SKAL SYGE VIRKELIG ARBEJDE FOR ENHVER PRIS?

I dag breaker Politiken en nyhed om, at flere får førtidspension, og at vi nu er ved at nå samme niveau som før reformen fra 2013.

Derfor vil politikerne nu justere!

Men faktisk har jeg allerede beskrevet denne nyhed – og udvikling i min bog, Sådan én er jeg jo ikke, der udkom i august 2020. (En bog som jeg også forærede samtlige beskæftigelsesordførere og beskæftigelsesministeren og naturligvis statsministeren, der jo stod i spidsen for reformen, som daværende beskæftigelsesminister.)

På side 288 skriver jeg:

“Syge har i dag ”nemmere” ved at få tildelt førtidspension, end de havde i årene mellem 2013 og 2018. Kurven for førtidspension er altså ved at vende. I 2019 var antallet af førtidspensioner næsten på samme niveau som før reformen med lidt over 16.000 personer. Men det er formentlig ikke kun et udtryk for, at loven er præciseret. Det er også et udtryk for, at man har skubbet en pukkel af sager foran sig.
Vi ser altså nu resultatet af ressourceforløbene, der blev tildelt de mange syge lige efter reformens ikrafttrædelse, hvor borgerne skulle udvikle deres arbejdsevne frem for at blive ”parkeret” på en førtidspension.
Men ressourceforløbene udviklede ikke deres arbejdsevne, og syge mennesker blev blot parkeret i meningsløse forløb. Så den daværende beskæftigelsesministers ord om, at ”ingen skulle parkeres på en førtidspension”, blev i stedet til en parkering i ressourceforløb – nogle døde endda undervejs.”

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard udtaler sig til Politiken, at han ikke er enig i, at reformen helt er mislykket. Han fremhæver, at det trods alt er lykkedes at få flere ansat i mindre fleksjobs på få timer om ugen.

Det vil jeg naturligvis også gerne knytte en kommentar til, da jeg desværre ser en kedelig tendens til, at flere kroniske syge på en fleksjobordningen, på få timer om ugen, ikke kun bliver mere isoleret. De bliver også mere syge.

For de har så mange skånehensyn, at de sidder isoleret på en arbejdsplads. Og de oplever sig ligeså isoleret, når de kommer hjem, fordi arbejdet har taget alt deres energi. De har intet tilbage til at have et socialt liv. De er derfor afskåret fra deres familie og venner og nedbrydes langsomt.

Andre igen kontakter mig efter år på en fleksjobordning med et ønske om hjælp til en førtidspension. De har tydeligvis været presset for hårdt over længere til – faktisk flere år – på et timeniveau deres helbred slet ikke kan holde til. Deres helbred er nu i så dårlig forfatning, at førtidspension er den eneste mulighed.

Jeg skriver endvidere i min bog på side 289:

“Det har været et langt, sejt træk at få politikerne til at lytte og ændre blot en smule på de katastrofale forhold for de mange syge, der blev klemt i systemet. Og der er stadig lang vej. Lovændringer om åbenlyse sager, samt præciseringen om en realistisk forventning er langtfra tilstrækkeligt. Der er meget elastik i den formulering, og der er næsten fri leg i forhold til at fortolke, hvad der er ”åbenlyst”, og hvad der ligger i en ”realistisk forventning”.
Selvom udviklingen begynder at vende, og syge nu i højere grad får tildelt deres berettigede førtidspension, så er det fortsat svært at få sikret sit forsørgelsesgrundlag.
Syge mennesker skal stadig kæmpe en helt urimelig kamp mod systemet oven i deres sygdomsforløb. Når der tildeles førtidspension, taler vi ofte om syge mennesker, der stort set ingenting kan. De prøver blot at overleve.”

Hvis politikerne virkelig lyttede og ville handle på viden og fakta, så blev ressourceforløbet helt afskaffet. Men i stedet har man blot afkortet forløbene med to år – med mulighed for forlængelse.

Og så er det vist også på tide, at vi tager en diskussion om, hvor høj en pris et menneske skal betale for at bibeholde tilknytningen til arbejdsmarkedet…

Et arbejde er vigtigt, ja! – Men det kan og skal aldrig blive vigtigere end helbredet og et menneskes psykiske velbefindende.

Min bog, Sådan én er jeg jo ikke, er netop skrevet til dig med en sag i jobcentret – om hvordan du overlever det som et helt menneske. Den kan også anbefales pårørende, patientforeninger, fagforbund, behandlere, socialrådgivere, psykologer, læger og ikke mindst politikere samt alle med interesse for social- og beskæftigelsesområdet.

Bogen – og lydbogen kan købes lige HER

Kærligst
Marianne Stein

Forfatter, debattør, foredragsholder og privatpraktiserende socialrådgiver

Link til artiklen i Politiken

Skal andre læse dette?
Del her

Facebook
Twitter
LinkedIn

Et kærligt indspark

bliv klædt på til din sag

#Mariannestein

Relaterede indlæg

RASKMELDT AF JOBCENTRET: ARKITEKT MÅTTE BO I TELT I OTTE ÅR.

I april blev jeg kontaktet af en alvorlig sygdomsramt kvinde, Anne på 56 år og uddannet arkitekt. Hendes sag var netop blevet genoptaget i jobcentret med hjælp fra en borgerrådgiver, men Anne var fyldt med mistillid. Og det forstår jeg godt! I 2014 blev Anne nemlig raskmeldt af samme jobcenter, selvom hun var alvorlig syg

Læs mere »

Deltag i debatten

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Indkøbskurv
Scroll til toppen
error: Alert: Indholdet er beskyttet !!