Kronik JP – Sagsbehandlingen i jobcentrene ligner et psykologisk eksperiment

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Satspuljepartierne har vedtaget at tilføre næsten en kvart milliard kroner i beskæftigelsessystemet – bl.a. til ansættelse af flere frontmedarbejdere, herunder socialrådgivere. Med en kvart milliard kroner ønsker satspuljepartierne, at 27.000 kontanthjælpsmodtagere, som har modtaget kontanthjælp i over fem år, bliver afklaret, så de efterfølgende kan forlade kontanthjælpssystemet.

Efter skiftende regeringers utallige reformer de seneste 10 år er lovgivningen inden for beskæftigelsesområdet nu oppe på over 30.000 sider. Derfor har Dansk Socialrådgiverforening også lanceret en række forslag til forenklinger af beskæftigelsesindsatsen med ”udgangspunkt i god faglig praksis”.

Som socialrådgiver med erfaring fra begge sider af bordet bifalder jeg absolut ønsket om at få aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere afklaret og væk fra kontanthjælpsydelsen – som er en midlertidig ydelse. Forenkling af en efterhånden meget kompleks beskæftigelsesindsats er også kærkommen. Men jeg mener, at udfordringen ligger et helt andet sted, som bør have langt mere opmærksomhed – nemlig hvordan Dansk Socialrådgiverforenings medlemmer agerer ude i jobcentrene. Og her bliver ”god faglig praksis” interessant.

Med min egen erfaring i bagagen har jeg en stor bekymring for mennesker, som er blevet – og stadig bliver – overladt til selvforsørgelse eller kontanthjælp efter længerevarende sygdom. Og fra politisk side har man altså ikke interesse for denne gruppe de første fem år. Det er rigtig lang tid uden fodfæste på arbejdsmarkedet – og gavner hverken vort samfund eller det enkelte individ. De konsekvenser, det har, kan jeg om nogen bevidne.

I 2013 mistede jeg mit job som myndighedsrådgiver i en børne- og familieafdeling efter længerevarende sygemelding. Herefter var jeg ikke længere en tidligere medarbejder, en sygemeldt kvinde eller et menneske – nu var jeg bare en sag, som hurtigst muligt skulle arkiveres.

Det stod mig hurtigt klart, at hvis jeg skulle overleve dette system med en arbejdsevne i behold – i jobcentrets trædemølle – så måtte jeg skubbe med albuerne og blive sagsbehandler og job-/virksomhedskonsulent på min egen sag. Det kræver ekstreme ressourcer – og det er ikke det, man har mest af, når man ligger ned med et skrantende helbred.

Efter skiftende regeringers utallige reformer de seneste 10 år er lovgivningen inden for beskæftigelsesområdet nu oppe på over 30.000 sider.

Efter 14 måneder på selvforsørgelse, praktikforløb uden progression, et fuldstændig stationært helbred og en arbejdsevne på kun fire timer om ugen havde den kommunale sagsbehandling ikke just udviklet min arbejdsevne – tværtimod. Som ”plaster på såret” modtog jeg en fleksjobbevilling – og jeg var heldig.

De fleste bliver nemlig fastlåst i et system med den ene arbejdsprøvning efter den anden uden at komme nærmere en afklaring. Og derved sidder de fast på en kontanthjælp år efter år – som satspuljepartierne nu vil komme til livs.

Den 1. juli 2014 fik vi ændringer i sygedagpengeloven. Perioden for at modtage sygedagpenge op til 52 uger blev reduceret til 22 uger – med mulighed for forlængelse. Personer, som ikke længere opfyldte kriterierne for forlængelse af sygedagpenge, skulle tilbydes et jobafklaringsforløb, så længe de fortsat var uarbejdsdygtige. Muligheden for at sende folk ud på selvforsørgelse eller kontanthjælp blev derfor stoppet – hvilket netop var det, der skete for mig et halvt år forinden denne lovændrings ikrafttrædelse.

I dag, næsten tre år senere, praktiserer kommunerne dog fortsat at sende deres borgere ud på selvforsørgelse eller kontanthjælp, når borgeren ikke længere opfylder kriterierne for forlængelse af sygedagpenge. For kommunerne går lige til kanten – og i nogle tilfælde også ud over den. En klagesag i Ankestyrelsen med en sagsbehandlingstid på næsten et år er en tidsmæssig og økonomisk gevinst for kommunerne. Det er yderst svært at få øje på ”god faglig praksis” i disse situationer.

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at socialrådgiverne går på kompromis med deres faglighed og tilsidesætter lovgivningen i sagsbehandlingen. En sagsbehandling, som synes at ligne det psykologiske Milgram-eksperiment fra 1961: »Så længe ledelsen beordrer, er det o.k., uanset konsekvens for borgeren«. Efter min vurdering agerer socialrådgiverne som små marionetdukker, efter hvad de ledelsesmæssige retningslinjer dikterer.

Socialrådgiverne tilsidesætter lovgivningen og fralægger sig ansvaret for at skubbe vore medmennesker ud over kanten. Ledelsen og embedsmændene i kommunerne fralægger sig også deres ansvar, da de mener, at lovgivningen siger, at samtlige muligheder skal være udtømte – ansvaret ligger derfor hos politikerne. Politikerne derimod mener, at det er kommunerne, som læser lovgivningen, som Fanden læser Biblen (hvilket jeg ikke er uenig med dem i).

Summa summarum: Ingen vil tage ansvar, og taberne er borgerne, som har brug for hjælp.

I en undersøgelse (Arbejdsmiljø og helbred 2012-16) ligger socialrådgiverne nr. tre som den faggruppe, som er hårdest ramt af stress. Med de mange kedelige sager om katastrofal sagsbehandling inden for beskæftigelsesområdet, som har fået mediernes opmærksomhed, taler denne undersøgelse sit klare sprog – for en del socialrådgivere er så udbrændte, at de ikke længere bør være sagsbehandlere og ej heller bør arbejde med mennesker mere, for de har kastet deres egen faglighed, integritet og værdier over bord.

Efter min mening er det en katastrofe, at udbrændte medarbejdere skal sidde og varetage andre menneskers skæbne i et jobcenter. Ikke desto mindre sukker socialrådgiverne i kommunerne efter offentlig anerkendelse for deres arbejde.

Jeg er ikke overrasket over, at vi med den sagsbehandling, der foregår i kommunerne, er endt med at have 27.000 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, som har siddet fast i årevis. De er blevet tabt i svinget og har mistet modet og troen på, at de nogensinde kan genfinde sig selv på et arbejdsmarked. De ønsker sig i stedet en førtidspension, så de kan få fred. For det kræver ikke bare et stærkt helbred, men også en stærk psyke og stærk økonomi at være syg i Danmark – og overleve med en arbejdsevne i behold.

Desværre er systemet indrettet sådan i dag, at en privat socialrådgiver er en nødvendighed for at sikre vores borgeres retssikkerhed og fair sagsbehandling. Private socialrådgivere har kronede dage, da den offentlige sektor har spillet fallit – den er ikke længere til for borgerne, men til for de offentlige ansattes egen eksistens.

Der er derfor efter min mening ikke brug for flere såkaldte ”frontmedarbejdere”, som udfører elendig sagsbehandling, magtmisbrug og lovbrud og behandler vore medmennesker som affald på ledelsesmæssige befalinger.

Flere frontmedarbejdere betyder kun flere marionetdukker ude i jobcentrene, så længe der ikke er nogen, som vil tage et politisk ansvar for de ledelsesmæssige retningslinjer, som systematisk udstikkes til ”frontmedarbejderne”. Det kan kun give samme resultat – men nu skal det koste de danske skatteborgere en kvart milliard ekstra. Problemer kan ikke altid løses med flere penge!

Vi har brug for politisk fokus på toppen i hierarkiet – ledelsen ude i kommunerne og de politiske/økonomiske retningslinjer, som udstikkes, som tilmed er i konflikt med lovgivningen. Hvis vi skal have vores medmennesker, 27.000 kontanthjælpsmodtagere, tilbage på arbejdsmarkedet – eller have dem afklaret til førtidspension – er der brug for, at høj faglighed, menneskeligt overskud, helhedssyn, empati, etik og moral kommer tilbage til jobcentrene – og ikke mindst en kulturændring i kommunerne, hvor det overordnede fundament bygges på ansvarlighed.

Det er, hvad jeg vil kalde ”god faglig praksis”.

Marianne Stein

Læs Kronikken i JP her

Brug for en professionel Bisidder? Kontakt mig her

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Skal andre læse dette?
Del her

Facebook
Twitter
LinkedIn

Et kærligt indspark

bliv klædt på til din sag

#Mariannestein

Relaterede indlæg

MØDE MED FORMANDEN FOR EKSPERTGRUPPEN

I dag var jeg tilbage i Beskæftigelsesministeriet – dog ikke med mit pressekort i hånden, men med min invitation fra formanden for ekspertgruppen, Claus Thustrup Kreiner.   Jeg havde naturligvis forberedt mig godt (og brugt hele weekenden) og sendt ham mine forslag samt bilag på forhånd. For med en halv time til rådighed ville det

Læs mere »

KØBENHAVNS JOBCENTER GIK I DAG KONTRA

Rehabiliteringsteamet trådte i karakter og indstillede til en førtidspension – frem for et ressourceforløb. Læs hvordan det gik til.   For ganske kort tid siden blev jeg kontaktet af Jacob, der gerne ville have mig til at se på Annas sag. Anna er Jacobs tidligere samlever, og han var meget bekymret for hende og ikke

Læs mere »

Deltag i debatten

1 kommentar til “Kronik JP – Sagsbehandlingen i jobcentrene ligner et psykologisk eksperiment”

  1. peter jensen bjerringbro

    Hej Marianne
    Du skriver flot og godt. Jeg var ung dengang, socialrådgiverne buldrede ind på scenen, det var jo mageløst, de var i teorien bekendt med alle paragraffer så det kunne kun ende som en succes.
    Heldigvis er jeg aldrig selv endt i kommunes klør, kun skyldt socialforvaltningen 600 kr i et par uger.
    ps. Kør forsigtigt

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top