I forrige uge tikkede invitationen ind til et møde med beskæftigelsesministeren i november. Et møde jeg selvfølgelig ser meget frem til. Mødet kom i stand, efter jeg havde sendt ministeren min bog, Sådan én er jeg jo ikke, samt en mail. Efterfølgende delte jeg mit åbent brev til ham – blandt andet på Facebook.
Men selvom jeg har fået et møde med ministeren, så ligger der stadig et benhårdt arbejde foran os – hvis vi skal have skabt forandring for de mange syge, der kommer i klemme i beskæftigelsessystemet.
Jeg blev selv klemt i systemet efter en påkørsel i 2012, hvor jeg ikke kun mistede en stor del af min arbejdsevne og senere mit arbejde – men også hele mit forsørgelsesgrundlag, da jobcentret raskmeldte mig, uden at jeg var rask.
Jeg måtte i stedet for leve af ægtefælleforsørgelse i over et år. Havde jeg ikke været gift, var jeg blevet henvist til kontanthjælp.
Og situationen for syge er desværre ikke blevet bedre, på de år der er gået, siden jeg selv fik brug for hjælp (en hjælp jeg måtte kigge langt efter og kæmpe en kamp for at få).
Jeg oplever i dag, i mit arbejde som privatpraktiserende socialrådgiver, hvordan alvorlige syge bliver fastholdt på en kontanthjælp – eller kontanthjælpslignende ydelser i årevis.
Desværre er der lang vej til forandring. Det har politikerne igen og igen påvist – senest med de genoptaget forhandlinger vedr. de udskældte ressourceforløb.
Men også Ydelseskommissionen har glemt de syge. Det blev helt tydeligt for mig, da kommissionen afholdte en høring den 28. august i år.
Ydelseskommissionen, der blev nedsat af regeringen i december sidste år, skal efter planen komme med deres anbefalinger til et nyt ydelsessystem ved udgangen af 2020. Blandt andet skal de komme med forslag til, hvordan kontanthjælpsloftet kan indrettes anderledes, så det ikke rammer især børnefamilierne så hårdt – og samtidig skal der stadig være en klar økonomisk gevinst ved at arbejde.
De syge er altså fortsat en meget overset gruppe i hele diskussionen om offentlig ydelser.
Men for syge handler det ikke om, om det kan betale sig at arbejde, men om at sikre sig et forsørgelsesgrundlag – fordi man er blevet syg og ikke længere kan arbejde. Og med de vilkår der er for syge i dag, handler det desværre mere om at overleve – ikke bare alvorlig sygdom, men også systemet.
Til høringen i august havde Ydelseskommissionen da også inviteret en række centrale aktører for at få deres syn på udfordringerne i det nuværende kontanthjælpssystem, og hvilke hensyn der skal være i fokus i et nyt system.
Men desværre var private organisationer og aktører såsom Næstehjælperne, Jobcentrets ofre samt os private socialrådgivere, der netop repræsenterer de syge, som er kommet i klemme i systemet, ikke inviteret.
Og når Ydelseskommisionen ikke vil komme til mig – så må jeg komme til den.
Derfor sendte jeg min bog til alle medlemmerne i den nedsatte Ydelseskommission, for at gøre dem opmærksom på, at syge bliver klemt i kontanthjælpssystemet – mennesker af kød og blod – der ikke kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Og det har nu givet håb!
For et af medlemmerne fra kommissionen har takket for min bog, og lovet at læse den samt bringe nogle af mine erfaringer og pointer i spil, hvor det må være relevant.
For lige nu venter jeg stadig svar fra ALLE ordførerne på beskæftigelsesområdet. Ikke én eneste er vendt tilbage på mine henvendelser, hvor de først og fremmest har fået tilsendt min bog, og dernæst har modtaget en opfølgende mail.
Det er oprigtig talt et yderst trist signalværdi at sende – ikke til mig, men til alle dem jeg repræsenterer.
Forfatter, debattør og privatpraktiserende socialrådgiver.
BOG, SÅDAN ÉN ER JEG JO IKKE
Min bog er netop kommet i 2. oplag – 1. oplag blev solgt på en måned. Læs og køb bogen her.
