Jeg står her på perron B. Her venter jeg sammen med de mange sygemeldte borgere, jeg repræsenterer. Alle borgere, som den daværende beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen og nuværende statsministerkandidat efterlod på perronen, efter at hendes inferno af reformer ramte netop de syge, skadelidte og handicappede fra 2013.
Lars Løkke Rasmussen fortsatte det buldrende tog i en rasende fart – derfra hvor Mette slap.
Han samlede kun få op på sin vej.
For mange af de syge, skadelidte, handicappede står stadig efterladt på perron B.
B-holdet.
Men NU bliver alting bedre. NU lover Lars Løkke Rasmussen mere velfærd for 69 milliarder. Og Mette lover endnu mere velfærd helt uden at sætte beløb på – og så beder hun om danskernes TILLID.
De må vitterlig tro, at vi danskere er komplet idioter.
For tror de virkelig, at vi er så nemme at narre, at vi lader os falde for deres ord om bedre velfærd….
Den velfærd, som selv samme politikere gennem de seneste 8 år har været med til at afvikle. Eller rettere, at destruere….
69 milliarder kroner til bedre velfærd. Det lyder jo alligevel som sød musik i ørerne.
Og jeg hilser skam bedre velfærd et STORT velkommen.
For det er et faktum, at vores velfærd sulter. Og det er et faktum, at dem, som skulle have hjælp fra vores velfærd lider.
Men hvor skal vi starte og hvor skal vi slutte.
Børnene er vores fremtid, og vi kan ikke blive ved med at finde os i, at de udsættes for offentlig omsorgssvigt i daginstitutionerne med alt for få varme hænder.
Og hvad med de gamle, som hverken får vådt eller tørt på et plejehjem? – Hvis de overhovedet må komme på plejehjem. Det er jo ikke længere nok at være langt over 90, blind og dårligt gående.
Så er der de sårbare, de syge, dem som har været udsat for en arbejdsskade eller er kommet ud for en trafikulykke. Denne gruppe af borgere har ALDRIG haft politikernes interesse. For de skal jo bare tage sig sammen. Det skal bare arbejdes væk. Et arbejde kurerer ALT.
For mig har velfærd altid handlet om, at der ville blive taget hånd om os, hvis vi skulle blive syge. Det har ALTID for mig været det sikkerhedsnet, som jeg har været så stolt af.
Det gav mig tryghed.
For ingen i Danmark kan ende på gaden, hvis de bliver syge og ikke længere er i stand til at passe et arbejde.
Men virkeligheden er en anden.
Der er IKKE længere noget sikkerhedsnet, som griber dig, hvis du falder.
Du kan faktisk godt ende på gaden, hvis du bliver syg og ikke længere er i stand til at passe et job. Det er virkelighedens Danmark anno 2019.
Antallet af hjemløse stiger i Danmark – og det er ikke kun østeuropæere, som får tallet til at stige. Danskere, som har været udsat for store sociale begivenheder, såsom sygdom og skilsmisse, kan ende som hjemløse. Vi taler om danskere, som har haft godt job, villa, Volvo og vovse.
Jeg møder alt for ofte folk, som er blevet raskmeldt af jobcenteret, og dermed har fået lukket for kassen, selvom deres læger dokumenterer sort på hvidt, at de er syge.
Det blev jeg selv i januar 2014 og stod uden forsørgelsesgrundlag i 14 måneder. Og nej, Mette Frederiksen kom mig ikke til undsætning!
Jeg er i dag selv kommet videre.
Men det er ikke takket være et velfærdssamfund, som greb mig, da jeg faldt.
I dag står jeg på perronen sammen med de mange borgere, som jeg repræsenterer fra blandet andet Mariagerfjord, Aalborg, Vesthimmerland og Jammerbugt kommune. De står alle uden forsørgelsesgrundlag efter at kommunerne stoppede deres sygedagpenge. Lægerne vurderer dem syge. Kommunerne har erklæret dem rask.
De står ikke kun på perronen, de er nemlig også røget i det sorte hul. Det hul som Mette Frederiksen ville lukke med sygedagpengereformen i 2014. For INGEN skulle stå uden forsørgelsesgrundlag, når de var syge.
Well, Mette – det hul fik du så IKKE lukket. Langt fra.
Og Lars har bare ladet stå til…
I denne uge har jeg haft flere rehabiliteringsmøder i kalenderen. Og tro mig, det kræver sin kamp bare at nå der til. Og der er meget på spil. For nogen handler det ikke KUN om at få sikret sig et forsørgelsesgrundlag, men også om at sikre sig selve livet….
Alvorlige syge mennesker skal kæmpe en helt urimelig og grotesk – og ikke mindst uværdig kamp for at få hjælp fra det, som nogen stadig kalder et velfærdssamfund. Jeg har desværre oplevet, at flere har opgivet kampen undervejs. De havde ikke kræfterne til at kæmpe.
DE HAVDE IKKE KRÆFTERNE TIL AT KÆMPE KAMPEN – FORDI DE VAR FOR SYGE…
For mig er politikerne utroværdige, magtliderlige og villig til at gå meget langt for at få stemmer.
Og de er fløjtende ligeglade med de syge…
DERFOR falder jeg ikke for dem, som lover guld og grønne skove. Eller rettere 69 milliarder kroner til bedre velfærd.
DERFOR betror jeg hverken Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen nøglerne til statsministeriet.
For ingen af dem har efter min mening gjort sig fortjent som Danmarks Statsminister.
De har slet ikke gjort sig fortjent til min TILLID.
Har de fortjent din?
Marianne Stein
Socialrådgiver
