Det er ALTID kommunens ansvar at sagsbehandle, rådgive og vejlede korrekt og sikre at borgerne får de rette ydelser.
Lad mig sige det sådan, nogen kommuner er bedre til dét end andre. Og i visse tilfælde er der absolut plads til forbedringer.
Når borgerne bliver utrygge i sagsbehandlingen eller føler sig dårlig behandlet, så vælger nogen at række ud efter en privat socialrådgiver som mig.
I sidste uge skrev jeg om, hvordan jeg i de seneste måneder har haft usædvanlig travlt med at klage over sagsbehandlingen i flere kommuner.
Klagerne har alle ført til et sagsbehandlerskift og en ny retning.
Men jeg har også haft travlt med at klage over kommunernes afgørelser om stop af sygedagpenge. Og bare her i september – lidt over halvvejs gennem måneden – ligger der nu to afgørelser om, at mine klienter har fået medhold.
Den ene klient fik klaget i 11. time på min foranledning. Vi var virkelig i tidspres, og jeg måtte blot assistere med lidt ”buzzwords” på en mail, så hun kunne få klagen sendt afsted.
Klagen kom aldrig videre til Ankestyrelsen.
For kommunen revurderede afgørelsen og kom frem til, at hun alligevel var berettiget til sygedagpenge efter § 27 nr.1 stk. 2.
Sådan!!!
Men hvis ikke hun havde fået klaget, var hun overgået til et jobafklaringsforløb på en langt lavere ydelse.
Tilbage i februar måned udarbejdede jeg en klageskrivelse for en anden klient. Selvom sagen tydeligvis ikke var tilstrækkelig belyst, rettede kommunen ikke ind.
Klagen blev sendt videre til Ankestyrelsen til behandling.
Og i tirsdags fik vi så endelig svar. Ankestyrelsen har kendt kommunens afgørelse ugyldig, da den ikke var tilstrækkelig belyst.
Kommunen skal træffe en ny afgørelse.
I den mellemliggende tid har min klient så mistet sit arbejde, da hun med kommunens (ulovlige) afgørelse måtte overgå til et jobafklaringsforløb og dermed ned på en lavere ydelse.
Og kommunen. Tja, den skal betale sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, men ellers har det absolut ingen konsekvens, at den har sagsbehandlet så forkert.
Jeg vil mene, at der er blevet handlet mod bedre viden, og helt bevidst ud fra devisen går den, så går den.
Men den gik så ikke denne her gang!
Hermed en påmindelse om, at hvis kommunerne bare opfører sig ordentligt, og gør det, som jeg indledte dette indlæg med, ja, så var der ikke brug for private socialrådgivere… Sådan sat helt på spidsen.
Jeg får ofte spørgsmålene, om det kan betale sig at klage. Og om det vil skade ens sag at klage.
Jeg anbefaler altid at bruge sin klageret, hvis man er uenig i kommunens afgørelse. Det er din ret, og det er din retssikkerhed – og det gør dig hverken til en ”brokrøv” eller en kværulant.
Men det er ikke altid, at jeg fx mener, at man skal hyre sådan en som mig til at klage (hvis jeg fx vurderer dine muligheder minimale for at få medhold) – så hellere at man selv lige sætter et par ord sammen om, at man er uenig i afgørelsen, og hvorfor man er uenig – og så afsted med den.
Igen det er din ret. Og det bliver sagsbehandleren ikke sur over. Og du skader heller ikke din sag.
Tværtimod. Du har intet at tabe. Kun alt at vinde.
Og det må siges at være tilfældet her i de nævnte sager.
Jeg kan derfor kun sige det igen og igen. Klag, stå op for dig selv – eller få nogen til at hjælpe dig, hvis du ikke selv kan.
/Marianne Stein
