordet, da loftet hverken er løsningen eller problemet.

 

Derimod er problemet, at over 75 pct. af alle kontanthjælpsmodtagere er syge og fastholdes i jobcentrene i årevis, fordi de slet ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet – hvilket et kontanthjælpsloft ikke ændrer på, og det gør en fjernelse af selvsamme heller ikke.

 

Men er det så slemt? Er jobcentrene nu så dårlige? – Og kan syge virkelig ende på kontanthjælp?

Ja, det er det. Og ja, det kan de.

Jeg vil nu tage dig med til Vordingborg kommunes Jobcenter, hvor Birgitte på 56 år har en jobcentersag.

 

Hun var i 2017 udsat for en arbejdsulykke og har været sygemeldt lige siden.

 

Birgitte har for nylig været i en arbejdsprøvning – men uden klare definerede skånehensyn og arbejdsopgaver. Hun kunne kun møde op to til fire timer om ugen – og ikke de seks timer, der var aftalen.

 

Praktikken var tilsyneladende ikke med henblik på en afklaring af arbejdsevnen, men blot tidsspilde og udnyttelse af en sygemeldt borgers tid og sparsomme kræfter.

 

At Birgitte er alvorlig syg, bekræfter diverse lægeattester, speciallægeerklæringer og funktionsevnebeskrivelse, der ligger i sagen.

 

Helbredet er desuden vurderet kronisk, stationært og uden yderligere behandlingsmuligheder. Sagen er faktisk temmelig godt belyst. Og dog. For der mangler en reel afklaring af arbejdsevnen.

 

Derfor studsede jeg, da jobcentret ville have sagen forelagt rehabiliteringsteamet, for Birgitte havde også en aktiv arbejdsskadesag kørende i AES – hvilket gør det muligt at være på sygedagpenge frem til, at der træffes en afgørelse i arbejdsskadesagen.

 

Jeg vurderede, at det var mest hensigtsmæssigt at få et møde med sagsbehandler og en leder for at få en forklaring. Her var svaret; at få “nye øjne på sagen” – en afklaring af arbejdsevnen var i øvrigt hverken nødvendigt eller relevant.

 

Jeg var dybt uenig i denne vurdering.

 

Desuden kunne jeg selv bidrage med de “nye øjne på sagen” (og spare kommunen de mange tusinde kroner det koster at forelægge sagen rehabiliteringsteamet).

 

Først og fremmest havde de undladt vigtige dokumenter, der skal vedlægges rehabiliteringsplanen, det forberedende skema. Derudover manglede, som før nævnt, afklaringen af Birgittes arbejdsevne. Vi kom ikke videre på det møde.

 

Den efterfølgende dag blev Birgitte kontaktet af jobcentret. Nu ville de udsætte mødet med rehabiliteringsteamet og indhente nye oplysninger (i stedet for at vedlægge de dokumenter der manglede).

 

Uden nærmere forklaring blev der rekvireret to nye speciallægeerklæringer fra henholdsvis en ortopædkirurg og en reumatolog – til vores store forundring.

 

For der forelå allerede en seks måneder gammel speciallægeerklæring fra selvsamme reumatolog, der konkluderede, at der netop ikke var mere at gøre…

 

Jobcentret ville ikke komme med en forklaring – udover at jeg jo havde sagt, sagen ikke var tilstrækkeligt belyst.

 

Jeg sendte en klage til Borgmester, Mikael Smed – og fik et intetsigende svar retur. Blandt andet at sagen jo var meget kompleks. Desuden håbede han på, at man fandt en god løsning for Birgitte…

 

De to speciallægeerklæringer kom retur. Ingen behandlingsmuligheder, kronisk og stationært, men pudsigt nok havde konklusionen i begge attester også præcis samme ordlyd:

“således er klientens helbredsmæssig tilstand ikke arbejeshindrende i ethvert erhverv”.

 

Herefter traf kommunen en afgørelse om, at Birgitte ikke længere opfyldte betingelserne for uarbejdsdygtighed.

Kort sagt; jobcentret raskmeldte Birgitte og henviste hende til kontanthjælp!

Og nu kommer vi til noget meget interessant.

 

Den 19. maj 2021 modtog Ankestyrelsen vores klage over Vordingborg kommunens afgørelse.

 

Seks dage senere, den 25. maj 2021, modtog Birgitte en midlertidig afgørelse fra AES – hvori det konkluderes, at erhvervsevnen intet mindre er nedsat med 90 pct.

Det vil sige, at det ene system (jobcentret) siger, at Birgitte er rask. Og det andet system (AES) siger, at hun faktisk er alvorlig syg – og stort set ikke kan arbejde.

Trods de nye oplysninger, vælger Vordingborg jobcenter at visitere Birgitte som job-parat kontanthjælpsmodtager, og derfor skal stå til rådighed på lige fod med raske borgere – 37 timer om ugen.

 

Men Birgitte er langt fra jobparat. Hun er syg. Og lige nu tilhører hun den gruppe, som alle politikerne taler om – fordi det skal kunne betale sig at arbejde.

 

Kommuner, Vordingborg jobcenter og mange andre, raskmelder syge, fratager dem helt eller delvist deres forsørgelsesgrundlag. En manøvre der udløser max stressbelastning, og gør de syge endnu mere syge.

 

Kommunerne skaber selv kompleksiteten i jobcentersagerne. Det gør de ved at udsætte de syge for et ekstrem pres og en manipulerende og inkompetent sagsbehandling.

Resultat: At vejen til arbejdsmarkedet bliver endnu længere – altså stik modsat politikernes ønske med reformerne.

 

Således skubber jobcentrene sygemeldte borgere ud over kanten – med vores politikeres stiltiende accept. Og kommunerne gør det, fordi de kan. Og fordi de kan spare penge.

 

Sagen i Vordingborg kommunes jobcenter er desværre langt fra et enkeltstående tilfælde – det sker hver dag i rigtig mange kommuner.

De syge kan altså ende på kontanthjælp – og for dem kommer det aldrig til at handle om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det kommer derimod til at handle om at overleve jobcentrets kynisme.

Derfor skal syge, som Birgitte og andre, ud af jobcentrene og over i et system, der først og fremmest tænker sundhed frem for økonomi. Og hvor beskæftigelse tidligst kan komme på tale, hvis det er godkendt af sundhedsfagligt personale.

 

Alt andet er uanstændigt og ikke mindst uværdigt – og det er den politiske debat om kontanthjælpsmodtagere i øvrigt også.

 

/Marianne Stein
Forfatter, debattør, foredragsholder og privatpraktiserende socialrådgiver

Skal andre læse dette?
Del her

Facebook
Twitter
LinkedIn

Et kærligt indspark

bliv klædt på til din sag

#Mariannestein

Relaterede indlæg

ANNES SAG BLEV AFVIST AF PENSIONSNÆVNET

I min praksis blev 2024 rekordåret for henvendelser fra syge, med svære invaliderende lidelser og skader, der har fået afslag fra pensionsnævnet.   Og efter alt at dømme, på de henvendelser jeg allerede har fået her i 2025, fortsætter den kedelige tendens.   Det har store omkostninger at få et afslag fra pensionsnævnet – både

Læs mere »

Deltag i debatten

2 kommentarer til “FOR DE SYGE HANDLER DET IKKE OM, AT DET SKAL KUNNE BETALE SIG AT ARBEJDE– MEN OM AT OVERLEVE JOBCENTRETS KYNISME”

  1. Af hjertet tak for dit skarpe øje Marianne i anledning af, at Ydelseskommissionen har færdiggjort sit arbejde.
    Ved en søgning i databanken på jobindsats.dk den 2. juni 2021 om antal personer, der forsørges af enten uddannelseshjælp (under 30 år) eller af kontanthjælp (over 30 år) og derefter ved en procentberegning af disse faktuelle tal kan det bekræftes, at 70,18 % af borgerne i 2019 og 72,78 % af borgerne i 2020 var visiteret aktivitetsparate af jobcentrene og dermed for syge til at kunne stå til rådighed for et ordinært fuldtidsjob.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top