DER ER INGEN ”KASSE” TIL ANDRÈ, LASSE ELLER VIKTOR….. OG NU MÅ DE HELLER IKKE SOVE PÅ GADEN…
Kære Socialminister, Mai Mercado, Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen, Overborgmester, Frank Jensen og Borgmester for integration –og beskæftigelse, Cecilia Lonning-Skovgaard.
I torsdags omhandlede Debatten om de hjemløse. Her mødte vi blandt andet hjemløse, Lasse Rasmussen, som meget fint beskrev sit liv som hjemløs, og om hvorfor han var hjemløs.
Tak til Debatten for at tage dette meget aktuelle og alvorlige emne op om hjemløse, som ikke længere kun er i fare for at blive kriminaliseret for hjemløshed. De bliver det allerede.
I den forgangne uge har jeg selv været en smut forbi København, for at mødes med hjemløse Viktor. Derfor dette opråb til jer politikere.
Jeg er op til flere gange landet i Jeres indbakke, og nu gør jeg det igen.
”For det er en kold tid, vi lever i…. Alle går rundt og fryser” – ikke mindst de hjemløse. Den søde juletid står for døren. Men det er nu ikke megen sød juletid at spore for de hjemløse.
Jeg har før skrevet om Viktor. Han er én af de hjemløse, som ikke rigtig passer ind nogen steder.
Han har altid været på kontanthjælp, han har flere psykiske lidelser og kan ikke fungere i sociale sammenhænge. Og han kan slet ikke honorere jobcenterets krav, hvorfor han er blevet sanktioneret i et væk med det resultat, at han blev sat ud af sin bolig i marts måned 2018.
Det var såmænd bare det lille “nyk”, vi hørte dig, Cecilia Lonning-Skovgaard, tale om i interviewet den 16. okt. 2018, Lorry.
Det lille “nyk”, en sanktion, som du fastholder, er det rigtige for at få folk mindet om, at de nok hellere må møde op på jobcenteret. Så I kan hjælpe dem… Altså den hjælp I alligevel ikke formår at praktisere.
Virkeligheden er lidt en anden, end den som I politikere går rundt og forestiller Jer – og lovgiver ud fra. For det handler ikke om, at borgerne ikke gider at møde op. Derimod handler det om borgere, som er så syge, at de ikke KAN møde op. Derfor skulle Viktor eller de andre syge borgere heller IKKE være på kontanthjælp, da det er en midlertidig ydelse. Kontanthjælp er IKKE for syge borgere.
K-kassen ( ydelseskontoret i København, hvem har i det hele taget fundet på sådan et hæsligt navn?) skriver; sanktion fremmer rådighed.
Viktor modtog 8 sanktioner – altså et ”lille nyk” HELE 8 gange – og endte med en udsættelse fra sin bolig. Herefter kunne han stadig ikke “bare” møde op på jobcenteret. I hans tilfælde fremmede sanktionering altså ikke rådighed! Han har nu gået siden marts frem til november uden tag over hovedet og en mønt på lommen.
Dette på trods af at jeg gik ind i sagen som partsrepræsentant, redegjorde for Viktors vanskeligheder, og hvor jeg påpegede, at Viktor var blevet sanktioneret på ulovligt grundlag. Men dette var skam ikke nok til, at han kunne få genoptaget sin kontanthjælp. Han skulle selv møde op…. altså det han ikke var i stand til.
K-kassens argumenter var, at når han tidligere havde klaget og havde kontaktet borgerrepræsentationen, socialministeren, ombudsmanden, borgerrådgivere og nu mig…. så kunne han også møde op…. Den lader vi lige stå!
For på det tidspunkt havde jeg selv efterlyst Viktor, fordi jeg ikke havde haft kontakt med ham i næsten 14 dage. Jeg frygtede, at han havde gjort alvor af sine selvmordstanker….
Da jeg i sommer gik ind i sagen, havde jeg kontakt til henholdsvis borgerrepræsentationen, K-kassen, Jobcenteret på Lærkevej, Borgercenter Voksen, Central Forvaltningen og hjemløs-enheden…. Et kæmpe apparat (som Viktor på ingen måde selv ville kunne have navigeret rundt i) blev sat i gang – for ingen verdens nytte. For ingen kunne reelt hjælpe med det, der var problemet; at Viktor stod uden ydelse og bolig. Jeg klagede, og sagen blev sendt videre til Ankestyrelsen. Her ligger den stadig til behandling.
De fleste opgiver, inden sagen kommer dertil.
Politiet fandt Viktor, men han havde stadig ikke overskud til kontakt til omverden. Selv mig, som han i foråret kontaktede, har han haft svært ved at holde forbindelse med. Dels fordi han uden penge heller ikke har haft en telefon og dels pga. manglende overskud.
Den 2. november fik jeg den første opringning fra Viktor. Hans mor var pludselig død to dage forinden – hans eneste holdepunkt her i livet var væk. Hende han kunne komme til, når han trængte til et bad, lidt mad og et kram.
Jeg har nu været i København, hvor jeg har haft mit første møde med Viktor. Han har endelig fået genoptaget sin kontanthjælp. Men der er tale om en ung mand, som har brug for hjælp til at komme på fode og videre med sit liv. Han har ikke brug for at blive fastholdt på kontanthjælp, vort nutids stavnsbånd.
Han lod sig for 14 dage siden indlægge på psykiatrisk afdeling, men udskrev sig selv igen efter syv dage. Det var som et fængsel. Der var larm, uro og mennesker omkring ham hele tiden. Han fik det kun værre.
Hjemløs-enheden vil skam også gerne hjælpe ham på et herberg, så kan han måske være heldig at få en bolig om 10 måneder… Men Viktor kan IKKE bo på et herberg. Han kan IKKE bo et sted med andre mennesker. Og derfor kan han heller IKKE holde ud at være indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Nu er han så i farezonen for at miste lidt af det, han nu får af hjælp. Sit eksistensgrundlag, kontanthjælp. Bliver han fundet på gaden, risikerer han nemlig at få en bøde og zoneforbud for at have sovet på en bænk. Præcis som vi har set med den hjemløse Hus Forbi-sælger, André.
Så hvor skal Viktor bo? Af alle “kasser” I har skabt med den ene reform – og love efter den anden, så har I ikke lavet en “kasse”, som passer til Viktor, Lasse og André samt de andre hjemløse, der ikke lige passer ind til et Herberg og jeres firekantede rigide systemer….
Hvor er det i øvrigt umådelig trist, at skulle beskrive om hjemløshed i Danmark i 2018 – og meget snart 2019. Og hvor er det tragikomisk at vores politikere først gør folk hjemløse og så efterfølgende straffer og kriminaliserer dem – for at være hjemløse. Det klæder på ingen måde det Danmark, vi kalder et velfærdssamfund.
Så kære politikere hvad vil I gøre for Viktor, Lasse, André og alle de andre hjemløse?
Vil I overhovedet sende dem en tanke, når I sidder trygt, lunt og godt i families skød juleaften, hvor ingenting mangler – andet end medmenneskelighed, fornuft og handling.
Med venlig hilsen
Marianne Stein
Privat Socialrådgiver
