Inden for de seneste måneder har jeg måtte klage over sagsbehandlinger – og over helt specifikke sagsbehandlere – i flere af mine klienters sager.
Det er faktisk på et helt usædvanligt niveau.
Klagerne er virkelig på sin plads. Og det ved jeg, da jeg selv har overværet handlingerne i min rolle som privat socialrådgiver.
I samtlige sager har det udløst et nødvendigt sagsbehandlerskift.
Men det handler ikke bare om at klage og et sagsbehandlerskift. For rigtig meget går i stykker under sådan et forløb. Mest af alt en brudt tillid til det system, der er sat i verden til at hjælpe.
For nogle har mødet med specifikke sagsbehandlere også påført dem et psykisk traume, der måske aldrig går væk.
Det synes jeg faktisk er temmelig alvorligt.
Og så handler det også om en manglende retssikkerhed.
Man har hørt om pressede borgere, der har handlet i affekt og afmagt, når fx deres forsørgelsesgrundlag er blevet taget fra dem.
Og lad mig slå fast, vold og trusler er aldrig vejen frem. Men jeg forstår, hvorfor det kommer dertil.
Politikerne tyer til nye love og stramninger og således blev chikane-paragraffen også en del af lovgivningen, for at beskytte de offentligt ansatte som trygt skal kunne gå på arbejde.
Og selvfølgelig skal de det.
Men skal borgerne ikke også trygt kunne møde systemet?
Åbenbart ikke.
For hvilken lov skal passe på borgerne, når sagsbehandlere opfører sig groft eller direkte begår overgreb mod borgerne?
I 2019 blev psykisk vold kriminaliseret, men her er kun tale om den psykisk vold, der bliver begået i nære relationer. Altså ikke når myndigheden begår psykisk vold. Og jeg må indrømme, at jeg alt for ofte er vidne til den slags overgreb.
“Ej, det har jeg aldrig sagt.”
“Det må vist være noget, du har misforstået.”
“Jamen du ville jo selv.”
Det er replikker, der oftest er sagt ifm. pres ift. praktikforløb, hvor man har presset borgeren op i flere timer end vedkommende har været i stand til.
Derudover er der også alle de episoder, hvor aftaler ikke bliver overholdt, oplysninger bliver fordrejet, tilsidesat eller helt ignoreret.
Ja, selv praktikbeskrivelser/arbejdsevnebeskrivelser er blevet manipuleret og fordrejet.
Derudover har jeg også et eksempel, hvor en sagsbehandler indkaldte sin borger til samtaler hver 14. dag – borger er svært fysisk og psykisk syg (ptsd), og fik kun forværret sin stress ovenpå de mange møder, der kun var sat i stand som magtdemonstration. Der var uden tvivl tale om psykisk vold.
Eller der hvor sagsbehandleren slet ikke havde læst sagsoplysningerne, men blot ville møde borgeren uden at være “farvet” af sagen = havde ikke tid til at læse sagen. Hvilket betyder, at borgeren skal bruge uanede kræfter på dels at fortælle sin historie igen for 117. gang og dels sikre at alle nødvendige oplysninger bliver forstået, og vægtet ift. det videre forløb.
Eller den pressede sagsbehandler, der råbte og skreg hen over bordet; “jeg er da skideligeglad. Og jeg har vigtigere opgaver end din.” Kommentaren faldt ovenpå, at jeg kritiserede, at sagsbehandleren endnu engang ikke havde overholdt aftalerne, fulgt op på nødvendige tiltag, og at vi ville klage over sagsbehandlingen og den manglende progression.
Ligeledes ser jeg en tendens hos de sagsbehandlere, der ikke står stærkt i deres faglighed. I stedet for at tage mine indspark som et konstruktivt bidrag til sagen, vælger de at blive fagligt ramt og tage det personligt og tyer sig til mundkurven om, at jeg kun er bisidder og slet ikke må tale. Det er så fjollet og barnagtigt og skaber kun en unødvendig konflikt – og efterfølgende en klage lige i rumpetten.
Eksemplerne vidner om pressede sagsbehandlere og dårlige arbejdsvilkår. Men det bliver aldrig min opgave at tale socialrådgivernes sag… den del overlader jeg til Dansk Socialrådgiverforening. Og man kan jo virkelig undre sig over hvor total fraværende foreningen er ift. at sikre bedre arbejdsforhold.
Men tilbage til borgernes retssikkerhed.
Hvis sagsbehandleren/kommunen begår overgreb, er der absolut INGEN retssikkerhed. Man kan henvise til god forvaltningsskik, og sagsbehandlingsparagrafferne i Retssikkerhedsloven på det sociale område, såsom hurtighedsprincippet, dialog og medinddragelse osv. men det er jo altid op til kommunen selv at vurdere, om den har begået fejl.
Og det har den som regel ikke, ifølge kommunen selv – den er blot ked af borgerens “oplevelse.”
Så når kommunen benægter fejl, er der ikke en Ankestyrelse at kunne gå til. Heller ingen domstole. Og har man ikke råd til en privat socialrådgiver eller anden hjælp at række ud efter, så er man vitterlig prisgivet i det her system.
Det må ærligt talt kunne gøres bedre – og da det faktisk fungerer godt i nogle kommuner, så handler det ikke kun om “flere penge” og “en kompleks lovgivning.” Husk på det til det kommende kommunalvalg!
/Marianne Stein
