Lad mig først og fremmest slå fast, at jeg ikke er på vej til at blive ansat i Jammerbugt Kommune. Men jeg bidrager gerne i en konsulentrolle, som foreslået af borgmesterkandidat Jørgen Ravn – for at rette op på sagsbehandlingen og udfordre politikerne og ledelsen.
Lad mig derfor også slå fast, at alt begynder hos den politiske ledelse. Dog kommer jeg heller ikke til at tage del i det forestående kommunalvalg – og er derfor upartisk.
Når det er sagt, så finder jeg et for nyligt publiceret debatindlæg i Jammerbugtposten.dk, et modsvar til Jørgen Ravns indlæg, interessant (se link i kommentarsporet). Indlægget er forfattet af de politikere, der pt. kører slagets gang i Jammerbugt Kommune.
De skriver blandt andet følgende:
“Lad os først slå fast, at selvfølgelig tager vi ansvar for vores borgere generelt, og for de borgere der har brug for hjælp.
Og selvfølgelig tager vores personale ansvar med kompetente, faglige og saglige sagsbehandlinger.
En del sager er komplekse og tager selvfølgelig længere tid at behandle end andre sager. Det kan nok ikke være anderledes, da svær lovgivning også skal overholdes.
Heldigvis er det sådan i den danske lovgivning, at hvis en borger ikke er tilfreds med en afgørelse, så kan den påklages ved Ankestyrelsen. Det skal vi være glade for.”
Den lader vi lige stå.
Først og fremmest vil jeg henvise til mit åbne brev til beskæftigelsesministeren, som jeg delte her på siden i januar, ”Vagt i gevær.” Her må man i hvert fald konkludere, at der er diskrepans ift. politikernes forvisninger – og hvad der så sker i praksis.
Dernæst får det mig også til at dele seneste nyt fra Anya’s sag.
Jammerbugt Jobcenter havde nemlig vildledt om, at hvis Anya klagede over ressourceforløbet, ville det blive betragtet som, at hun ikke ville medvirke i forløbet.
Anya turde derfor ikke at klage, før jeg kom på sagen.
Inden påske kunne jeg på de sociale medier skrive, at vi havde modtaget Ankestyrelsens afgørelse om, at den så bort fra klagefristen på grund af Jammerbugt Kommunes vildledning. Så langt så godt.
Ankestyrelsen har nu allerede behandlet klagen, og den stadfæster kommunens afgørelse om ressourceforløb, hvilket ikke kommer som nogen overraskelse.
Til gengæld – og som et “plaster på såret” – skal kommunen tage stilling til varigheden af ressourceforløbet, da dette ikke fremgik af kommunens afgørelse.
Så udover at vildlede Anya ift. at klage, så har kommunen altså heller ikke skrevet i afgørelsesbrevet, om ressourceforløbet skulle vare et, to eller tre år.
Ankestyrelsen hjemviser derfor denne del om varighed til ny behandling. Jammerbugt kommune skal dermed foretage en ny vurdering, og Anya får også en ny afgørelse, som hun kan klage over.
Det var jo godt, at Anya så alligevel fik klaget over kommunens afgørelse!
Det får mig tilbage til de politikere fra Jammerbugt kommune, der har forfattet et modsvar til borgmesterkandidaten, Jørgen Ravn.
Heri skriver de, at hvis en borger ikke er tilfreds med kommunens afgørelse, så kan den altid påklages til Ankestyrelsen.
Og det er jo helt rigtigt. Men så kræver det selvfølgelig også, at kommunen yder den rigtige vejledning – og ikke en vildledning. Det var kun pga. min assistance, at Anya overhovedet fik klaget over afgørelsen. Hvad med dem, der ikke havde råd til en privat socialrådgiver?
Derudover må det vel også være en kommunes fineste opgave at bestræbe sig på at træffe de rigtige afgørelser fra begyndelsen. Det gør Jammerbugt Kommune ikke med dens mange hjemvisninger – som de pågældende politikerne i øvrigt forsøger at negligere. Tværtimod går kommunen længere end bare til kanten.
Ydermere skriver de i debatindlægget, at de selvfølgelig tager ansvar for deres borgere generelt, og for de borgere der har brug for hjælp – og selvfølgelig tager personalet ansvar med kompetente, faglige og saglige sagsbehandlinger.
Den påstand må jeg virkelig anfægte. Gennem 8 ½ år har jeg nu været vidne til grove sagsbehandlingsfejl, det er blevet påpeget direkte til ledelsen i lige så mange år, og flere af sagerne har også været i medierne. Alligevel bliver jobcentret ved med at begå de samme fejl igen og igen. Jeg vil igen henvise til mit åbne brev til beskæftigelsesministeren fra januar 2025.
Og det er netop på grund af en flerårig elendig sagsbehandling i Jammerbugt kommune – helt præcis siden 2019 – at Anyas sag ikke var stærk nok til at få rehabiliteringsteamets indstilling til en førtidspension. Og derfor heller ikke fik medhold i Ankestyrelsen efterfølgende.
Af samme årsag skal Anya efter sammenlagt næsten 16 år på kontanthjælp nu i et tre årigt ressourceforløb.
Pt. bliver der med ny sagsbehandler og fagkoordinator ved roret – og med min assistance – arbejdet benhårdt på at få rettet op og få indhentet den nødvendige dokumentation, så Anyas sag kan blive forelagt rehabiliteringsteamet igen.
Men ansvaret for Anyas sag sker først efter mit bidrag til sagen. Er det dét, politikerne mener, er at tage et ledelsesmæssigt ansvar?
Og imens der nu arbejdes på at indsamle mere dokumentation, bliver Anya kun dårligere og dårligere.
Jeg synes derfor med Anya’s og Martin Barchows sager – sidstnævnte som TV2 Nord gik ind – at der i den grad bør kigges indad hos dem, der har mandat til at ændre på kommunens måde at varetage borgernes ve og vel på.
Og jeg finder det beskæmmende, når politikerne i Jammerbugt kommune henviser til ”komplekse sager,” og en svær lovgivning der skal overholdes.
Undskyld mig, Jammerbugt Kommune er en frikommune. Den har haft friere rammer til at yde en mere ”smidig” sagsbehandling – der ovenikøbet skal sætte retningen for, at alle landets kommuner nu skal frisættes med ny reform.
Ligeledes bliver kompleksiteten i sagerne adresseret som en årsag til , at det er ”svært.” Jeg kan hertil blot sige, at kommunen selv bidrager til ”kompleksiteten”, blandt andet ved at sende borgerne ud i praktikforløb, hvor skånehensynene ikke er tilgodeset – og dermed forværrer deres helbred yderlige. Og det er efterhånden mere reglen end undtagelsen i Jammerbugt Kommune.
Og nej, det handler ikke om sagsbehandlere, der ikke gør deres arbejde godt nok, men politikere og en ledelse der ikke vil tage ansvar. Og det må jeg sige, at seneste indlæg er et bevis for, at de ikke vil.
/Marianne Stein
