MARIAGERFJORD KOMMUNE TIL SARAH: ADHD OG BIPOLAR ER IKKE EN SYGDOM, DERFOR RASKMELDER VI DIG – OG SER BORT FRA DIN DEPRESSION, ANGST OG STRESS

Det er min oplevelse, at der efterhånden er gået inflation i at raskmelde borgere med ADHD efter §7 i sygedagpengeloven – fordi kommunerne vælger at læse principafgørelsen 28-20, som fanden læser biblen.

 

Favrskov, Frederikshavn, Rebild og Mariagerfjord kommuner er nogle blandt mange.

 

Og 45-årige Sarah fra Mariagerfjord Kommune er én af dem, der netop er blevet raskmeldt – selvom hun tydeligvis er meget syg.

 

Sarah er ikke syg, fordi hun har ADHD og er bipolar isoleret set, men fordi hun over mange år er blevet ekstremt belastet af at være på et arbejdsmarked, der ikke har været tilpasset hendes skånebehov.

 

Hun er brændt sammen og lider derfor af depression, angst og stress efter, at hun i årevis har forsøgt at klamre sig til arbejdsmarkedet – først som pædagog og sidenhen som optiker ved hjælp af revalidering.

 

Men det lykkedes alligevel heller som optiker at opretholde en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet – hvilket de sidste års sygemeldinger vidner om.

 

Og nu kan hun ikke mere.

 

Den 18. dec. 2025 havde hun opfølgning på jobcentret, hvor det også blev vurderet, at hun var uarbejdsdygtig efter sygedagpengelovens forstand.

 

Herefter anmodede jobcentret om en læge/statusattest, som blev modtaget den 30. dec.

 

I attesten henviste lægen til den bredere lægeattest fra en tidligere sygemelding samme år, fordi den fortsat blev vurderet gældende.

 

Og ja, Sarah blev også raskmeldt i foråret 2025, hvor hun skulle stå til rådighed. Det lykkedes jo så heller ikke.

 

Sarah blev sygemeldt igen, igen.

 

Det fremgår af lægeattesten, at Sarah har flere psykiatriske forløb bag sig og lægen beskriver hende som værende i psykisk mistrivsel gennem flere år.

 

Lægen peger på lidelser, der er varige, og hvor funktionsniveauet er påvirket.

 

Lægen skriver også, at hendes høje begavelse og evne til at etablere ekstern struktur har til en vis grad kompenseret, men funktionsniveauet er fortsat påvirket.

 

Trods Sarah har været i stand til at gennemføre uddannelser, så har både uddannelses- og arbejdsperioderne været belastende for hende.

 

Lægen anbefaler derfor, at kommunen ser på Sarahs historik ift. ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet herunder flere fyringer, så man kan hjælpe Sarah til at opnå mere stabilitet på arbejdsmarkedet.

 

Men frem for at påbegynde en afklaring af arbejdsevne og hjælpe Sarah på rette vej, kvitterer Mariagerfjord Kommune den 29. januar 2026 i stedet med en afgørelse om ophør af sygedagpenge – fordi hun ikke vurderes at være syg – eller rettere uarbejdsdygtig.

 

Kommunens begrundelse er, at ADHD og bipolar lidelse er en personlighedsstruktur – ikke en sygdom. Derudover henviser kommunen til, at lægens vurdering kun er et delelement – og fraviger dermed fuldstændig helhedsvurderingen.

 

Altså det samlede billede af helbred og tilknytning til arbejdsmarkedet – eller mangel på samme.

 

Kommunen mener, at Sarah bør kunne stille sig til rådighed på et vaskeri, i en kantine eller tage et rengøringsarbejde.

 

Men uden at kommunen har forsøgt det afprøvet.

 

Afgørelsen baseres på mavefornemmelser og ud fra en teoretisk/hypotetisk antagelse, om hvad Sarah burde kunne – og ikke ud fra hvad hun reelt kan.

 

Ingen af lægeattesterne (hverken den nye eller den tidligere, der henvises til) peger på en positiv helbredsudvikling, der taler for, at Sarah kan stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet på de vilkår, kommunen nu kræver.

 

Tværtimod vurderes der netop behov for en afklaring af arbejdsevne – men som kommunen total ignorerer.

 

Og hvis lægeattesten kun er et delelement, som kommunen skriver, hvorfor bliver Sarah så raskmeldt lige efter, at kommunen har modtaget netop lægeattesten?

 

Fordi lægeattesten talte til Sarahs fordel – og ikke til kommunens.

 

Jeg har nu klaget på Sarahs vegne – ikke kun over afgørelsen men også over sagsbehandlingen.

 

Kommunen svarede hurtigt på klagen over sagsbehandlingen og vurderer, at der er handlet lige efter bogen.

 

Svar på selve klagen over afgørelsen afventer vi fortsat.

 

Så indtil videre står Sarah uden forsørgelsesgrundlag, og uden mulighed for at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet.

 

Tværtimod ligger hun dybt nede under gulvbrædderne, hvor hendes mand nu primært må holde mig orienteret – fordi Sarah ikke længere har overskuddet til kontakten.

Skal andre læse dette?
Del her

Facebook
Twitter
LinkedIn

Et kærligt indspark

bliv klædt på til din sag

Relaterede indlæg

HJØRRING KOMMUNE TÅLER IKKE KRITIK

Hjørring Kommune har ramt et nyt lavpunkt   I et desperat forsøg på at lukke munden på mig, fratager kommunen nu på formynderisk vis Signe retten til at bruge mig som privat socialrådgiver og bisidder   Siden 21. december 2025 har jeg skrevet offentligt om Signes sag i Hjørring Kommunes jobcenter.   Jeg har kritiseret

Læs mere »

Deltag i debatten

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top