Kronik: Kontanthjælpen er blevet en skraldespand for syge

»Nu bliver der fattigdom i Danmark«, lyder en overskrift efter kontanthjælpsloftet trådte i kraft 1. oktober. I en anden står der: »Nu kommer vi til at se børn, som tigger på gaden«. Med andre ord; det endegyldige farvel til velfærdsstaten.

Jo, protesterne og den socialpolitiske debat er voldsom. Og som socialrådgiver på den anden side af bordet, tager jeg nu selv bladet fra munden i debatten om det udskældte kontanthjælpsloft og ’velfærdsstatens deroute’.

EFTER MIN opfattelse er der en bestemt gruppe af vore medmennesker, som mangler opmærksomhed i debatten om kontanthjælpsloftet; nemlig de kontanthjælpsmodtagere med udfordringer udover ledighed (ca. 75 procent).

Vi ved aldrig, hvornår vi pludselig får brug for, at vort sikkerhedsnet griber os. Vi kan alle blive ramt af arbejdsløshed, alvorlig sygdom fysisk som psykisk, blive involveret i en trafikulykke, eller blive ramt af stress af vort arbejde. Vi har derfor som samfund en virkelig stor forpligtelse til, at få de mennesker tilbage på arbejdsmarkedet, som af en eller anden årsag kommer til at stå udenfor.

Nogen kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår, nogen kan vende tilbage med en begrænset arbejdsevne, og så er dem, hvor det er helt formålsløst, at få tilbage på arbejdsmarkedet. Men det fritager os ikke som samfund, at give dem et værdigt liv – på en førtidspension.

Men noget i vort system og sikkerhedsnet har slået fejl. Kontanthjælpen er blevet den menneskelige skraldespand, parkeringsplads, evighedspension og for nogen en rettighed. Hvis vi vil bevare vort velfærdssamfund, så kræver det en fælles indsats for at tale vores medmennesker op og ikke ned. Og her mener jeg, at når nogen taler for, at vor medmenneskers levevilkår forringes på baggrund af kontanthjælpsloftet, så taler vi ned. For så er budskabet ikke at få folk i arbejde, men at fastholde dem i vort systems sikkerhedsnet.

VI HAR ALLE brug for at mærke og vide, at der er brug for os – også dem med begrænsning i arbejdsevnen. Men det er svært at få øje på det rummelige arbejdsmarked. Det ved jeg alt om som fleksjobber på ledighedsydelse (kontanthjælpssats).

Det er nedslående at overvære debatten, og opleve at dem som vil kæmpe for de ’svage’, hellere ser folk på kontanthjælp uden loft – frem for at få dem tilbage på arbejdsmarkedet.

INDTIL SEPTEMBER 2012 passede jeg mit arbejde som socialrådgiver inden for børne- og familieområdet. En påkørsel en tidlig morgen på vej til job, fik sat en stopper for et liv på det ordinære arbejdsmarked. 10 måneders sygemelding resulterede i en afskedigelse.

Efter i alt 52 uger ophørte mine sygedagpenge, og jeg blev herefter henvist til kontanthjælp. Da jeg var gift, blev jeg i stedet forsørget af min mand i 14 måneder. Havde det ikke været for min faglighed som socialrådgiver, mit netværk og ikke mindst min families opbakning, havde jeg sikkert været parkeret der endnu – og måske på en kontanthjælp, hvis ægteskabet var gået i stykker. Jeg er yderst taknemmelig for, at jeg ikke nåede til det punkt at blive enlig forsørger på kontanthjælp med en begrænset arbejdsevne. Langt fra alle har været så heldige.

JEG ER DESVÆRRE stødt på flere mennesker med gode og mellemlange uddannelser, som er blevet ramt på deres helbred i en eller anden grad. Med den rette indsats kunne de være tilbage på arbejdsmarkedet i et fleksjob, men i stedet har de været parkeret i flere år på kontanthjælp, mistet troen på sig selv og værst af alt mistet håbet om, nogensinde at vende tilbage til et værdigt arbejdsliv.

Mange sidder derfor fast i systemet år efter år, sandsynligvis har de været igennem utallige arbejdsprøvninger uden det har ført noget konstruktivt med sig – og slet ikke tættere på arbejdsmarkedet. Vi har hørt Bent Bøgsted ( DF) og Finn Sørensen (EL) pippe om, at syge ikke skal være på kontanthjælp. Ikke desto mindre så er både syge, skadelidte og mennesker med udfordringer udover ledighed stadig på kontanthjælp. For dem som får den fulde opmærksomhed af medierne, er de enlige forsørgere på kontanthjælp.

DEN ENLIGE forsørgers eksistensgrundlag blev heftigt diskuteret i Debatten på DR2 for et stykke tid siden, hvor politikeren, Joachim B. Olsen (LA), cementerede kontante facts lige midt i aftenkaffen. Den offentlige sektor bruger intet mindre end 45 mia. på velfærd, uden at vi ved, hvad vi får for dem.

Men dér hvor jeg virkelig kom til at brænde mig på aftenkaffen, var ved oplysningen om, at den enlige mor med fire børn, som eksemplet i udsendelsen, får udbetalt efter skat ca. 23.000 (En enlig mor med to børn får udbetalt omkring 17.000 kr.) – efter de nye regler. Derudover får de økonomisk hjælp til daginstitution.

Jeg tror ikke, at jeg var den eneste borger i Danmark, som blev en smule forarget, chokeret og indigneret. Joachim B. Olsen havde jo tydeligvis fået helt forkerte tal på bordet. De tal stod jo slet ikke mål med de oplysninger, vi dagligt er blevet fodret med i nyhederne. Ugen efter i Detektor, blev min forargelse endnu engang vækket til live, Joachim B. Olsen havde nemlig sit på det rene.

Det får mig derfor til at spørge: hvad handler den offentlige debat vedrørende kontanthjælpsloftet egentlig om? Og hvem er det reelt synd for og hvem svigter egentlig hvem?

ER DET SYND, at den enlige forsørger med fire børn ’kun’ modtager 23.000 kr. efter skat om måneden – som en midlertidig ydelse? Eller den enlige forsørger med to børn ’kun’ modtager 17.000 kr. – Nej, det mener jeg faktisk ikke det er.

Det er rigtig nok ikke til et liv i luksus, men det kan sagtens give tag over hovedet, mad på bordet og tøj på kroppen – midlertidigt. At være på kontanthjælp har den konsekvens, at man må indrette sit liv anderledes og spænde livremmen ind.

En bolig er dyr, særligt hvis der er tale om en bolig til fire børn. Men skal det være en ret, at børn skal have hver sit værelse? Jeg kender familier, hvor begge forældre er udearbejdende, og sidder i en bolig, hvor der ikke er værelser til alle børn, og de har derfor fællesværelse.

At være på kontanthjælp har også den konsekvens, at der må spares på nyt tøj, og mærketøj er udelukket. Er det en ret at gå i mærketøj eller helt nyt tøj? Det er enormt bæredygtigt og trendy at gå i second hand og genbrugsbutikker.

Mine børn arver også tøj fra deres ældre venner og veninder. Er det synd? Nej, de synes det er SÅ fedt, når der kommer en pose med nyt tøj i ny og næ. Mine børn har ikke været på ferie i snart halvandet år – er det synd? Er det er en ret, at man skal på ferie mindst én gang om året? Nej, det er ikke en ret og slet ikke på kontanthjælp.

Det er simpelthen så forfejlet at tro, at livet kan leves uændret, når man går fra et job til kontanthjælp, som er vores laveste sikkerhedsnet.

DET ER DERIMOD synd, at mange af kontanthjælpsmodtagerne – også blandt de enlige forsørgere – har andre udfordringer ud over ledighed, og som fastholdes i kontanthjælpssystemet, hvor de på ingen måder hører til.

En kontanthjælp skal fungere som en midlertidig ydelse, såfremt borgeren er ramt af en social begivenhed, såsom sygdom, arbejdsløshed mv. og ikke har mulighed for at ernære sig selv og sin familie – MIDLERTIDIGT. Og lige præcis dét burde optage den socialpolitiske debat. For her er der tale om svigt af dimensioner. For de her mennesker med udfordringer udover ledighed, har ikke mulighed for gå ud og tage et job, hvis de kunne – loft eller ej.

Rød fløj har kun haft fokus på afskaffelse af kontanthjælpsloftet – og dermed i at fastholde borgerne i systemet. De har åbenbart ikke større ønsker for vore medmennesker på kontanthjælp, som er ramt ud over ledighed? Ved kun at fokusere på kontanthjælpsloftets ”negative konsekvenser”, såsom at den enlige forsørger, og ikke mindst børnene, bliver endnu mere fattige og udstødte i vort samfund, har den røde fløj kun fastholdt dem i elendigheden og den økonomiske deroute.

Som en direkte konsekvens, af det den offentlige (røde)debat har været med til at skabe, er en ’Vi-har-ret-til-mere’-mentalitet. Når kontanthjælpsmodtagere, herunder enlige forsørgere, konstant læser om dem selv i medierne, om hvor hårdt det er for dem, så taler det dem ned, og bekræfter dem kun i, at det er synd for dem, og at de har ret til mere. At fastholde enlige forsørgere på en kontanthjælp, og gøre dem til ofre i den offentlige debat, giver heller ikke vore samfundsborgere og medmennesker incitament eller kræfter til at se sig selv ud af systemet.

VED FOLKETINGETS åbning var der demonstration mod kontanthjælpsloftet, og parolen lød »Bekæmp fattigdom«. Der var alt andet end taknemmelighed i luften over, at vi i Danmark har et af verdens bedste sikkerhedsnet, der giver enlige forsørgere med to børn 17.000.kr. udbetalt og gratis pasning af deres børn. I stedet for at protestere mod, at systemet fastholder syge på en kontanthjælp år efter år, så ville demonstranterne hellere kæmpe for at bevare ydelserne – frem for at disse mennesker kommer videre i systemet eller i deres liv i det hele taget.

Faktisk kan det blive en hel tryghed i sig selv at være på kontanthjælp. Utrygheden dukker først op, når blå fløj og særligt, Joachim B. Olsen træder frem på skærmen midt i aftenkaffen og vil pille ved ydelserne. Men det er vel forståeligt, når hjælpen til at komme videre udebliver.

Socialdemokratiets socialordfører og formand for beskæftigelsesudvalget, Pernille Rosenkrantz-Theil, har ved flere lejligheder kommenteret, at kommunerne læser lovgivningen, som fanden læser biblen. En replik som hun igen gjorde brug af i førnævnte udgave af ’Debatten’ med Joachim B. Olsen. Vores medmennesker bliver med andre ord holdt som gidsler mellem kommunerne og vores lovgivning (politikerne). Det var desværre ikke noget, en rød regering fik ændret på.

MED EN BORGERLIG regering ved roret og et kontanthjælpsloft, der er trådt i kraft, er der tusindvis af borgere, som bliver urimeligt ramt og berørt af loftet. De sidder fast uden udsigt til at komme i ressourceforløb, revalidering, fleksjob eller pension. Det er sjusk og dårlig politisk arbejde, at vores beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen (V) først nu vil se på mulighederne for at stramme op, for at få de syge kontanthjælpsmodtagere afklaret til videre forløb. Det må siges, at ske i den forkerte rækkefølge og alt, alt for sent.

Blå fløj styrer målrettet efter mantraet; det skal kunne betale sig at arbejde, og styrer mod at få kontanthjælpsmodtagerne ud på arbejdsmarkedet. Desværre er der kun ca. 25 procent, som er i stand til at tage et arbejde på ordinære vilkår.

Ifølge beskæftigelsesministeren skal de arbejdsløse bare henvende sig ved det lokale jobcenter og bede om at få et job på få timer, så de kan opfylde kriterierne for 225 timers reglen. Gid det var så enkelt!

Én ting er, at der slet ikke findes ret mange jobs, hvor arbejdsgiver vil ansætte for kun 6 timer ugen. En anden ting er, at mange kontanthjælpsmodtagere er blevet undtaget for 225 timers reglen, fordi de ikke er jobparate, men de er åbenbart heller ikke parate til at opfylde kriterierne for revalidering, ressourceforløb, fleksjob og pension. Vores medmennesker falder mellem to stole, hvor ingen muligheder er for at komme videre.

HVORFOR ER DER ingen i den socialpolitiske debat, der vil diskutere, for hvor længe det er rimeligt at modtage en ’midlertidig’ ydelse, som skal fungere som det laveste sikkerhedsnet? Hvis to, fire eller tyve år er midlertidig, bør ’midlertidig’ måske have en hel ny definition? Det burde ved lovkrav gøres muligt at sætte kommunerne under administration, hvis de holder borgerne for længe på kontanthjælp.

Men svaret er enkelt: de svage, vores medmennesker på kontanthjælp, som den røde fløj gerne vil fastholde som ofre, og den blå fløj gerne vil trampe på – de er med til at holde hjulene i gang.

Først og fremmest hele beskæftigelsesområdet og ikke mindst jobcentrene. Det er et kæmpe stort maskineri, der vigtigst af alt holder mange jobkonsulenter beskæftigede. De får ikke folk i arbejde, til gengæld kan de etablere virksomhedspraktikker som hovedbeskæftigelse og dermed sikre gratis arbejdskraft til vores virksomheder.

ORGANISATIONER og virksomheder indenfor velgørenhed lever groft sagt af vores socialt udsatte – i den gode sags tjeneste selvfølgelig.

Jeg anerkender, at de gør et kæmpe stort stykke arbejde for vores socialt udsatte. Men hvorfor har de ikke været mere tydelige i den offentlige debat til at stille krav om et mere rummeligt arbejdsmarked, så de socialt udsatte med udfordringer udover ledighed kan komme væk fra kontanthjælpen – og i det hele taget få den gruppe væk fra den ydelse.

I stedet har jeg ’kun’ hørt folk som Lisbeth Zornig Andersen tale om, at nu vil vi se fattige børn på gaden på baggrund af kontanthjælpsloftet. Tænk hvad der vil ske, hvis de socialt udsatte rent faktisk fik bedre levevilkår ved et effektivt og målrettet ressourceforløb, fleksjob eller en pension – eller nogen af dem faktisk fik sig et job. Så vil Lisbeth Zornig og co. jo miste en stor del af deres eksistensgrundlag.

Med andre (grove) ord, så har de, der gerne vil hjælpe vores svage, et stort incitament i at fastholde dem i ’fattigdom’ for at holde gang i egen business. For så længe de kan diskutere ’fattigdom’ i Danmark og holde vores ’stakler’ på kontanthjælp fast i systemet, lige så længe har de i det mindste selv en beskæftigelse.

Debatten om kontanthjælpsloftet handler derfor langt fra kun om fattigdom, den enlige forsørger og børn på gaden – ja faktisk handler den om alt andet end det. Den handler om, at Danmark taber alt for mange menneskelige ressourcer i noget, der var tænkt som et midlertidigt sikkerhedsnet.

Marianne Stein 

 

Læs kronikken i Politiken her

 

Brug for en Professionel Bisidder kontakt mig her

Skal andre læse dette?
Del her

Facebook
Twitter
LinkedIn

Et kærligt indspark

bliv klædt på til din sag

#Mariannestein

Relaterede indlæg

ANNES SAG BLEV AFVIST AF PENSIONSNÆVNET

I min praksis blev 2024 rekordåret for henvendelser fra syge, med svære invaliderende lidelser og skader, der har fået afslag fra pensionsnævnet.   Og efter alt at dømme, på de henvendelser jeg allerede har fået her i 2025, fortsætter den kedelige tendens.   Det har store omkostninger at få et afslag fra pensionsnævnet – både

Læs mere »

Deltag i debatten

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top