UEGNET

I dag er det 20 år siden, at jeg blev HF-Student. 25 år gammel. Men bedre sent end aldrig – eller noget…

 

Vejen dertil var nu heller ikke lige til.

 

Faktisk lød afskedssalutten fra grundskolen, at jeg var vurderet uegnet til gymnasiet. Dog blev jeg heldigt nok vurderet til at have evner – jeg havde bare ikke udnyttet dem godt nok!

 

Jeg var på mange måder ganske moden af min dengang 16-årige alder. Bare ikke når det kom til skolearbejdet.

 

Jeg mindes ikke, at mine forældre var bekymret for mig. Jeg mindes heller ikke noget pres fra deres side, ift. hvordan de syntes, min fremtid skulle tage sig ud.

 

Jeg tror faktisk, at holdningen var, at det måtte jeg selv finde ud af. Jeg måtte selv forme mit liv. Det havde de jo selv gjort.

 

De havde tillid til mig. Ja, det var vel egentlig det, de havde. Tillid.

 

Min egen far gik selv ud af skolen efter 7. klasse og fortsatte på Teknisk Skole og blev udlært tømrer.

 

Min mor blev uddannet tandklinikassistent og uddannede sig senere til kosmetolog og fodplejer og var selvstændig erhvervsdrivende i 18 år.

 

Der var altså ingen i min familie, der blev studenter eller læste på videregående uddannelser, og det lå heller ikke i mine kort, at jeg selv skulle det.

 

Selvom det aldrig var noget, jeg hørte mine forældre sige, så vidste jeg, at livet handlede om, at jeg skulle forsørge mig selv. De var egentlig ligeglade med, hvad jeg blev til – for dem var jeg jo allerede “noget”.

 

Efter grundskolens 10. klasse tog jeg en 11. klasse på en efterskole. Ja, det kunne man dengang i 1995.

 

Herefter blev det til et år som ung pige i huset.

 

Da mine klassekammerater fra grundskolen blev studenter i 1997, tog jeg til USA som au-pair.

 

Jeg skulle jo ud at opleve verdenen og ikke sidde med hovedet ned i knastørre bøger!

 

Sådan gik årene med alt muligt andet end uddannelse.

 

Jeg havde friheden – og tilliden – til at gøre det.

 

Og jeg tjente selv mine penge og forsørgede mig selv.

 

Hjemvendt fra USA i 1998 påbegyndte jeg Studenterkurset. Jeg gennemførte første år og konkluderede, at skolearbejdet stadig ikke var noget for mig.

 

Jeg dumpede i øvrigt i fysik.

 

I 2000 skulle det være! Jeg startede på en HF- pakkeløsning, fordi jeg troede, jeg skulle være pædagog.

 

Jeg blev klogere – og efter noget praksiserfaring som pædagog, skulle jeg i hvert fald ikke være det.

 

Til gengæld fandt jeg pludselig glæden ved at skrive dansk stil, diskutere og fortolke Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger og H.C. Andersens tekster. Jeg begyndte at interessere mig for Kierkegaard og elskede psykologi, samfund og historie. Jeg scorede tilmed gode karakterer.

 

Jeg udvidede HF-pakken – og dumpede i kemi.

 

Men den 16. juni 2004 kunne mine forældre sætte huen på mit hoved efter en veloverståede eksamen i religion. Et ganske fint snit, blev det også til.

 

Jeg var altså ikke helt tabt bag en vogn.

 

Og Gu’ var der fandeme stolthed at spore, da den hue kom på hovedet! Og jeg synes billedet viser, at det var mine forældre også. Om de måske også var lettede, ved kun de.

 

Planen var egentlig, at jeg på det tidspunkt skulle læse til jordemoder. Men jeg kom ikke ind.

 

Min studievejleder på HF havde også læst min såkaldt levnedsbeskrivelse ifm. ansøgning via kvote 2, og hendes konklusion var, at hun læste mere om en S O C I A L R Å D G I V E R end om en jordemoder.

 

What!

 

Jeg husker, hvor stødt og fornærmet jeg blev.

 

Socialrådgiver skulle jeg for alt i verden ikke være. Alt andet end det!

 

Nå men selvom jeg i sin tid blev vurderet uegnet til gymnasiet, ja, så kom jeg trods alt ind på universitetet.

 

Godt nok for at læse sociologi, men undervejs på basisåret valgte jeg så om – og blev ja, socialrådgiver!

På normeret tid og med min fire måneder gamle søn på armen fik jeg min bachelor – endda med karakteren 12.

 

I dag er jeg også uddannet journalist, og kan sørme også skrive forfatter på visitkortet.

 

Men det var det der med uegnet, vi kom fra…

 

Tak til mine forældre der viste mig tillid.

 

Og til de unge; gå for pokker jeres egne veje og lad jer ikke dømme.

 

Og forældre; hav tillid til, at jeres børn nok skal forme deres eget liv – med knubs og sten på vejen.

 

Til sidst men ikke mindst må vores politikere forstå, at det ikke handler om at få de unge hurtigst muligt igennem uddannelsessystemet – men om at give dem mulighed for at fejle og få noget ”livsdannelse”. Og ingen unge mennesker skal begrænses eller dømmes ude.

 

At fejle giver netop erfaringer, så de kan træffe gode valg for dem selv – for deres liv.

 

Og uegnet, det er da vist kun noget, politikere kan være…

 

Kærligst

Marianne Stein

 

Skal andre læse dette?
Del her

Facebook
Twitter
LinkedIn

Et kærligt indspark

bliv klædt på til din sag

#Mariannestein

Relaterede indlæg

SIG DET SOM DET ER – SORG SKAL VI IKKE SKAMME OS OVER

I sidste uge holdt jeg foredrag på UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole, Vejle for en god flok af socialrådgivere- og sygeplejerskestuderende.   Aftalen for foredraget kom i stand dagene op til og dagene efter min fars død.   I bund og grund forestillede jeg mig, at jeg, på de fire uger, ville være helt tilbage. Så

Læs mere »

NÅR LÆGER FRARÅDER PRAKTIK, OG KØBENHAVNS JOBCENTER ER LIGEGLAD – MÅ MAN TA´ SAGEN I EGEN HÅND

Med en gennemarbejdet funktionsevnebeskrivelse, skarpe lægeattester og en fagkoordinators opbakning kunne rehabiliteringsteamet ikke komme udenom at indstille til en førtidspension, søgt på det foreliggende grundlag – UDEN praktik og Klinisk Funktion. Sundhedskoordinator kritiserer i øvrigt Københavns jobcenter for ikke selv at have rejst sagen.     Kristian bliver sygemeldt fra sit fleksjob på 18 timer

Læs mere »

Deltag i debatten

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top