I disse valg-flæsk tider hvor der drøftes “differentieret pensionsalder” for de mest fysiske nedslidte, får jeg behov for at dele mine oplevelser fra min praksis. Her ser jeg desværre flere og flere må forlade arbejdsmarkedet langt før tid grundet alvorlig stress.
Der er blandt andet tale om min egen faggruppe, akademikerne – og de meget højtuddannede. Hvor der altså ikke er tale om fysisk hårdt arbejde – men derimod psykisk nedslidning.
Således har jeg i dag bistået en civilingeniør til et rehabiliteringsmøde.
Indstilling førtidspension.
Og skal man så sige;
Tillykke til et menneske som måtte forlade arbejdsmarkedet 10-12 år før tid?
Tillykke til et menneske som blev presset så hårdt af konkurrencestaten – og af andres og egne forventninger så hjernen kortsluttede til sidst?
Tillykke til et menneske som kæmpede og kæmpede for at holde fast i arbejdsmarkedet og pressede helbredet til det yderste, fordi der ligger så meget identitet i uddannelse og arbejde?
Nej
Vi ønsker derimod tillykke, fordi syge i dag skal kæmpe en umenneskelig kamp i et system, som fastholder dem i flere år. Hvor sidste rest af arbejdsevne skal presses og vrides, alt hvad den overhovedet kan. Og koste hvad det vil – for skatteborgernes penge.
- For det skal kunne betale sig at arbejde.
- For hvis ikke du er en del af arbejdsmarkedet, så er du heller ikke med i fællesskabet.
- For arbejde er livskvalitet
Og så siger vi tillykke, fordi det kræver sin mand/kvinde at overleve et system, der møder den syge med konsekvent mistro. For er de syge egentlig også så syge, som de selv mener, de er?
Det skal systemet nu nok sørge for at undersøge, hvorfor de syge sendes fra Herodes til Pilatus i sundhedsvæsnet. Og det der blev skrevet i en lægeudtalelse, skal vurderes af en anden læge og i mellemtiden bliver lægeudtalelsen forældet. Og så starter vi forfra. Og i alt den tid hvor de syge render fra Herodes til Pilatus, bliver de endnu mere syge og kommer kun længere væk fra arbejdsmarkedet.
Min klient blev sygemeldt første gang i 2012, vendte delvist tilbage til job på lappeløsninger, og blev igen sygemeldt i 2016.
I en speciallægeerklæring fra 2017 beskrives funktions -og arbejdsevnen som varigt og væsentligt nedsat til det ubetydelige….. alligevel skulle der en praktik til. Som ikke viste nogen arbejdsevne….
For et år siden blev sagen derfor forelagt rehabiliteringsteamet – men blev tilbagevist. For måske kunne et mentorforløb og behandling på smerteklinikken udvikle arbejdsevnen….
Her et år senere kom jeg så med på slutspurten, for min klient ville nødig opleve endnu et afslag. Jeg har derfor bistået med min rådgivning, haft sagen til gennemsyn for at tjekke “huller”, og i dag deltog jeg som bisidder, da sagen skulle forelægges rehabiliteringsteamet på ny.
Endelig kunne der sættes et stort punktum, da Aalborg kommune godkendte rehabiliteringsteamets indstilling kun to timer senere. – Takket være den super dygtige og skarpsindige socialrådgiver som var koblet på sagen. For hun har gjort alt fra sin side af bordet, for at sagen endte, som den gjorde i dag. Tak for det.
Og summa summarum; konkurrencestaten har sendt endnu en borger på førtidspension på grund af stress – og der kommer flere af dem.
Dét bør politikerne bekymre sig om – lige så meget som de bør bekymre sig om det umenneskelig system, de syge lander i.
Marianne Stein
