Kære alle,
En artikel i Avisen Danmark udstillede mig i går søndag som en grådig socialrådgiver med “dollartegn i øjnene” når sygdomsramte mennesker kommer til mig for at få hjælp.
Intet kunne være længere fra sandheden. Det håber jeg alle, der kender mig, også godt ved.
Artiklen vil blive juridisk gennemgået i forhold til bagvaskelse og injurier. Det tager den tid, det nu tager. Vi lever dog ikke i en juridisk verden, men en digital tid, hvor historier lever videre uanset fakta. Jeg bliver udskammet, får ubehagelige beskeder og mine kolleger som private socialrådgivere bliver generelt kritiseret. Derfor finder jeg behov for at kommentere den.
Ifølge Avisen Danmark har jeg taget betaling for tre opslag på Facebook.
Det er korrekt – 1250 kr. for at være helt præcis og ikke 5.000 kr. som Avisen Danmark forsøger at fortælle. Og det er hverken noget jeg har gjort før, og jeg kommer heller aldrig til at gøre det igen.
Så hvorfor gjorde jeg det så i Hannes sag, spørger du nok? Lad mig bare slå fast at det var forkert af mig, og det vil jeg gerne undskylde over for Hanne. Men jeg lod mig rive med i frustration over, at sagen, som jeg har brugt mange timer på – herunder tid på de sociale medier – pludselig skulle i hænderne på Human Rise.
10 dage efter sidste opslag blev lagt op om hendes sag, får jeg ud af det blå en mail fra Hanne, der gerne vil opsige samarbejdet. Hun er blevet kontaktet af Human Rise, der nu pludselig efter et år alligevel godt kan tilbyde hende gratis juridisk bistand. Hanne takker for mit arbejde – herunder for at få skabt fokus på sagen i medierne.
Jeg er ærgerlig over Hannes beslutning, men jeg har forståelse for den ift. det økonomiske.
Jeg kan ikke konkurrere med en organisation som Human Rise og gøre mit arbejde gratis. Men hendes sag er – trods det alvorlige bump, som netop fører til Facebookopslagene – tæt på en afslutning. Jeg tilbyder derfor Hanne at gøre det resterende arbejde gratis, fordi jeg gerne vil følge sagen helt til dørs. Hun takker nej. Hun holder fast i sin beslutning om Human Rise.
Jeg laver derfor en opgørelse på mit tilgodehavende og for første gang nogensinde også for de timer, jeg har brugt på at skrive opslag til de sociale medier og følge op på dem.
Og ja, det var forkert at tage betaling for tre Facebook-opslag, og særligt fordi det ikke var ordentligt forventningsafstemt, som jeg ellers ALTID gør mig umage med. Men jeg har heller aldrig før prøvet, at min klient går over til ”konkurrenten” – endda så tæt på målstregen.
Jeg har indenfor de seneste to år fået over 50 klienter over målstregen, som gør, at de kan få ro i deres liv. Herunder syv ME-patienter.
Jeg er hverken advokat eller jurist.
Jeg indgår aldrig i sager som partsrepræsentant, men som bisidder og privatpraktiserende socialrådgiver – jeg tilbyder at skrive klager, men primært består min rådgivning i, at jeg guider, rådgiver og coacher undervejs, og at folk selv tager action. Folk vælger altså helt selv hvilken ydelse de ønsker, og om hvor meget jeg skal indgå og påtage mig af opgaver i deres sag. Jo mere jeg inddrages, jo dyrere bliver det. Der skal derfor heller ikke være tvivl om, at mine ydelser henvender sig til den lidt ”stærkere målgruppe.”
Hanne ønskede selv at skrive sine klager, men bad mig tjekke dem alle. Cirka 300 mails blev det til i korrespondance frem og tilbage, hvoraf jeg fakturerede for de 77. Grådig?
Ingen skal på nogen måde være i tvivl om mine intentioner. Jeg har kæmpet mod det her system, siden jeg selv var fastklemt i jobcentersystemet, og har nu i snart syv år som privatpraktiserende socialrådgiver brugt min tid, penge og stemme på at råbe politikerne op.
Mit engagement i den offentlige debat har givet mig en platform, som jeg selvfølgelig har brugt aktivt. Indimellem har jeg brugt den til at råbe op om en sag, og det har flere gange hjulpet mine klienter. Andre gange har jeg brugt den til at vise, at det betaler sig at kæmpe, når jeg har fortalt om sager, der er vundet og afsluttet.
Jeg er på de sygdomsramtes side, og jeg ser og opfatter mig ikke som en pengegrisk og skruppelløs socialrådgiver. Og det håber jeg virkelig heller ikke, at de mange mennesker, jeg har rådgivet og hjulpet gennem årene, har oplevet.
Jeg blev kontaktet i torsdags af Avisen Danmark med kritiske spørgsmål til mit arbejde og blev for første gang forelagt kritikken om faktureringen for Facebookopslag. Jeg har ellers flere gange forsøgt at komme i dialog med Hanne om fakturaen, men uden held. Og da det hele nærmede sig en stævning, forsøgte vi igen med dialog. Uden held.
Jeg er ked af sagen. Jeg ser, at Hanne ikke kun er fanget i systemet, hun er også blevet et offer for Louise Schelde Frederiksens og min konflikt, der nu har stået på i over fire år.
Chefredaktøren for Avisen Danmark blev gjort opmærksom på, at de ikke havde gjort deres arbejde godt nok ift. research og kildekritik.
Min person bliver nu udstillet på forsiden i stedet for at kritisere det system, der har skabt behov for private socialrådgivere.
Jeg har advokat, Mads Prammings, ord for, at han ikke har udtalt sig specifikt om min og Hannes uoverensstemmelse. Og han er ked af at han er blevet brugt på den måde i artiklen.
Avisen Danmark bruger kræfter på et karaktermord på baggrund af én utilfreds klient. I stedet for at bruge spalteplads på, hvorfor Hanne og mange andre sygdomsramte mennesker overhovedet er blevet fanget i et system, der skulle hjælpe dem.
Jeg er chokeret over deres fremgangsmåde, og gør mig mine overvejelser de kommende dage i forhold til, hvad jeg kan og bør gøre her. Det er injurierende og groft, men også umenneskeligt at være den, der skal ødelægges personligt, for at andre kan fremstå som de gode.
Jeg talte med journalisten og chefredaktøren på Avisen Danmark i fredags. Jeg fik fortalt, at artiklen handlede om regulering på området, og at det på ingen måde handlede om, at jeg skulle på forsiden og hænges ud.
I dag står det klart for mig, at det var målet at udstille mig på et meget tyndt grundlag. Deraf den manglende åbenhed. De skulle bare have mig til at forholde mig til noget kritik, for så havde de en slags godkendelse til at bringe artiklerne.
Jeg er lige blevet uddannet journalist, fordi jeg netop vil et opgør med den type ulødig journalistik. Det bliver en sag for Pressenævnet.
Artiklen i Avisen Danmark påstår, at jeg og mange af mine kolleger har “dollartegn i øjnene” når udsatte borgere henvender sig.
Jeg tror langt de fleste ved, at arbejdet med sygdomsramte mennesker handler om alt muligt andet end penge. Vi er drevet af hjælpe andre mennesker. De mennesker, som systemet har svigtet og burde have hjulpet. Men vi er nødsaget til at tage betaling for vores arbejde, som alle andre mennesker.
Min månedsløn har i gennemsnit været 27.000 kr. de senere år. Med risiko for at blive udsat for offentlig udskamning og karaktermord. Er det en grådig løn?
Samtidig med mit arbejde har jeg investeret min tid og person i den offentlige debat for at påvirke politikerne og fortælle, hvad der foregår. Jeg er indigneret og engageret og bruger derfor også en stor del af min fritid på at kæmpe for de mennesker, der bliver behandlet så dårligt i systemet.
Mit engagement har krævet betydelige investeringer ud over den tid, jeg har brugt frivilligt. For eksempel flere tusinde kroner på rejseomkostninger, når jeg er blevet inviteret til Christiansborg eller har deltaget i debatter.
På onsdag den 13. september er jeg inviteret til møde med formanden for ekspertgruppen, der skal være med til at sætte en ny retning for beskæftigelsesindsatsen. Et møde jeg har set utrolig meget frem til – men som jeg på baggrund af denne sag – ser mig nødsaget til at aflyse. Jeg har ikke kræfterne eller overskuddet. Og lysten er faktisk også væk. Jeg har derfor brug for at sunde mig ovenpå denne her storm.
At en enkelt sag skal føre til en stor forsidehistorie og en shitstorm chokerer mig. Der er så mange vigtigere ting, og alligevel står systemet nu som den stærke part.
Gårsdagens artikel har ikke alene ødelagt fejringen af min søn, som havde fødselsdag i går. Den og alle de negative kommentarer på Facebook har gjort, at jeg må overveje mit virke som privatpraktiserende socialrådgiver. Jeg kæmper mod systemet – ikke mod mennesker.
Kærligst
Marianne Stein
