Er det virkelig tilfredsstillende, at 63 % føler sig mødt med tillid i jobcentret?
Burde det tal ikke være meget højere for et velfærdssamfund bygget på tillid og en samfundskontrakt, hvor man går på arbejde og betaler sin skat – mod til gengæld at få hjælp, hvis man bliver syg, eller på anden vis ikke kan forsørge sig selv?
Åbenbart ikke.
På vegne af KL har Marselisborg Consulting foretaget en undersøgelse blandt 9.989 danskere med forløb i jobcentrene, hvor 59 % har svaret, at de er meget tilfredse eller tilfredse med deres jobcenterforløb.
KL har offentliggjort undersøgelsen og tallene i deres eget analysemagasin, Momentum. Det var tilsyneladende eneste medie, der ville publicere undersøgelsen…
Jeg blev nemlig selv interviewet til en artikel af en journalist fra et ret stort og betydningsfuldt medie, netop på baggrund af Marselisborg Consulting’s undersøgelse, som på daværende tidspunkt ikke var offentliggjort – ej heller fik jeg kendskab til, hvem der stod bag den.
Men jeg kritiserede tallene og “kom også til at sige”, at det lugtede af, at undersøgelsen var et bestilt arbejde med en vis agenda.
Mediet valgte at droppe artiklen – og jeg må konstatere, at jeg fik ret i, at der var nogen, der havde et ønske om få jobcentrene til at fremstå bedre end sit rygte.
For man bør forholde sig kritisk til de tal – og undersøgelsen – i det hele taget, fordi man har blandet vidt forskellige målgrupper sammen såsom dagpenge, sygedagpenge, uddannelsesparate og jobparate.
Og det finder jeg faktisk decideret useriøst.
Der er immervæk forskel på, om man kommer som ledig dagpengemodtager, får et kursus og hurtigt kommer i job igen – eller om man er kontanthjælpsmodtager, aktivitetsparat på 8. år, der stadig ikke kan se henimod en afklaring.
Sidstnævnte gruppe har jeg mødt en del af i min praksis!
Derudover må jeg knytte et par ord til de to cases, der bruges i artiklen til at understøtte de “positive” tal.
En projektleder, Lisbeth fra Silkeborg kommune, har været sygemeldt i godt og vel halvandet år, hun har under forløbet været i et ansættelsesforhold, fået forlænget sine sygedagpenge – og kan nu vende tilbage til sit job. Hun har altså modtaget fuld løn under hele sit sygdomsforløb og har derfor på intet tidspunkt været presset økonomisk.
Det bliver ligeledes fremhævet, at Lisbeth er blevet bedre til at lytte til sin krop i forløbet og har fået opbakning til ikke at påbegynde arbejdet, før hun var klar.
Fx nævner hun helt konkret en episode, hvor hun hurtigst muligt ville tilbage på sit arbejde, men hvor hendes sagsbehandler advarede hende mod det.
“Min sagsbehandler stod bag mig,” siger Lisbeth.
Men den sagsbehandling Lisbeth har modtaget, burde være mere reglen end undtagelsen. Sådan er det dog langt fra, hvilket jeg har utallige eksempler på fra min praksis.
Den anden case i artiklen omhandler Pia, der har været på kontanthjælp som aktivitetsparat siden 2016 pga. en brækket ryg.
At man overhovedet bruger hendes sag som et eksempel til at vise, at sagsbehandlingen i jobcentret er bedre end sit rygte, siger rigtig meget.
Jeg kender ikke Pia og har ingen grund til at betvivle hendes ord om, at hun har en sød sagsbehandler, men ærlig talt så kan syv år på kontanthjælp – og endda som aktivitetsparat – på ingen måde være tilfredsstillende uanset hvor sød og venlig sagsbehandleren så end er.
Det vidner for mig om, at man har opgivet/accepteret vilkårene/ og ikke stiller krav til autoriteten og ej heller kender sine rettigheder.
Syv års sagsbehandling på kontanthjælp må ALDRIG blive acceptabelt.
Og alt det der hedder psykisk helbred ift. indsatserne og kontakten er der ikke spurgt til i KL’ s undersøgelse.
I 2019 udkom SIND og Psykiatrifondens undersøgelse baseret på cirka 1400 sygedagpengemodtagere/medlemmer.
Den dokumenterede, at selvom borgeren godt kunne lide den enkelte sagsbehandler (som KL også fremhæver som vigtigt), så var forløbet og møder overordentligt psykisk belastende.
Men det har KL altså ikke haft interesse i at følge op på!
Derudover udtaler arbejdsmarkedsforskeren, Mathias Herup Nielsen sig i artiklen fra Momentum.
Selvom han også mener, at man skal være opmærksom på de forskellige målgrupper, så bakker han op og siger, at KL’s undersøgelse viser, at det i virkeligheden er en myte, at alle, der møder jobcentrene, har dårlige forløb.
Mig bekendt har ingen nogensinde sagt, at alle forløb i jobcentrene er dårlige.
Jeg har faktisk svært ved at forstå, at arbejdsmarkedsforskeren overhovedet vil udtale sig til – og dermed blåstemple – sådan en undersøgelse som denne.
I artiklen henviser han ydermere til et andet dybdeinterviews, som han og hans kollegaer har foretaget, og jeg citerer:
“Vi har ligeledes dokumenteret, at borgerne nogle gange føler sig set af de ansatte i jobcentret, som, de oplever, kæmper for dem.”
Seriøst! “Nogle gange føler sig set”. Sådan burde det da vel altid være, da det er jobcentret, der er til for borgerne og ikke omvendt.
Det siger virkelig noget om, hvad der er blevet acceptabelt af og i systemet.
KL’s undersøgelse viser også, at 20 % er utilfredse eller meget utilfredse. Blandt andet går utilfredsheden på manglende forståelse for individuelle behov, standardiseret sagsbehandling, hyppige skift af sagsbehandlere, uklar kommunikation, utilstrækkelig støtte samt bureaukrati.
Surprise! Det er netop årsagen til, at jeg og mange andre private socialrådgivere har nok at lave.
Men hvad ligger bag de 20%?
Fx viser rapporten, at borgerne er yderst tilfredse med selve samtalen med rådgiveren. Men når det så kommer handlingerne bag, altså at få borgerene i arbejde (progression), så er billedet reelt modsat. Næsten 40% tror ikke på, at jobcentret hjælper dem i job, mens kun ca. 30% gør.
Men det vi må forstå med konklusionen på undersøgelsen er:
Så længe tjeneren er sød og flik, så skidt pyt med at maden er dårlig.
/Marianne Stein
