Socialrådgiverne vil ikke være Marionetdukker
Efter min kronik ”Sagsbehandlingen i jobcentrene ligner et psykologisk eksperiment” i JP i pinsen, har der været en heftig debat på de sociale medier. Desuden er der kommet et modsvar til min kronik fra Dansk socialrådgiverforenings formand, Majbrit Berlau, samt et debatindlæg fra socialrådgiver Miamaja Askgaard.
Jeg har som kronikør oplevet en enorm stor opbakning fra særligt borgere, som netop føler sig klemt i systemet. Men jeg har bestemt også mødt opbakning blandt mine fagfæller, socialrådgiverne. Dog kunne jeg godt tænke mig, at flere ville melde sig i koret – og ikke kun fra de private socialrådgivere, som netop har vinket farvel til myndighedsarbejdet af samme årsager, som jeg beskriver i min kronik.
Som jeg oplever det, efter min kronik så dagens lys – så har der været brug for, at en som mig vil advokere for bedre forhold i jobcentrene.
Det er min oplevelse, at socialrådgiverne er blevet alvorligt ramt af min karikeret marionetsymbolik – Men i stedet for at føle sig ramt og gå i forsvar – så kunne denne debat netop bruges på at kigge indad og reflektere over arbejdsmiljøet i jobcentrene. For kan vi ikke altid blive lidt bedre? Hvad får vi ud af kun at ”rotte os sammen” med dem, vi er enige med?
Men det interessante er, at jeg ikke oplever, at socialrådgiverne kæmper for at få forbedret deres arbejdsmiljø – de opponere kun mod marionetsymbolikken og undskylder med hvor hårdt livet er som socialrådgiver og at lovgivningen er forfærdelig – altså ansvarsfralæggelse, som min kronik netop handler om.
Men måske er det alligevel ikke så underligt, at socialrådgiverne har fokus på alt andet end deres arbejdsmiljø – for intet tyder på, at de har – eller får deres fagforenings opbakning.
For formanden for DS vil kun forholde sig til, at det er lovgivningen, som er roden til alt ondt i jobcentrene, som jeg ikke vil benægte er alt for komplekst. Dette bekræfter mig kun i, at DS endnu engang fralægger sig ansvaret ift. adfærden og kulturen i jobcentrene, samt den konsekvens det har for vore medmennesker, som har brug for hjælp.
Ingen tvivl om at der er socialrådgivere – også ude i jobcentrene, som laver et godt stykke arbejde. Dem har jeg skam også selv mødt, og dem skal vi passe på, før de selv bukker under for stress og pres.
”Når mor har det godt, trives børnene også godt,” siges det. Præcis på samme måde kan det overføres til den kommunale sagsbehandling – når socialrådgiverne har det godt og trives, så vil borgerne også langt bedre blive set og hørt og ikke mindst føle sig mødt med overskud af vores socialrådgivere.
Jeg hører og læser, at formanden for DS er enig med mig i, at forholdende skal bedres i jobcentrene – for socialrådgiverne. Men jeg ser desværre ingen handling bag disse ord – og socialrådgiverne lades i stikken. Taberne bliver vore medmennesker, som har brug for hjælpen.
Jeg finder det stærkt bekymrende, at Majbrit Berlau ikke forholder sig til, at socialrådgiverne er den faggruppe, som ligger nummer tre på listen, over dem som bliver hårdest ramt af stress. Hun negligere i sit modsvar, at ”stress og nedslidning indimellem rammer sagsbehandlerne”. Derudover mener DS, at stress KUN skyldes arbejdsbyrde og de mange besparelser.
Det er en voldsom negligering af et meget alvorligt problem ude i forvaltningerne. For når først socialrådgiverne er presset og stresset – og udbrændte, som jeg skriver i min kronik – er disse sagsbehandlere hverken i stand til at drage omsorg for sig selv – og de borgere, hvis sager de skal behandle. De mange sygemeldinger, det medfører, har ikke kun konsekvens for den enkelte socialrådgiver, det har også en betydelig konsekvens for den enkelte borger, som endnu engang skal have en ny sagsbehandler og hvor sagsbehandling vil trække ud. I sidste ende er stressbelastningerne i jobcentrene en stor samfundsøkonomisk belastning.
Ironisk nok så er socialrådgiverne også nr. 3 på listen over dem som oplever mindst kollegial anerkendelse. Det har med garanti også indflydelse på socialrådgivernes velbefindende – og stressbelastning. – Særligt når socialrådgiverne står alene over for ledelsen, når der udstikkes ordrer, der er på kant med lovgivningen, eller hvor lovgivningen skal fortolkes for at tilgodese kommunekassen frem for borgeren. Sagen er at socialrådgiverne står alene – fordi DS repræsenterer både de menige socialrådgivere, og de socialrådgivere med ledelsesfunktioner.
Det har intet med faglighed at gøre at sende en borger i en praktik på et værtshus, når vedkommende har været i behandling for alkoholmisbrug.
Det er enormt uhensigtsmæssigt og stiller vores menige socialrådgivere i en enorm sårbar position. Men det forklarer, hvorfor Majbrit Berlau ikke træder i karakter i netop denne debat, jeg har rejst med min kronik.
At DS’s formand, Majbrit Berlau ikke mener, at der bliver begået lovbrud, og at fagligheden er høj ude i kommunerne stemmer langt fra overens med virkeligheden.
Utallige sager som har fået mediernes bevågenhed taler jo sit tydelige sprog. For det har intet med faglighed at gøre, når en socialrådgiver øger en borgers timeantal i et praktikforløb på baggrund af, at borgeren har bagt småkager en søndag eftermiddag. Det har intet med faglighed at gøre at sende en borger i en praktik på et værtshus, når vedkommende har været i behandling for alkoholmisbrug. Der er absolut ingen faglighed at spore, når en socialrådgiver sender en borger ud i en praktik én gang om ugen i fem minutter – over et ti ugers forløb. Og sådan kunne jeg blive ved.
At DS undskylder med lovgivningen, er fuldstændig grotesk, for det er simpelthen ikke rigtigt. Det står ingen steder i lovgivningen, at vi som socialrådgivere, skal behandle vores borgere på denne måde.
Hvis sagsbehandlingen er tilfredsstillende i kommunerne, hvorfor møder jeg og mine ”private socialrådgiver-kollegaer” så den ene borger efter den anden, som har mistet tilliden til systemet – mistet tillid til deres socialrådgiver, fordi de oplever at deres ærlighed er blevet brugt imod dem? Og nej det handler ikke om, at de ikke fik den bevilling, som de ønskede.
Det står ingen steder i lovgivningen, at vi som socialrådgivere, skal behandle vores borgere på denne måde.
Som privat socialrådgiver møder jeg klienter, som har fået frataget deres sygedagpenge uden anden alternativ end selvforsørgelse – til trods for de stadig er uarbejdsdygtige. Jeg møder klienter, som har fået frataget deres ressourceforløb, fordi deres sygdom forhindrede dem i at gennemføre de aktiviteter, som var igangsat – uden andet alternativ end selvforsørgelse eller kontanthjælp.
Jeg møder groft sagt den ene horrible sag efter den anden, hvor der begås lovbrud, og hvor mine klienter føler sig kørt ud på et sidespor, og altså har mistet tilliden til socialrådgiverne – og systemet.
Hvorfor forholder Majbrit Berlau sig ikke til, at det er blevet en nødvendighed at ansætte Borgerrådgivere i flere og flere kommuner – for netop at sikre at borgernes retssikkerhed overholdes, samt sikre at borgerne bliver set og hørt – og evt. genopbygge et tabt samarbejde mellem socialrådgiver og borger?
For nylig blev det oplyst, at Københavns Kommune havde fejl i samtlige 77 børnesager vedr. anbragte børn, som borgerrådgiverne havde gennemgået.
Og den 8. juni 2017 kom det frem, at en fynsk kommune har en ”topkedelig rekord” – hvor Ankestyrelsen omgjorde 40 pct. af alle sagerne i 2016. Hvis ikke det kan kategoriseres som systematisk lovbrud, hvad er det så?
DS vil ikke forholde sig til det faktum, at den helt samme lovgivning administreres og fortolkes, som vinden blæser efter de forskellige kommuners pengekasser – og prioriteringer.
Den fynske kommune er dermed kåret som landets sjette dårligste kommune til at sagsbehandle – i sager fra social – og beskæftigelsesområdet. Kommunen har derfor sat nye initiativer i søen såsom projekt ”God sagsbehandling”.
Hvorfor har private socialrådgivere ”kronede dage”? Jeg burde ikke leve af at være privat socialrådgiver – det burde slet ikke være en nødvendighed med private socialrådgivere, for at borgerne sikres en fair og ordentlig sagsbehandling.
Begge dele – borgerrådgivere og private socialrådgivere er et symptom på, at sagsbehandlingen langt fra er tilfredsstillende – men et symptom som Majbrit Berlau altså ikke vil forholde sig til.
Jeg finder det ærgerligt, at formanden for DS konsekvent melder ud, at det er lovgivningen, der er problemet, når hun møder kritik på sagsbehandlingen i kommunerne. Det gør debatten utrolig ensporet.
For hvis problemerne i jobcentrene kun skyldes LOVGIVNINGEN – hvorfor fremhæver DS så Hjørring Kommune, som et godt eksempel, der kan få det til at lykkes – en kommune som har investeret i bedre tilbud, en mere helhedsorienteret indsats og færre sager, så der er tid til en ordentlig relation og sagsbehandling. – En kommune som oven i købet har frasagt sig en bid af den kvarte milliard kroner fra satspuljen.
Skal jeg forstå, at Hjørring Kommune har en helt anden lovgivningen end alle andre kommuner i Danmark?
DS vil ikke forholde sig til det faktum, at den helt samme lovgivning administreres og fortolkes, som vinden blæser efter de forskellige kommuners pengekasser – og prioriteringer.
Jeg mener, at vi alle sammen kan lære noget af denne debat – for socialrådgiverne er ikke kun marionetdukker, og borgerne er heller ikke kun nogen, som lader som om de er syge eller dovne. Lad os få sparket fordommene overbord frem for vores integritet og faglighed – og vigtigst af alt hjælpe de helbredsramte borgere tilbage på værdige betingelser.
Hvis Dansk Socialrådgiverforening skal træde i karakter og støtte deres medlemmer – altså de menige socialrådgiverne, så bør de frasige sig aftalen om også at repræsentere lederne.
Der er brug for, at DS tager ansvar for at få rettet op på socialrådgivernes ry og faglighed. Vi har uddannet os til at hjælpe vore medmennesker og forvalte loven – ikke for at sparke folk ud over kanten.
Marianne Stein
