Jeg har haft fornøjelsen af at læse journalist, Anders Langballes fremragende bog, FORFRA.
En stærk og medrivende fortælling, der trak på hele mit følelsesregister. Jeg blev imponeret, forarget, vred, ked – og bekræftet. Særligt om den råddenskab og forråelse der finder sted på Christiansborgs bonede gulve – om man er journalist eller politiker.
For det, der sker på Christiansborg, handler jo desværre ikke om at oplyse og skabe et bedre samfund, men derimod om ego, interesser og karriere – for ej at glemme det helt centrale: MAGT.
Og derfor har de syge netop så vanvittige dårlige betingelser. For det er et område, ingen gider at beskæftige sig med, hvad enten man er politiker eller journalist. Det har simpelthen ikke prestige at tale eller skrive om syge, der er på offentlig forsørgelse.
Vi er så nogen, der skal på den anden side, før vi ser og forstår, hvad vi selv var en del af – og får mod til at løfte sløret for de mekanismer, der er i spil.
Det skete for mig selv i 2012 efter en påkørsel, der sendte mig ud af arbejdsmarkedet, som myndighedsrådgiver, i fire et halvt år. Og det skete for Anders Langballe, da han blev ramt af ikke kun én men hele to blodpropper lige efter hinanden.
Selvom jeg aldrig har været livstruende syg med en blodprop, så genkender jeg rigtig meget i Anders’ bog. Nemlig det at blive sat ud af spillet – slået hjem som i ludo – med en sygemelding uden udløbsdato.
Udover at læse om Anders Langballes spændende karriere og et ekstremt stressfyldt arbejde, der var tæt på at koste ham livet, så læser man også om hans møde med beskæftigelsessystemet – der bestemt ikke er for alvorligt syge mennesker.
Lige fra han modtager første indkaldelse fra jobcentret, der vil tale med ham om, hvornår han kan starte i job – altså mens han stadig kæmper for at få sit sprog tilbage.
Om hvordan sundhedssystemet anbefalede ro – en anbefaling der efterfølgende blev affejet af jobcentret.
Og igen om mødet med to systemer, der står kontrastfyldt til hinanden. Et sundhedssystem, der viste omsorg og respekt, og et beskæftigelsessystem, jobcentret, hvor man blev reduceret til et tal i et regneark.
Og ikke mindst også om hans oplevelse af at blive umyndiggjort i et system der kun eksisterer for systemets egen skyld – med et bombardement af standardbreve = trusler om hvad der sker, hvis man misser en aftale. Alt sammen pres og stress fra systemet, der kun er med til yderligere at forværre helbredet.
Jeg mener, at bogen er meget vedkommende, da den netop fortæller, at vi alle KAN ende i jobcentret uanset status. Og det er faktisk med stor risiko for at opleve, at vores velfærdssamfund blot er et skønmaleri.
Jeg har, som privatpraktiserende socialrådgiver desværre en overvægt af klienter med en erhvervet hjerneskade efter blodprop eller alvorlig hjernerystelse – og oftest har de også haft en lang og god karriere bag sig. Ikke alle kommer sig så godt, som Anders tilsyneladende er.
De må tage den sociale og økonomiske deroute, fordi de netop bliver svigtet af systemet.
Mange forstår desværre ikke hvor grelt det står til, før det rammer dem selv – eller rammer som pårørende. Det gjorde jeg heller ikke.
Jeg håber, når man har læst bogen, FORFRA, at man ikke kun vil stoppe op for at tage sit eget liv op til revision, men at man også vil se langt mere kritisk på det velfærdssamfund – som vi tidligere kunne være så stolte af.
