Jeg får flere og flere henvendelser fra pårørende, som hjælper deres kære, der er alt for syge til selv at håndtere jobcentrenes krav.
Og det er bestemt heller ikke for sarte sjæle.
Selv meget ressourcestærke pårørende ender med at bukke under for jobcentrets dokumentationskrav og pres – eller er meget tæt på.
Det er Oles sag endnu et eksempel på.
Ole, 55 år, bosat i Herning og virksomhedsejer gennem 30 år, var ude for en ulykke i 2011, hvor han pådrog sig et alvorligt hovedtraume.
På baggrund af traumet blev han i 2013 indstillet til tilskud til selvstændige erhvervsdrivende på 16 timer om ugen. Men Ole formåede aldrig at udfylde og indsende diverse papirer, og tilskuddet faldt bort.
Ole drev sin virksomhed videre på trods – men også på bekostning af sit sociale liv og fritid.
Virksomheden var, som for de fleste selvstændige, hans et og alt, hvor en 37 timers arbejdsuge slet ikke eksisterer. Derfor gjorde Ole alt for at køre den videre – selvom han slet ikke var i stand til det pga. sit hovedtraume.
Hverken Ole eller virksomheden blev nogensinde den samme igen som før 2011. Det resulterede i, at en ellers sund virksomhed, med en omsætning for millioner, nu var vendt til en underskudsforretning.
I 2018 måtte Ole kapitulere og sygemelde sig igen pga. af senfølger og forværring efter hovedtraumet i 2011 samt en tilkommet diskusprolaps.
Under sin sygemelding blev han i 2019 ydermere ramt af en blodprop i hjernen. I den forbindelse blev det også dokumenteret, at han tidligere havde haft flere små blødninger i hjernen.
Ole fik bevilliget en PA (personlig assistance) til hjælp i virksomheden, og han kom forholdsvis hurtigt tilbage i virksomheden som delvist sygemeldt på 18 timer.
I maj 2020 kontaktede Oles søster mig. Hun havde brug for hjælp – til at hjælpe sin bror med en partshøring vedr. nedsættelse af sygedagpenge.
Jobcentret mente pludselig, at Ole ikke havde arbejdet 37 timer før sin sygemelding men kun 18 timer. Han var altså i følge kommunen ikke berettiget til fuld sygedagpenge. Kommunen påtænkte afgørelse om at nedsætte sygedagpengene med tilbagevirkende kraft fra 2018.
Jeg rådgav ift. den nødvendige dokumentation, men KUN ved søsterens hjælp, kunne Ole tilvejebringe de afgørende oplysninger, som fastslog at han havde arbejdet 37 timer.
Jobcentret droppede herefter sagen.
Oles problemer var dog langt mere omfattende end familien havde været bevidst om. For han havde været god til skjule de efterhånden meget eskalerende helbredsproblemer.
Ole var overhovedet ikke i stand til at arbejde de 18 timer om ugen, der fremgik af aftalen for tilbagevenden til ordinær beskæftigelse.
Opgaverne i virksomheden blev kun klaret ved andres hjælp, eller fordi de var rutiner. Og selv de rutineprægede opgaver var begyndt at volde problemer. Desuden skulle han hele tiden hvile, og det var i det hele taget svært at få livet til at hænge sammen.
Hver eneste dag var en overlevelse.
Vi fik et møde med sagsbehandleren, hvorefter der blev igangsat en funktionsevnebeskrivelse og en neuropsykologisk undersøgelse. Desuden kom der en konsulent ud i virksomheden ift. en arbejdspladsvurdering. Derudover havde Ole et forløb gennem hjerneskadecentret.
Vi havde nu sort på hvidt, at helbredet, funktionsniveau og dermed også arbejdsevne var betydeligt nedsat.
I november 2020 blev Ole fuldtidssygemeldt.
Det stod klart for alle involverede og Ole selv, at han ikke ville kunne vende tilbage til sin elskede virksomhed – eller arbejdsmarkedet i det hele taget. Virksomheden skulle afvikles.
Rehabiliteringsplanen, det forberedende skema, blev derfor også udarbejdet.
Sagen blev forelagt rehabiliteringsteamet – uden Oles tilstedeværelse (pga. COVID-19). Han blev indstillet til en førtidspension og han har nu også efterfølgende modtaget afgørelsen.
Men havde det ikke været for en meget ressourcestærk søster – og en god økonomi der gjorde det muligt at tilkøbe sig ekstern rådgivning – så havde Ole ikke klaret sig igennem jobcentret.
Han havde, med de helbredsproblemer, ganske enkelt ikke været i stand til at stå distancen ift. jobcentrets dokumentationskrav – præcis som han heller ikke formåede det i 2013 ifm. tilskuddet til selvstændige erhvervsdrivende.
Sagsforløbet i jobcentret har ikke kun været opslidende for Ole. Det har også været yderst opslidende for søsteren, fordi det har krævet det samme som et fuldtidsarbejde (oveni i et fuldtidsarbejde) at bistå sin bror. Derudover har forløbet været stressende, uforudsigeligt og utrygt.
Det er mere held end forstand, at hun ikke selv bukkede under for presset i denne aktuelle sag.
Det får mig til at stille spørgsmålet, som jeg har gjort så mange gange før: Er jobcentret overhovedet for syge mennesker?
Mit korte svar er nej!
