For lidt over en måned siden kunne jeg berette om et rehabiliteringsteamsmøde i Københavns kommune, hvor mødelederen havde kørt fuldstændig sololøb.
Mødelederen så bort fra de faktiske oplysninger og uden dialog indstillede han til et ressourceforløb – frem for den berettigede førtidspension selvom:
- det ikke var et enigt rehabiliteringsteam,
- sundhedskoordinator (læge) samt Klinisk Funktions vurderede, at pres ville forværre Dorthes helbred, og at den eneste behandling, der kunne peges på, alene var livsforbedrende,
- Dorthe var for dårlig til at modtage den livsforberedende behandling,
- Dorthe havde gennemført en meget skånsom praktik over 9 måneder på under to timer om ugen med helbredsforværring til følge,
- tilstanden var kronisk og stationær og behandlingsmuligheder (ift. funktionsniveau) var udtømte.
Mødelederen mente fx, at det måtte afprøves om en bostøtte kunne hjælpe 57-årige Dorthe tilbage til arbejdsmarkedet. Og ja, dermed gør hende rask – som lægerne ellers havde opgivet.
Normalt oplever jeg ellers et godt samarbejde med Københavns Kommune, så det var ærligt talt rystende at skulle kæmpe for en sag, der var så åbenlyst.
Det var et ekstremt ubehageligt møde, som sundhedskoordinatoren også flere gange måtte italesatte.
Men jeg kæmpede og insisterede på, at mødelederen forholdt sig til sagens oplysninger – uden held.
Udover at jeg efterfølgende skrev et indlæg om episoden, så sendte jeg også en mail til fagborgmesteren, Jens Kristian Lütken, hvor jeg kritiserede mødelederen/rehabiliteringsteamet. Fagborgmesteren svarede tilbage, at han var ked af at høre om vores oplevelse og sendte sagen videre til kommunens Kontor for Jura og Udbud.
På vegne af Dorthe skrev jeg også en 9 sider lang klage over sagsbehandlingen og kommenterede på partshøringen – som vi havde modtaget en uge efter mødet – med forskellige henvisninger til kommunens lovbrud og ikke mindst principafgørelsen 58-18. For Dorthe var på ingen måde i målgruppe for et ressourceforløb.
På baggrund af vores partshøringssvar landede kommunens afgørelse i Dorthes e-Boks 2 uger senere.
I brevet fremgik det, at Københavns Kommunen alligevel ikke ville følge rehabiliteringsteamet – eller rettere sagt mødelederens indstilling. I stedet ville man påbegynde en sag om førtidspension ud fra præcis samme argumenter, som jeg dels fremførte under selve mødet og dels efterfølgende i partshøringen.
Dorthe skulle heller ikke til et nyt møde med rehabiliteringsteamet.
Brevet var i øvrigt underskrevet af mødelederen selv. Han var altså ikke længere enig i sin egen indstilling.
Endvidere fremgik det af brevet, at Dorthe kunne forvente, at få sin førtidspension tidligst pr. 1. dec. 2025 og senest 1. marts 2026.
Derfor anbefalede jeg Dorthe, at hun kontaktede jobcentret om, at hun var enig i afgørelsen, men at hun også ønskede at få fremskyndet processen om førtidspension pga. sit helbred.
Klinisk Funktion havde vurderet, at pres ville være helbredsforværrende, men kommunen havde netop udsat hende for et ekstremt pres – og sendt hende direkte ned under gulvbrædderne efter mødet med rehabiliteringsteamet/mødelederen den 3. november.
Hun kunne ikke holde til mere. Eller vente længere.
Og det lader til, at man også har haft et par alvorsord med denne mødeleder ifm. mine henvendelser og klager.
For kun et par dage efter at Dorthe modtog afgørelsen om påbegyndelse af behandling om førtidspension, så tikkede der endnu et brev ind i hendes e-Boks.
Et svar på selve vores klage over mødelederen af rehabiliteringsteamet.
Heri blev vi oplyst, om, at man havde været i dialog med mødelederen, og at de imødekom vores kritik i klagen. Fx skulle mødelederen ikke have indledt mødet med at indstille til et ressourceforløb, han genkendte også, at han havde gentaget sig selv flere gange, trods det, at jeg som privat socialrådgiver og bisidder fremlagde flere argumenter for førtidspension. De undskyldte med, at han skulle have struktureret mødet anderledes, men at han også fandt mødet meget svært.
Og det kan jeg sørme godt forstå, at han gjorde!
Det glædede os selvfølgelig, at kommunen lagde sig fladt ned, at den erkendte fejl og ville påbegynde en sag om førtidspension – også uden nyt møde med rehabiliteringsteamet.
Men det efterlod også det store spørgsmål; HVORFOR?
Hvorfor valgte kommunen at gå så langt i første omgang til stor skade for Dorthes helbred, når sagen var så veldokumenteret? Der var ikke tale om en fejl, men en bevidst handling. Og det handlede slet ikke om, at mødet blev struktureret forkert. Beslutningen var jo taget, FØR Dorthe overhovedet mødte op.
I fredags – lidt over en måned efter at sagen var på rehabiliteringsteamsmødet – modtog Dorthe så endelig afgørelsen om førtidspension med virkning fra 1. januar 2026. Igen underskrevet af mødelederen selv.
For nu finder kommunen det helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres.
København Kommune har altså dermed også imødekommet Dorthes ønske om en hurtig proces pga. helbredsforværringen.
Det manglede faktisk også bare.
Tak til Københavns kommune for at rette op, men må den her katastrofale sagsbehandling også give plads til selvransagelse, for det her må simpelthen ikke ske igen.
Jeg er naturligvis tilfreds, glad og lettet over at Dorthe kom i mål, men seneste måneds forløb havde Dorthe og hendes familie virkelig ikke brug for.
