Som iværksætteren, Martin Thorborg sagde i Debatten torsdag den 14. marts, så har de fleste politikere på Christiansborg gået den direkte vej fra gymnasiet, videregående uddannelse ind i et ungdomspolitisk parti til Christiansborg, uden nogensinde at have haft et rigtigt arbejde, eller rørt det virkelige liv.
Disse politikere, kun med erfaring og kontakt til uddannelse og det politiske liv, skal så efterfølgende ud og træffe store beslutninger på befolkningens vegne, som de er helt ude af sync med….
Og her kommer politikeren Laura Lindahl fra Liberal Alliance så ind i billedet. Laura er tilnærmelsesvis den type politiker, som Martin Thorborg refererer til.
I går smed Laura Lindahl et opslag op på sin facebookside, hvor hun tog 400.000 personer som gidsler – dem som er på kontanthjælp, fleksjob og ressourceforløb.
Hun mener, at hvis de, som politikere, letter skatten på arbejdet, så vil gevinsten ved at tage et arbejde værre større – og dermed øge incitamentet for også at gå ud og tage et hvilket som helst arbejde.
Altså det arbejde hun aldrig selv har været i nærheden af.
Lauras opslag burde være blevet knust med tavshed.
Men hun fik, hvad hun søgte. Masser af opmærksomhed, delinger, likes og kommentarer. Jeg valgte selv at hoppe med på vognen.
For problemet er, at de fleste af de 400.000 borgere slet ikke er i stand til at gå ud og tage et arbejde på ordinære vilkår – skattelettelse eller ej.
Fleksjobbere har netop fået fleksjob, fordi deres arbejdsevne er varigt og væsentligt nedsat i ethvert erhverv.
Dem som er i et ressourceforløb har komplekse problemer udover ledighed herunder helbredsproblemer og evt. misbrug. De har oftest stået længe udenfor arbejdsmarkedet, og det er tvivlsom, om de vil kunne vende tilbage på ordinære vilkår.
Af kontanthjælpsmodtagere har vi to grupper, nemlig job og aktivitetsparate.
De aktivitetsparate, som udgør ca. 75% af alle kontanthjælpsmodtagere, har problemer udover ledighed. Det vil sige, at de IKKE har mulighed for at gå ud og tage et arbejde.
De jobparate er dem, som kun er ramt af ledighed, og er derfor vurderet til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er faktisk den eneste gruppe, Laura vil kunne hjælpe med såkaldte skattelettelser ud af de 400.000 personer.
Derfor er Laura Lindahls opslag – og ikke mindst tal, skudt helt ved siden af skiven.
For mig at se, repræsenterer Liberal Alliance mere og mere den indre svinehund og Laura er ikke ked af at gå forrest. For med opslaget i går vidste hun præcis, hvad hun gjorde.
Hun provokerede og fik også den ønsket reaktion. Samtidig med at hun gravede grøften dybere mellem dem og os, ved at udstille “dem” som nogen der ikke vil arbejde, medmindre de får flere skattelettelser.
Som privat socialrådgiver har jeg ikke mødt én eneste, som ikke har været ulykkelig over at måtte forlade arbejdsmarkedet før tid.
Dem, som ønsker afklaring til et fleksjob, har ofte kæmpet flere år med lappeløsninger for at blive i deres job og på arbejdsmarkedet i det hele taget. Ofte har det forværret deres helbred yderligere ved at presse kroppen til noget, som den reelt ikke længere kunne holde til.
Desværre ses det alt for tit, at de har skulle kæmpe en kamp i jobcenteret for overhovedet at få lov at bruge deres restarbejdsevne. Det har ikke kun kostet yderligere på helbredet, men også kostet den fælles kasse for at holde et menneske fast i systemet.
Så er der alle dem på kontanthjælp. Jeg kender ikke ÉN, som ikke ønsker, at komme væk fra kontanthjælpen. Ikke ÉN. De får bare ingen hjælp, men sidder til gengæld håbløst fast – og kæmper måske både med et sundhedssystem og et beskæftigelsessystem og alt muligt andet. Hvis de kunne tage et arbejde, så gjorde de det. For der er absolut INTET attraktivt eller luksuriøst over at være på kontanthjælp.
For mange opleves det som et fængsel. De er blevet lænket til kontanthjælp, fordi de er SYGE. En fuldstændig uværdig situation.
Så hvis Laura Lindahl vitterligt vil gøre noget for den gruppe borgere, som hun nævner i sit opslag, så er det at få sat skub i afklaringen af de aktivitetsparate, de syge kontanthjælpsmodtagere i en rasende fart – til fleksjob eller førtidspension. For skattelettelser gør ikke folk raske.
Laura Lindahl viser med sin holdning ikke kun komplet uvidenhed, arrogance og mangel på respekt over for sine medmennesker. Hun fremfører også sin politik ved at udskamme og latterliggøre en bestemt gruppe af befolkningen fuldstændig uden tanke for, at sygdom eller personskade kan ramme alle – også hende selv.
Men nu har hun selvfølgelige som politiker sikret sig lukrative syge- og pensionsordninger for vores skattekroner. Laura kommer nemlig aldrig til at skulle henvende sig i det lokale jobcenter med truslen om at miste sine sygedagpenge efter kun 22 uger.
Laura Lindahl er netop den politiker, som sidder i sit Elfenbenstårn og gnaver af andre folks penge, mens undersåtterne, os borgere, bare må nøjes. Præcis som Martin Thorborg sagde i Debatten.
Hun forringer for os andre, uden selv at gå forrest.
Så husk det kræver et stærkt helbred at lade Laura Lindahl beholde sin plads (læs: sit Elfenbenstårn) i folketinget efter næste valg.
Marianne Stein
