Når “velfærdssamfundets sikkerhedsnet” lader dig falde igennem…
Da jeg for 15 måneder siden blev kontaktet af Lisbeth, havde hun et ønske om få hjælp til fleksjob. Hun ville gerne bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, men helbredet gjorde det vanskeligt på ordinære vilkår.
Lisbeth havde på det tidspunkt ikke været på arbejdsmarkedet siden 2013 pga. helbredet. Kommunen havde tidligere raskmeldt hende, hvorfor hun havde været nødsaget til at stille sig til rådighed i A-kassen. Her blev hun flere gange presset ud i kortvarige praktikker, som hun slet ikke kunne holde til (men ellers ville de stoppe ydelsen). Praktikker som altså aldrig blev ordentligt dokumenteret, og som ikke kunne bruges hverken ift. tilbagevenden til arbejdsmarkedet eller som dokumentation for nedsat arbejdsevne….
På det tidspunkt Lisbeth kontaktede mig, var dagpengene sluppet op, ligeså var kontantydelsen og derfor var hun nu henvist til kontanthjælp som “jobparat”, selvom hun pga. hjertelidelse, en uspecificeret gigtlidelse og nedslidning ikke længere kunne arbejde fuld tid. Faktisk meget langt fra.
Jeg anbefalede Lisbeth at gå til egen læge og blive sygemeldt. Herefter fik vi en aftale med en sagsbehandler, hvor første “lille” skridt i den rigtige retning blev taget…. Lisbeth blev omplaceret fra jobparat til aktivitetsparat. Der var bare den lille krølle, at Lisbeth slet ikke modtog kontanthjælp pga. ægtefælle. Så reelt stod hun i målgruppe 2.10 ( personer uden ydelse)
Da Lisbeth ikke var afklaret ift. om arbejdsevnen var varigt og væsentligt nedsat, herunder tilstrækkelig dokumentation for tidligere praktikker, og heller ikke var tilstrækkeligt udredt ift. helbred (diagnose og prognose), og desuden havde vægtproblemer, ønskede vi at gå i dialog om et ressourceforløb. Dette mente jobcenteret ikke Lisbeth var i målgruppe for, men det måtte kommunens “forlængede arm”, Ankestyrelsen så tage stilling til.
I den mellemliggende tid har Lisbeth spist af både pensionsopsparingen og af husets mursten for at overleve. Det har givet spekulationer og søvnløse nætter over om familien måtte gå fra hus og hjem… Og det har bestemt ikke gjort hende mere rask.
Derudover har Lisbeth fået stillet en diagnose, som læner sig op ad fibromyalgi, den er kronisk og uden behandlingsmuligheder.
Over sommeren var hun desuden i en praktik, som sikrede hende den “brede afklaring”. Det var en praktik, hun var glad for, og hvor hun viste interesse, gå-på-mod og engagement.
Men helbredsmæssigt tog det på kræfterne og resultat var derefter…. Lisbeth har nu en dokumenteret arbejdsevne på to x halvanden time om ugen med en effektivitet på ca. 50 %.
Vi gik herefter i dialog om førtidspension.
Men fordi Lisbeth havde vist glæde og engagement, så har hun nu en stor ARBEJDSIDENTITET skrevet sort på hvidt.
Forståeligt nok spurgte Lisbeth derfor, om hun skulle have sygemeldt sig noget mere, ladet være med at være så “positiv”, hvortil afdelingslederen så svarede; “nej, så havde vi været nødt til at sende dig ud i endnu en praktik”.
Det var imod afdelingslederens FAGLIGHED, at indstille Lisbeth til pension, da principafgørelsen 25-14 siger; at har man en arbejdsevne på over 40 min. om ugen, så hedder det fleksjob.
Jeg henviste til samme principafgørelse, som også konkluderer, at såfremt der er tale om en meget lav arbejdsevne ( ca. to timer effektiv) uden udviklingsperspektiv, så skal kommunen tage stilling til pension.
Da helbredet kun bliver værre, og Lisbeth kun klarede sig gennem praktikken med nød og næppe, er det temmelig svært at få øje på et udviklingsperspektiv.
Vi forsøgte endvidere at gå i dialog om det “realistiske arbejdsmarked”. For er det overhovedet realistisk, at finde et job på så få timer….. Jo, ifølge afdelingslederen så har de i den kommune MASSER af borgere i fleksjob på én time om ugen…. Hvilket jeg udbad dokumentation for. Det måtte jeg meget gerne få…. men har dog endnu ikke modtaget den og får den heller ikke. I stedet har jeg modtaget et svar fra jobcenterchefen, om at det vil kræve al for mange ressourcer at fremskaffe dokumentationen, hvorfor det altså ikke kan imødekommes….
I går kom svaret fra kommunens “forlængede arm”, Ankestyrelsen. De stadfæster kommunens afgørelse om afslag på ressourceforløb. Og tjaaaa, et ressourceforløb har heller ikke længere interesse. Nu er der gået et helt år, siden vi første gang gik i dialog om ressourceforløb. Lisbeths helbred og arbejdsevne er fuldt ud afklaret for egen regning.
Sagen er nu endelig klar til det rehabiliterende team, men nu er der heller ikke mere tilbage af pensionsopsparingen eller flere mursten at spise af….
Det bliver spændende om teamets “faglighed” vil indstille til fleksjob eller førtidspension…
Så du kan være sikker på, at hvis helbredet ikke får dig til ramme bunden, så gør kommunens sagsbehandling det med bravur…
Marianne Stein