Jeg har gennem de sidste seks år været involveret i over 25 sager i Jammerbugt kommunes jobcenter. Det er sager, hvor det blandt andet er endt med førtidspension eller fleksjob på ganske få timer.
Efter min vurdering kunne det i mange tilfælde have været endt anderledes – og med et langt bedre helbred og arbejdsevne – hvis jobcentrets sagsbehandling havde været mere kompetent og respektfuldt.
Trods gentagende kritik, møder og dialog med jobcentret, så fortsætter den dårlige sagsbehandling. Derfor må jeg endnu engang tage ordet.
Tre dage i træk i denne uge har jeg bistået alvorligt syge i Jammerbugt kommune. Tre mennesker med hver deres historie om eklatante svigt i sagsbehandlingen, der over flere år har forværret deres helbred i sådan en grad, at fleksjob og førtidspension nu er eneste løsning.
Men det var ikke det, de havde haft tanker eller ønske om, da de i første gang tog kontakt til jobcentret.
I 19 år har ”Rosa” været på kontanthjælp – eller det vil sige, det har vi regnet os frem til. For aktindsigten går kun tilbage til 2015. Men ikke desto mindre har hun ikke været i ordinær beskæftigelse siden 2004 – i hvert fald ikke uden hjælp fra kommunen.
Fleksjob er for længst passé, det er helt sikkert – og det kan jobcentret tage æren for.
Nu er helbredet så svækket, at der i desperation blev søgt om førtidspension på det foreliggende grundlag – uden at dokumentationen var tilstrækkelig. Ja, du læste rigtigt. På 19 år har man stadig ikke tilstrækkelig dokumentation for en afklaring til trods for utallige praktikforløb og ikke mindst diagnoser.
Og dokumentationen er afgørende for en førtidspension.
Jeg er kommet på sagen, og ansøgningen om førtidspension er trukket tilbage. Vi har haft møde med en kompetent fagkoordinator. Rosas sag skal efter aftale behandles efter de “almindelige vilkår” for en førtidspension, hvor jobcentret nu vil anmode om de nødvendige lægelige attester til at oplyse sagen. Derudover vil funktionsevnebeskrivelsen, som Rosa på min opfordring har udarbejdet, også blive vedlagt.
Men det skulle altså tage 19 år at komme hertil.
Så er der ”Rasmus”, der var ude for en ulykke for fire år siden. I ønsket om at komme tilbage til arbejdsmarkedet hurtigst muligt, har han gjort alt, for at vise hvad han kunne i en praktik. En praktik der har varet i 11 måneder – uden dog at kunne bruges til andet end at “holde ham i gang,” som sagsbehandleren fik det udtrykt.
Så selvom praktikken ikke har været retvisende, ikke tilgodeset skånehensyn, muligvis forværret helbredet yderligere og vist en – til dato – arbejdsevne på seks timer om ugen, så var planen nu en revalidering, hvor Rasmus i øvrigt kunne vælge fra alle hylder.
Rasmus var chokeret. Der er immervæk langt fra seks timer op til 37, som kræves for en revalidering*.
Han var i øvrigt orienteret om, at fleksjob jo ikke var en mulighed, for det var kun for dem, der havde psykiske diagnoser…
Rasmus har nu ønsket, at jeg skal bistå ham. Jeg har kritiseret den langvarige praktik på 11 måneder – hvor sagsbehandler kvitterede med en direkte henvendelse til Rasmus, “jamen du ville jo selv!”
Goddag mand ønskeskaft. Det er da vist ansvarsfralæggelse, der vil noget.
Vi forventer, at der kommer en afklaring på baggrund af den kommende praktik, som naturligvis skal tilgodese ALLE skånehensyn.
I går fik “Sofie” så ikke den nødvendige førtidspension, som hun i øvrigt heller aldrig har haft et ønske om at få – før nu.
For efter fire år i jobafklaringsforløb, hvor Jammerbugt Jobcenter gang på gang har begået eklatante fejl i sagsbehandlingen, og derfor ikke har formået at afklare hendes arbejdsevne, blev hun i går indstillet til sit 3. jobafklaringsforløb – med henblik på afklaring af arbejdsevne.
Men Sofie har ikke længere tillid til Jammerbugt jobcenter.
De har tidligere sendt hende i flere praktikforløb, der ikke har opfyldt skånehensynene, og som dermed har forværret hendes helbred yderligere – og som også er årsagen til, at en førtidspension nu er nødvendig.
Vi har de sidste måneder arbejdet hårdt på at få sagen klar, så vi kunne undgå det 3. jobafklaringsforløb. Blandt andet fik vi rehabiliteringsteamsmødet udsat, fordi der ikke havde været 3,5 års samtale med sundhedskoordinator, som loven ellers foreskriver.
Efter denne samtale blev sagen sendt videre til Klinisk Funktion for en bred vurdering – og de ville ikke fraråde praktik.
Vi må efter mødet i går sande, hvilket heller ikke kommer som nogen overraskelse, at rehabiliteringsteamet alene forholder sig til, at Klinisk Funktion ikke udelukker praktik.
Imens alt andet sagsmateriale, herunder funktionsevnebeskrivelse, kun er delelementer, så er lige præcis denne sætning fra Klinisk Funktion naturligvis et helt afgørende element!
Og det, at Sofie læste sin beskrivelse op fra seneste uges alvorlige symptomer, blev af mødeleder kvitteret med, at Sofie jo bestemt godt kunne noget!
Med indstillingen om et 3. jobafklaringsforløb kan vi om godt og vel tre måneder så igen sidde ved et dyrt og omkostningsfuldt rehabiliteringsteamsmøde, hvor de indstiller til den førtidspension, som vi allerede nu ved, at det hele vil ende med.
Og sådan spilder vi helt unødvendigt skattekroner på at køre mennesker helt ud over kanten – for systemets egen skyld.
Jobcenter Jammerbugt har i alle tre tilfælde begået så mange alvorlige fejl i sagsbehandlingen med helbredsmæssige konsekvenser til følge. Det har ikke bragt de omtalte mennesker tættere på arbejdsmarkedet – tværtimod. Til gengæld har det kostet vores medborgere tusindvis af skattekroner og holdt medarbejderne i jobcentret beskæftiget i en årrække!
Kan en borgmester virkelig sidde dette overhørigt?
/Marianne Stein
Forfatter, debattør, journaliststuderende og privatpraktiserende socialrådgiver
*Med en revalidering forventes det at man efterfølgende kan blive selvforsørgende på det ordinære arbejdsmarked.