I april blev jeg kontaktet af en alvorlig sygdomsramt kvinde, Anne på 56 år og uddannet arkitekt. Hendes sag var netop blevet genoptaget i jobcentret med hjælp fra en borgerrådgiver, men Anne var fyldt med mistillid.
Og det forstår jeg godt!
I 2014 blev Anne nemlig raskmeldt af samme jobcenter, selvom hun var alvorlig syg med den sjældne lidelse Multiple Chemical Sensitivity (MCS). Dvs. hun er stærk allergisk overfor dufte og kemi.
Hun var blevet udredt, og lidelsen var anerkendt af læger og speciallæger. Hun havde også fået udarbejdet en psykiatrisk speciallægeerklæring, der frikendte hende for en psykisk lidelse.
Trods lægernes vurdering, mente jobcentret noget andet. At hun ikke var syg!
Med jobcentrets raskmelding mistede hun dermed sit forsørgelsesgrundlag og et tag over hovedet. Hun havde også søgt hjælp til en allergivenlig bolig, men fik afslag.
Pga. økonomien og de stærke allergiske reaktioner – og afslag på bolig – har Anne været nødsaget til at sove i telt 365 dage om året siden 2014.
Om sommeren i telt herhjemme i Danmark. I vinterperioden i telt på Fuerteventura, hvor klimaet er varmere og miljøpåvirkningerne mindre.
For os danskere kan Fuerteventura nok lyde lækkert og eksotisk – men for Anne har det handlet om overlevelse.
I de otte år der er gået, har hun levet af en sparsom privat pensionudbetaling
Efter at Annes sag blev genoptaget i jobcentret, har jeg hjulpet hende med at få udarbejdet en funktionsevnebeskrivelse. Den forelå nemlig ikke i sagen, som sundhedskoordinator (læge) ellers havde anbefalet.
Det afgørende skema til rehabiliteringsteamet blev rettet for flere fejl og mangler, og i dag blev sagen så forelagt rehabiliteringsteamet.
Vi havde forsøgt, at få et virtuelt møde pga. kemi-påvirkningerne. Dette blev ikke imødekommet. Til gengæld gjorde teamet kort proces!
Vi nåede ikke engang præsentationsrunden før et helt enigt rehabiliteringsteam afgav indstilling til førtidspension. På under fem minutter var mødet slut, og Anne, som var iført maske, kunne med stor lettelse gå derfra.
Hun har igen søgt om en allergivenlig bolig og afventer afgørelse. Men med førtidspensionen er forsørgelsesgrundlaget sikret, og det vil nu blive muligt for hende at få råd til at skifte teltet ud med en (allergivenlig) bolig.
Men kan det være rigtigt, at syge skal gå i otte år uden forsørgelsesgrundlag og tag over hovedet, før de kan få hjælp? Er det et velfærdssamfund værdigt?
