Kære Rådmand, Mai-Britt Iversen og Jobcenterchef, Jesper Dahlgaard
Jeg vil gerne henlede jeres opmærksomhed på denne her sag i Aalborg kommune. Sagen har stået på i hele 10 år, hvorfor der også er tale om brud på sagsbehandlingsreglerne jf. retssikkerhedslovens §3 (hurtighedsprincippet)
Min klient, som er en veluddannet kvinde med en flot karriere i blandt andet udlandet, blev i 2009 ramt af alvorlig stress.
Hun blev efterfølgende skilt, huset gik på tvang og firmaet konkurs og efterlod hende en milliongæld – og i 2012 overgik hun til kontanthjælp.
Der sidder hun stadig.
Hvordan kan det lade sig gøre, at en enlig og kronisk syg mor med to børn med særlige behov, sidder fast på kontanthjælp på 7. år?
Kommunen fik i 2013 med den nye reform muligheden for at tildele ressourceforløb, som blandt andet skulle hjælpe aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere videre.
I følge sagsakter, lægeattester mv. opfyldte min klient samtlige kriterier for et ressourceforløb allerede dengang.
Der blev bare aldrig handlet på de oplysninger, som kommunen selv indhentede.
I 2016 mødte jeg min klient første gang, da jeg sad som socialrådgiver i den Generelle Rådgivning i Mødrehjælpen.
Her var hun ekstrem presset, da hun udover flere belastninger, som var tilkommet over årerne, hvor blandt andet begge børn udviste store tegn på mistrivsel (som hun også havde bedt kommunen om hjælp til, uden at få den nødvendige hjælp), så stod hun også overfor at blive ramt af kontanthjælpsloftet. Psykisk kørte hun på derværende tidspunkt kun på en “halvtom reservetank”
Af økonomiske årsager var hun derfor nødsaget til at finde en ny og billigere bolig. Hvilket kun belastede hendes helbred yderligere.
Jeg kontaktede den daværende socialrådgiver fra Aalborg kommune for at åbne op for muligheden for et ressourceforløb, som kvinden var oplagt kandidat for. For det var svært at se, at hun ville kunne vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked med de mange forværringer, som var kommet gennem årerne. Men det var ikke urealistisk, at hun kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet i evt. fleksjob.
Et ressourceforløb ville dog, ud fra sagens oplysninger, være et godt sted at starte.
Rådgiverens svar; “vi kan ikke tildele ressourceforløb på baggrund af økonomiske årsager.”
Vi fik koblet borgerrådgiver på, som også forsøgte at få sat skub i sagen, og som deltog i et møde, hvor der blev lavet aftaler om, at indhente nye oplysninger fra læge og psykolog…. (Men det skete først et helt år senere).
Min stilling i Mødrehjælpen var kortvarig. Jeg måtte slippe sagen og startede efterfølgende op som privat socialrådgiver.
Tre år senere landede en mail i min indbakke fra kvinden fra Mødrehjælpen – på de tre år var der absolut ikke sket en dyt fra kommunens side. Ingen hjælp hverken til kvinden selv eller hendes børn.
Det eneste som er sket, er, at helbredet er blevet yderligere forværret. Flere diagnoser, tilstanden er kronisk og stationær og behandlingsmulighederne er udtømte. Beskæftigelsesrettede tiltag frarådes. Psykisk er “reservetanken” nu helt og aldeles tom. Der er ikke mere at komme efter. Derudover er begge børn efterfølgende blevet diagnosticeret med alvorlig kronisk lidelse som kræver mandsopdækning 24/7.
Alt den hjælp, som der blev peget på gennem årerne, er udeblevet. Gentagende gange står der i sagen beskrevet, at for at opnå bedring, skulle hun have færre belastninger. Men der er kun sket det modsatte. For der er kun kommet flere belastninger til – og flere af disse har kommunen selv bidraget til.
I den forgangne uge var min klient så indkaldt til et møde, da sagen endelig er gjort klar til at skal forelægges rehabiliteringsteamet – nu vil kommunen nemlig gerne imødekomme et ressourceforløb!
Men det som kunne have givet mening for seks år siden, og det der var en nødvendighed for tre år siden…..er nu helt og aldeles meningsløst.
For et ressourceforløb kan kun iværksættes, såfremt det vurderes at være et udviklingsperspektiv jf. principafgørelsen 58-18.
Der er intet udviklingsperspektiv længere.
Alle indsatser vil kun være en yderligere belastning – og dermed forværring. Ingen må få forværret deres helbred under en beskæftigelsesrettede indsats. Ingen!
Et ressourceforløb vil være netop den belastning, som kan risikere at tage livet af kvinden. For allerede nu frygter hun hver aften, inden hun går i seng, at hun aldrig vågner op igen.
Men Aalborg kommune er ISKOLD – for nu ser de bort fra alle hendes diagnoser, blandt andet den alvorlige kroniske belastningsreaktion. Nej, for nu handler det om BØRNENE og deres DIAGNOSER – og kommunen kan ikke give førtidspension pga. at man har kroniske syge børn. Tilmed stiller de hende det ultimatum; ressourceforløb versus kontanthjælp krydret med 225 timers reglen.
Kommunen ignorerer, fordrejer og manipulerer med samtlige lægelige dokumenter i sagen – og spiller russisk roulette med en kronisk syg og enlig mors liv. Alene fordi kommunen selv har sovet i timen og ikke har handlet i sagen med rettidig omhu.
Så kære Rådmand, Mai-Britt Iversen og Jobcenterchef, Jesper Dahlgaard; handler I først, når der er lig på bordet? Handler I først, når der står to kroniske syge og moderløsebørn tilbage, som skal anbringes?
Det er vist ikke det, som vores beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen har tænkt med projektet “ Flere skal med” ?
Venligst
Marianne Stein
