For to år siden startede jeg op som privat socialrådgiver i fleksjob i min mands firma. Den vildeste beslutning jeg har taget til dato.
Den bedste beslutning jeg har taget i mit liv.
Det har været vanvittigt hårdt, men også utrolig spændende og jeg ELSKER, at være det sted i mit liv i dag – og hjælpe andre ud af jobcentrets vildveje.
I dag har jeg fundet GAVEN, som man så flot, siger det….
For jeg var ALDRIG gået denne her vej, hvis ikke jeg var blevet påkørt, og selv var havnet på den anden side af skrivebordet.
Dermed ikke sagt at jeg ønsker at gå samme vej igen. For det vil jeg under ingen omstændigheder!
Så da jeg den 29. november 2018 blev påkørt – nu for tredje gang, var det en knap så cool Marianne, bilisten blev mødt af.
For jeg nærmest fløj ud af min bil, som holdt midt ude på vejen ( i mørke), hvor jeg så overfusede den stakkels mand, som i sin Audi ganske let havde været oppe at “kysse” bagenden på min bil – med nok kraft til, at jeg mærkede et smæld i min ryg og nakke, igen.
Jeg var hverken i stand til at flytte mig selv væk fra vejen, flytte min bil, hvor min datter stadig sad skræmt på bagsædet. – Skræmt over min opførsel og reaktion.
Jeg var mildest talt det værste eksempel på et hysterisk kvindemenneske.
Alle fornuftige mennesker ville have fundet mit optrin sindssygt og hysterisk. For hvorfor dog så dramatisk – ingen var kommet til skade, bilen havde ikke fået en skræmme. SLAP DOG AF, KVINDE!!!!
Men min reaktion skyldtes ikke selve påkørslen.
Min reaktion var angsten og frygten for en ny runde i Tour de jobcenter….. Ja, jeg var overvældet af angst.
For det er hvad systemet har gjort ved mig.
Jeg mødte ikke et system – et sikkerhedsnet der greb mig, da jeg havde allermest brug for det.
Det var derimod et system, som forsøgte at nedbryde mig, afvikle min arbejdsevne – mens selvsamme system ironisk nok hele tiden havde fokus på at UDVIKLE min arbejdsevne, koste hvad det ville.
Så da jeg stod der ude på vejen, hysterisk og helt ude af flippen, var det langt fra den Marianne, som tidligere havde håndteret påkørsler med et køligt overblik…..
Som da jeg tilbage i maj 2012, på vej hjem fra job, blev påkørt med 50 km/t, da en ung kasket fyr ikke overholdte sin vigepligt og bragede ind i siden på min bil. Bum.
Ud over forskrækkelsen var jeg heldigvis uskadt. Jeg fik på rolig vis alle relevante kontaktoplysninger på bilisten, vidner, kontaktet politiet, autohjælp, forsikringsselskab og ikke mindst arrangeret hjælp til at hente mine børn fra børnehaven. Dem kunne jeg nu af gode grunde ikke selv hente, da bilen ikke kunne køre fra ulykkesstedet.
En times tid senere forlod jeg stedet med mine to indkøbsposer, en i hver hånd og taske over skulderen og gik til nærmeste busstoppested og hoppede på en bus hjem.
Den efterfølgende tirsdag (mandag var 2. pinsedag) tog jeg igen på job alt var godt.
Tre en halv måned senere – torsdag den 13. september på vej til job.
Min mand, som denne morgen var chauffør, og jeg havde lige afleveret begge børn i børnehaven, da vi endte i trafikkaos pga. vejarbejde. Jeg kunne konstatere, at jeg ikke ville nå mit aftalte møde til 08.30 og ledte derfor efter min telefon i min taske i bunden af bilen…. på vej op i siddeposition igen blev vi påkørt. Bum. Denne gang bagfra.
Jeg mærkede desværre en smerte i nakken, og mens min mand fik klaret det praktiske med kontaktoplysninger mv. med den unge kasket fyr – nu nummer to på listen(som havde siddet og sms’et og derfor havde været uopmærksom), så kontaktede jeg min læge.
“Snup et par Panodiler og se tiden an”, lød beskeden.
Et par Panodiler var desværre ikke nok….
En påkørsel helt uden blod, lemlæstelser og flere hundrede meters bremsespor, resulterede i fire måneder fuldtidssygemelding. Seks måneders forsøg på tilbagevenden til mit job som socialrådgiver i børne- og familieafdelingen, en fuldtidssygemelding igen, en afskedigelse, en praktik, som måtte afbrydes, utallige behandlinger hos fys, kranio sakral, akupunktur, læger, speciallæger mv, og et jobcenter, som stoppede mine sygedagpenge og lod mig stå uden forsørgelsesgrundlag i 14 måneder og lidt flere praktikker….
I alt fire år stod jeg udenfor arbejdsmarkedet, hvor jeg var underlagt jobcenterets regeltyranni og diktaturregime.
Jeg er ikke kommet så langt i dag, fordi der var et fantastisk jobcenter, som tog mig i hånden og skabte ro om min situation, og viste mig vejen og nye muligheder som en amputeret socialrådgiver…….
Nej, for et jobcenter nedbryder, afvikler, og udsætter dagligt deres helbredsramte borgere for psykisk vold – og det sidste de gør, er at få dig tilbage til arbejdsmarkedet…
Det var det som ramte mig, da jeg stod ude midt på vejen en mørk novemberaften, hvor jeg overfusede den mandlige bilist.
Med min egen historie in mente, min erfaring som privat socialrådgiver, så ved jeg om nogen, hvordan jobcentrene fastholder mennesker i systemet, pga. økonomisk kassetænkning, inkompetence, mangel på indsigt, empati og skræmmende lidt faglighed…. det er ikke jobcentrene, de politiske beslutninger og nye reformer der får folk tilbage på arbejdsmarkedet.
Langt fra.
Lige for tiden plejer jeg mine nye skavanker, mens jeg hepper på alle mine nye ”Førertrøjer”, som også dagligt kæmper med smerter og skader efter piskesmæld påført af påkørsler og bilulykker mv.
Og de kæmper ikke kun med smerterne. De kæmper også mod systemet, jobcentrene, som skulle hjælpe dem tilbage til arbejdsmarkedet, men som gør det stik modsatte – og kun gør dem mere syge.
Hvilket i mine øjne gør jobcentrene til helvede på jord.
Marianne Stein
2 kommentarer til “JOBCENTRENE ER HELVEDE PÅ JORD….”
Hvor skønt at du har energien til at hjælpe andre. Jeg er desværre på 3.år i jobafklaringsforløb og hvor kan jeg genkende det du skriver. De bliver ved med at sende mig rundt til dit og dat og når det så ikke går deres vej finder de på noget andet vi nu skal afvente. Nu trækker de mig bare rundt i manegen. Det er så opslidende men jeg håber på snarest at blive enten arbejdsprøvet igen eller pensioneret, men man kan jo dog aldrig vide hvor det ender henne.
Det er nemlig ironisk de skaber den kognitive dissonans ved at officielt vil udvikle arbejdsevne, men fratager de fleste de evner, hvis de overhovedet havde dem til at begynde med i forløbet.
Vidste ikke du var havde været med i så mange ulykker.
Jeg håber du får hurtigt og god bedring.