ÅBENT BREV TIL BESKÆFTIGELSESMINISTEREN: HVORNÅR SKAL VI TALE OM DEM, DER ER FOR SYGE TIL AT ARBEJDE

Kære beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard

For nylig modtog du min bog, Sådan én er jeg jo ikke. Den handler om at være syg, møde systemet – og om at rejse sig igen.

Men ikke mindst handler den om at overleve. Ikke om at overleve sygdommen. Men jobcentret.

For sådan ser virkeligheden ud for alle os, der bliver ramt af ulykke eller sygdom; vi skal redde os selv, for velfærdsstaten griber os ikke, når vi snubler. Tværtimod. Syge bliver mere syge i mødet med jobcentersystemet.

Alligevel nægter du som minister at forholde dig til dette – og det faktum at der er syge, der slet ikke kan arbejde.

Jeg har sammen med mange andre forsøgt at gøre dig og andre politikere opmærksom på, hvor slemt det står til. Der er da også blevet afholdt høringer, samråd, lyttemøder, og nu er I langt om længe gået i gang med forhandlinger om ressourceforløb – fordi, som du selv skrev på dit facebookopslag den 4. september 2020, så skal de “svage”, der står på kanten af arbejdsmarkedet hjælpes tilbage til “fællesskabet”.

Og her går det galt, for igen vil du og dine politiker- kollegaer kun tage udgangspunkt i, at de syge mennesker, som du vælger at kalde “svage”, kun kan blive en del af fællesskabet, hvis de kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Og det nyeste udspil, der er kommet ud af jeres forhandlinger om ressourceforløb, giver heller ikke meget håb for forbedringer.

Jeg synes, det er helt rimeligt, at de skal undtages ressourceforløb. Men hvorfor skal det være alderen og ikke helbredet, der skal være afgørende?

Det seneste udspil hjælper bestemt ikke min klient, Jesper på 38 år, som vi i sidste weekend kunne læse om i Nordjyske. Pga. nedslidning som murer, har han fået en nedsat erhvervsevne på 90 pct. Han har ingen arbejdsevne tilbage.

Alligevel bliver han udsat for flere ydmygelser i jobcentret, og kommunens sagsbehandling vedrørende førtidspension trækkes i langdrag.

Jeg har tidligere rakt hånden frem til en dialog, om det jeg oplever som privatpraktiserende socialrådgiver.

I forbindelse med at du, som nytiltrådt minister, indledte din kaffemøde-turné i 2019, inviterede jeg dig på kaffe. Du afslog desværre at mødes med mig. Men dit nej tak, er langt fra kun et nej tak til mig.

Det var også et nej tak til dem, jeg repræsenterer som privat socialrådgiver. Jeg er deres talerør, fordi de ikke længere selv har kræfterne til at kæmpe og råbe højt.

Og i modsætning til hvordan de bliver omtalt – af blandt andet dig – så er de ikke “svage”. De er syge og mange er slet ikke i stand til at arbejde.

Og nu er de efterladt på forskellige perroner der blandt andet hedder kontanthjælp, ressourceforløb, jobafklaringsforløb i x antal år – fordi man vil vride en eller anden form for arbejdsevne ud af dem.

Såsom Camilla på 29 år, der er syg på kontanthjælp. Faktisk har hun hele 27 diagnoser, og er afhængig af personlig hjælper, rollator, el-scooter og kørestol – alligevel vil kommunen kun tilbyde hende et ressourceforløb.

Og selvom jeg, ligesom dig, også bekymrer mig for Arne, Pia, Niels og Morten, som du lige nu fokuserer mest på, fordi de skal have ret til tidlig pension efter 41 år på arbejdsmarkedet – Ja, så er jeg væsentligt mere bekymret for Jesper, Camilla og andre syge, der ikke kan arbejde. For det er som om de slet ikke eksisterer i din og dine politiker-kollegaers bevidsthed.

Så hvis du som minister vil tale om retfærdighed, værdighed og ordentlighed, så er du først og fremmest nødt til at acceptere, at der findes syge, der slet ikke kan arbejde.

Det er ganske enkelt uværdigt, at syge skal behandles som raske, når de ikke er det – og heller ikke har udsigt til at blive det.

Jeg vil, udover dette åbne brev, henvise dig til min kronik, indlæg og artikel i følgende:

Politiken, “Det er på tide, at vi dropper forestillingen om, at velfærdsstaten griber os, når vi snubler”.

Med venlig hilsen

Marianne Stein

Forfatter, debattør og privatpraktiserende socialrådgiver