I dag har Jammerbugt Kommunes rehabiliteringsteam indstillet Martin Barchow til en førtidspension – for 3. gang indenfor godt og vel et år.
Én ting er at blive ramt af en hjerneblødning og miste både en del af sig selv og sin arbejdsevne.
Det er en livsomvæltning af dimensioner.
En anden ting er det ekstreme psykiske pres, der følger med af at have en sag i beskæftigelsessystemet, hvor man bliver målt og vejet, og fremmede mennesker skal afgøre ens fremtid ift. forsørgelsesgrundlag.
Uvisheden er dræbende.
Med dagens indstilling til en førtidspension venter Martin nu også for 3. gang på pensionsnævnets afgørelse.
De sidste to gange har nævnet brugt samtlige tre måneder på at træffe afgørelse – om et afslag.
Det går ikke psykisk upåvirket hen.
De to første indstillinger – og indtil videre to afslag – har sat sig hos Martin. Siden sidste sommer har han mærket markant tiltagende helbredsforværring.
Så hvis ikke hjerneblødningen fik knækket ham, så skal jeg da lige love for, at Jammerbugt Kommunes pensionsnævn har gjort det.
MARTIN TÅLER IKKE MERE PRES.
Så mon pensionsnævnet også denne gang vil bruge tre måneder på at træffe en afgørelse. Bare fordi man kan?
Og vil nævnet, der kun består af en person uden sundhedsfaglig baggrund, denne gang rent faktisk følge rehabiliteringsteamet indstilling? Altså det team, bestående af relevante fagpersoner – såsom en læge, som kommunen betaler mange penge for at komme med en faglig vurdering…
Det håber jeg virkelig!
For Martin har ventet helt uhørt længe på at blive anerkendt for de følger, han fik efter hjerneblødningen i 2022.
Lad os derfor se noget anstændighed og ordentlighed for én gang skyld.
/Marianne Stein
Du kan læse om Martin Barcows sag her
