Kommunerne skal sættes fri, lyder det blandt andet fra vores beskæftigelsesminister, der henviser til frikommuneforsøgene i fx Jammerbugt kommune.
Husk på det når du læser videre…
I oktober 2024 fik jeg Anya’s sag. Hun var frustreret over, at hun tilbage i september var blevet bevilliget et ressourceforløb frem for den forventede førtidspension efter sammenlagt 16 år i systemet – på kontanthjælp.
Jeg undrede mig over, at Anya aldrig havde klaget over afgørelsen – indtil jeg læste afgørelsesbrevet. Heri fremgik det, at en klage over ressourceforløbet ville betragtes som, at hun heller ikke ville deltage i indsatserne, og derfor skulle det drøftes igen, om hun så kunne indgå i et ressourceforløb.
Anya havde ikke turde klage i frygt for konsekvenserne.
Ligeledes fremgik det af afgørelsesbrevet, at såfremt hun ønskede at klage over, at hun ikke havde fået en førtidspension, så kunne hun søge en førtidspension på det foreliggende grundlag.
Oftest oplever jeg, at sagsbehandlere mundtligt har “vildledt” borgerne om klagemulighederne, som derfor fravælger at bruge deres klageret – fordi de har fået at vide, at det alligevel ikke nytter noget.
Disse mundtlige vildledninger er svære at bevise over for fx Ankestyrelsen.
Men her har sagsbehandler trods alt skrevet det sort på hvidt i selve afgørelsesbrevet.
Jeg reagerede prompte over for kommunen, og kontaktede også Ankestyrelsen, der var enig med mig i, at ordlyden i brevet var noget vrøvl.
Selvfølgelig har borger ret til at klage over en afgørelse om et ressourceforløb, uden at det skal sidestilles med, at man så ikke vil deltage i indsatserne/ressourceforløbet. Og man skal naturligvis heller ikke først søge en førtidspension på det foreliggende grundlag, fordi man vil klage over, at kommunen valgte at bevillige et ressourceforløb frem for en førtidspension.
Ankestyrelsen anbefalede, at vi klagede over afgørelsen, selvom klagefristen for længst var overskredet. Ankestyrelsen vil nemlig i den konkrete sag vurdere, om der er grundlag for at dispensere for klagefristen – hvis fx en kommune ikke har vejledt korrekt.
Og nu tilbage til Jammerbugt kommune og Anya.
Anya, der har været i systemet i næsten 16 år, har stofskiftesygdommen, graves, og er svært invalideret af diagnosen IIH, der giver stærke hovedpinesmerter og tryk i øjnene, fx hvis hun bliver presset. Selve trykket kan være farligt for synet.
Desuden har hun kroniske smerter efter en omfattende diskusprolaps, en spiseforstyrrelse samt svær angst, der helst holder hende inden døre i eget hjem.
Anya har været udredt og behandlet igennem årene både for de fysiske og de psykiske lidelser, og behandlingsmulighederne er vurderet udtømte. Der er ligeledes vurderet, at der er tale om kroniske og stationære tilstande.
Desuden har praktik været frarådet igen og igen siden 2020, hvor den måtte afbrydes, da hun netop begyndte at udvikle tryk i øjnene.
I øvrigt en praktik uden afgørelse, definerede skånehensyn, praktikaftale eller beskrivelse og vurdering. Det eneste, der dokumenterer praktikken, er en mailkorrespondance mellem praktikvært og jobcentret ift. Anyas forværring af helbred og efterfølgende aftale om afbrydelse af praktik.
De manglende dokumenter er desværre meget typisk for Jammerbugt kommune.
På trods af ovennævnte og 16 års sagsbehandling, så vurderede rehabiliteringsteamet, at der alligevel også var behov for en bred psykologisk undersøgelse ved Klinisk Funktion. Derudover skal Anya i en ny praktik, da den seneste i 2020 blev afbrudt, fordi hun blev syg, og ikke pga. hendes arbejdsevne.
Herpå indstillede rehabiliteringsteamet til det famøse ressourceforløb.
På baggrund af min kritik og henvendelse til jobcentret, fik vi i december 2024 et møde – dog ikke med myndighedschefen, der i stedet lod medarbejderne stå i front.
Men de erkendte og beklagede trods alt, at der var begået fejl.
Efterfølgende klagede vi over afgørelsen om ressourceforløb. Den er nu behandlet – og sendt videre til Ankestyrelsen.
Kommunen erkendte alligevel ikke helt dens fejl.
Således fortsætter vanviddet for at finde en arbejdsevne, der ikke eksisterer – og som ingen arbejdsgiver ej heller nogensinde kommer til at efterspørge.
Det er hverken humant, værdigt eller medmenneskeligt.
Det er ikke kommunerne, der skal sættes fri – men de sygdomsramte.
/Marianne Stein
