LÆGE TIL JOBCENTRET: “DET VIGTIGSTE MÅ VÆRE, AT HUN FÅR DET BEDRE OG KAN SE SINE BØRN”

Minuturet bliver altid sat til at ringe efter 20 min. Sådan er det hver gang, Lene skal tale med sin læge, psykolog, socialrådgiveren fra jobcentret eller andre personer.


For Lene på 46 år er meget syg.


 Hun er diagnosticeret med alvorlig angst og depression og har været syg siden 2007 – en sygdom som har påkrævet adskillige indlæggelser på psykiatrisk afdeling.

Hun er oprindeligt uddannet socialrådgiver, men blev i løbet af ti år syg af sit arbejde. Syg af dårlig ledelse, sagspres og over at blive presset til at træffe afgørelser, der stred imod hendes faglighed og menneskelige værdier.

Lene har ikke været tilknyttet arbejdsmarkedet siden 2011.

 

For at undgå mere pres og systemkrav valgte Lene, da sygedagpengene i sin tid slap op, at raskmelde sig – i håb om at det faktisk kunne gøre hende rask.

I fire år blev hun forsørget af sin daværende mand. Og mange tusinde kroner blev spenderet på behandlinger, som skulle bedre hende.

Men Lene blev ikke rask. Og hun tog igen kontakt til jobcentret for at få hjælp til afklaring af sin arbejdsevne og fremtidige forsørgelsesgrundlag.

Jobcentret kvitterede med et femårigt ressourceforløb, selvom hun, allerede på daværende tidspunkt, havde et væsentligt nedsat funktionsniveau – og fx kun kunne holde til at være sammen med andre mennesker i  45 min.

I dag, fem år senere, kan Lene kun samtale i max 20 min. Og ikke hver dag. For 20 min. kræver flere dages restituering.

 

Overskrides grænsen på 20 min. bliver hun usammenhængende, mister koncentrationen og slår ud på halsen med røde pletter. Lene kan være sengeliggende i flere dage efterfølgende.

Hun er af samme grund meget begrænset i sin dagligdag – også når det kommer til sine børn. For den største sorg og smerte er, at hun heller ikke kan holde til at se sine børn på 12 og 16 år. Kun 30-45. min om ugen.

Sådan har det været siden 2017.

 

Alligevel fortsatte ressourceforløbet. Et forløb der skulle udvikle hendes sociale ressourcer og dermed arbejdsevne – altså selvom hun var for syg til at se sine egne børn!

 

Lene tog kontakt til mig i april 2021. Ressourceforløbet stod til at udløbe syv måneder senere, og hun frygtede, at det enten ville ende med et nyt ressourceforløb eller værst af alt; at hun ville blive sat på kontanthjælp.

 

Efter at jeg havde gennemgået hendes sag, fandt jeg det nødvendigt, at jobcentret foretog en opsamling af sagen, at den planlagte funktionsbeskrivelse blev udarbejdet, at rehabiliteringsplanen, det forberedende skema, blev igangsat.

 

Jeg fik kontakt til socialrådgiveren i jobcentret og dennes leder, og der blev også aftalt en rundbordssamtale med Lenes læge og psykolog.

 

Ved rundbordssamtalen, igen med en varighed på 20 min., var både læge og psykolog enige om, at Lenes behandlingsmuligheder var udtømte. Lidelsen var kronisk og stationær. Praktik var komplet urealistisk.

– Og lægen harcelerede, at målet for pokker måtte være, at Lene blev i stand til at se sine børn noget mere. ‘Det må da være vigtigere end et job’!

Lene fik sin sag forelagt rehabiliteringsteamet i slut november og blev indstillet til det mest rigtige og helt nødvendige; en førtidspension.

 

Hun modtog afgørelsen op til julen 2021.

 

At døren til jobcentret blev lukket, har været en lettelse for Lene. Det har givet hende den nødvendige ro. Men hun kæmper stadig for at få det bedre.

Rask bliver hun aldrig. Forhåbentlig får hun med tiden flere kræfter, så hun kan tilbringe mere tid sammen med sine børn. For som lægen sagde, det må da være vigtigere end et job!

Men er politikerne mon enige i det?

 

Lenes sag er endnu et eksempel på, hvorfor syge ikke skal være i jobcentret. Hun har på intet tidspunkt, i de mange år der er gået, været i stand til noget som helst arbejdsmarkedsrelateret. Alt har handlet om at overleve.

Hun har skreget på hjælp og værdig behandling – som så mange andre syge.

Men jo politikerne har ‘lyttet’. Og de har også ‘handlet’. De har nemlig hørt om alle historierne – og kritikken af – de meningsløse og uværdige ressourceforløb, der med reformen for fleksjob og førtidspension blev indført for ni år siden.

 

Derfor har de nu langt om længe justeret loven. Siden årsskiftet kan de syge nu kun tildeles et treårigt ressourceforløb – som dog kan forlænges! Og sådan kvitterer politikerne med helt ubrugelige lappeløsninger, der fortsat vil fastholde de syge i langvarige forløb.

 

Så et job er altså vigtigere end alt andet, må vi forstå!

 

Skam jer!

 

/Marianne Stein

Forfatter, debattør, journaliststuderende og privatpraktiserende socialrådgiver

 


Skal andre læse dette?
Del her

Facebook
Twitter
LinkedIn

Et kærligt indspark

bliv klædt på til din sag

#Mariannestein

Relaterede indlæg

RASKMELDT AF JOBCENTRET: ARKITEKT MÅTTE BO I TELT I OTTE ÅR.

I april blev jeg kontaktet af en alvorlig sygdomsramt kvinde, Anne på 56 år og uddannet arkitekt. Hendes sag var netop blevet genoptaget i jobcentret med hjælp fra en borgerrådgiver, men Anne var fyldt med mistillid. Og det forstår jeg godt! I 2014 blev Anne nemlig raskmeldt af samme jobcenter, selvom hun var alvorlig syg

Læs mere »

Deltag i debatten

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Indkøbskurv
Scroll til toppen
error: Alert: Indholdet er beskyttet !!