Så har borgmesteren udtalt sig til TV2 Nord om sagen vedrørende Signe:
“Alle der kan bidrage til samfundet, skal gøre det – også for deres egen skyld. Det er der åbenbart uenighed om, lyder det fra Søren Smalbro.”
Nej, Søren Smalbro, det tror jeg faktisk ikke, at der er så meget uenighed om. Spørgsmålet er mere, hvornår er nok nok, hvis funktionsevnen er så nedsat, at man ikke engang kan fungere i en almindelig hverdag i sit eget hjem.
Det er der til gengæld stor uenighed om.
I mandags bistod jeg henholdsvis Majbrit og Signe til møder med Hjørring Jobcenter – som jeg sjældent vil glemme. (Jeg har løbende beskrevet Signe og Majbrits sager siden 21. dec. 2025)
Jeg havde egentligt insisteret på, at arbejdsmarkedschefen deltog i møderne. Men han har aldrig svaret på mine henvendelser og glimrede ved sit fravær.
Til gengæld sendte han aben videre til afdelingslederen, der så skulle svare på klagerne over sagsbehandlingen, som jeg har sendt på Majbrit og Signes vegne – og som vi kun skriftligt har modtaget flere ikke-svar på.
Med til historien om helbredsforværrende sagsbehandling kan det blandt andet nævnes, at jeg i april 2025 havde det første møde med Majbrit på Hjørring Jobcenter – Majbrit kom til mødet ved hjælp af sin krykke.
Det næste møde tre måneder senere, og efter flere brud på aftaler, kom Majbrit nu tydeligt kognitivt udfordret til mødet – også med hjælp af en krykke.
Den 19. dec. 2025 aflyste jobcentret uden videre det planlagte møde med rehabiliteringsteamet den 6. januar 2026.
Aflysningen har skabt yderligere stress/belastning og udover at hendes PTSD er forværret og har udviklet sig til mikropsykoser samt dissociative symptomer, så er fibromyalgien også brudt ud.
Derfor kom Majbrit i mandags nu i kørestol, ledsaget af sin mand, da hun skulle til møde i jobcentret.
Samme dag havde jeg som før nævnt også møde med Signe – det foregik hjemme hos Signe, som alle andre tidligere møder også har foregået med jobcentret.
For Signe kan slet ikke møde op fysisk.
Vi sad i Signes stue foran brændeovnen – Signe delvist liggende/siddende på sofaen.
Og hvor vi andre var tæt på at smelte pga. varmen, så var Signes ene fod og ene ben iskold – selvom hun også havde foden svøbt i en dynepose og med et tæppe over sig. Sådan er det nemlig at have CRPS.
Fælles for begge møder ovenpå den kritik der er blevet rejst lød svaret fra afdelingslederen følgende:
Det kan jeg ikke svare på.
Vi må prøve at se fremad.
Sket er sket og står ikke til at ændre.
På spørgsmålet om hvorfor kommunen havde anmodet om en lægeattest, som den efterfølgende alligevel ikke ville følge – eller som minimum følge op på, svarede afdelingslederen, at sagsbehandleren heller ikke skulle have spurgt lægen, om tilbuddet til Signe ville være helbredsforværrende.
Jeg replicerede om hun nu var i gang med at smide sin medarbejder under bussen, hvilket hun blankt afviste – og tilføjede at lægen jo heller ikke burde have svaret på det spørgsmål.
Den lader vi lige stå.
Til mødet med Majbrit gentog afdelingslederen flere gange, at hun ville have håndteret sagsbehandlingen anderledes.
Til sidst afbrød jeg hende og sagde, at så måtte jeg tage det til efterretning og afkræve at alle mine fremtidige møder med mine klienter på jobcentret bliver afholdt med afdelingslederen, for at sikre at de aftaler og planer vi indgår også holder og sikrer fremdrift i sagen. I forvejen har mine møder altid været afholdt med en sagsbehandler OG en fagkoordinator, men i Hjørring Kommune er det så ikke længere nok.
Og det må jo være konklusionen, at medarbejderne på jobcentret simpelthen ikke er dygtige nok, når afdelingslederen, til alt det der er foregået, blot siger, at hun selv ville have gjort det anderledes.
Det var der så i hvert fald to medarbejdere, der den dag hørte deres leder sige – udover os andre.
Gad vide hvad trivselsmålingen/psykisk arbejdsmiljø for medarbejderne viser på Hjørring Jobcenter?
Afdelingslederen var i øvrigt helt enig med mig, og hun kommer fremover til at deltage i alle mine møder på Hjørring Jobcenter.
Det er virkelig et interessant signal at sende – ikke kun til medarbejderne på jobcentret men så sandelig også til borgerne.
Tilbage til hvad de to møder så endte med.
Tjo.
Afdelingslederens vurdering er, at kommunen slet ikke har hjulpet Signe og Majbrit nok.
Det er alligevel noget af en konklusion, når lægerne fraråder ALT, hvad et jobcenter har at byde på. Men kommunen ved altså stadig bedre end lægerne.
Afdelingslederens ord efterlader ydermere kun den opfattelse, at Signe og Majbrit slet ikke har gjort nok selv til at få det bedre, og det skal kommunen nu hjælpe dem med!
Det er ærligt talt vildt provokerende.
Kommunens tilbud – henholdsvis Tværfaglig analyse (helhedstilbud med en psykolog og sygeplejerske) og CKU (center for kompetenceudvikling) er dog for nu taget af bordet.
I stedet skal en visitator ud i begges hjem for at gennemgå hjælpemidler – men både Signe og Majbrits hjem er indrettet efter deres behov og alt fremgår af blandt andet funktionsevnebeskrivelser, der også tidligere er godkendt af jobcentret selv.
Signe og Majbrit har gennem årene købt de nødvendige hjælpemidler – for det var alligevel nemmere end at spørge kommunen om hjælp, lød det fra dem begge.
Men nu vil kommunen insistere på, at den skal se på hjælpemidler, som Signe og Majbrit allerede har – eller ikke mangler.
En visitator/ergoterapeut er altså det eneste kommunen kan byde ind med – hvilket må siges at være yderst tankevækkende og bekymrende ovenpå alt den ballade med fatale konsekvenser ift. helbredsforværringer kommunen har skabt for både Signe og Majbrit de sidste mange måneder.
Så ærligt talt hvornår er nok nok?
Er der overhovedet en voksen til stede i Hjørring Kommunes jobcenter – og hvem tager en alvorssnak med denne afdelingsleder, der tydeligvis ikke kender grænsen?
