Statsministerens ord om at lukke jobcentrene klinger temmelig hult. Det vigtigste er at give folk tid, ro og tillid og at bringe fleksjob og førtidspension hurtigere i spil.
Dette indlæg er bragt i Politiken den 22. januar 2025
Og du, der er sygemeldt fra jobbet. Du skal behandles med ordentlighed og respekt. Derfor vil vi ændre beskæftigelsessystemet og lukke jobcentrene«. Citatet fra statsministerens nytårstale 1. januar 2025 er ikke alene en forfladigelse af et ekstremt alvorligt problem. Det er også fuldstændig blottet for nuancer.
Ordentlighed og respekt for det enkelte menneske begynder på Christiansborg, men ikke fordi man lukker jobcentrene.
Som privatpraktiserende socialrådgiver – og nu tidligere ansat på en fleksjobordning i 8 år – har jeg en hel del erfaring med jobcentersystemet fra begge sider af bordet. Jeg møder ikke kun »sygemeldte fra jobbet«, men også langtidssyge, kronikere og handikappede, der har været i systemet på forskellige kontanthjælpsydelser i årevis – vel at mærke i takt med psykisk og fysisk helbredsforværring. Samtidig er de kommet længere væk fra arbejdsmarkedet – stik modsat de politiske ambitioner.
Den 12 år gamle reform fra 2013, som Mette Frederiksen stod i spidsen for, da hun var beskæftigelsesminister, har aldrig været bygget på ordentlighed og respekt, men derimod på en nedladende retorik, mistillid samt en disrespekt for det enkelte menneskes værdighed og integritet.
Tilbage i 2012 blev jeg påkørt bagfra og fik et alvorligt piskesmæld, der medførte en langtidssygemelding og arbejdsprøvning. Det lykkedes mig i 2013 at komme op på 20 timer om ugen.
Men det var ikke nok for jobcentret, der sammen med min arbejdsgiver pressede mig til en raskmelding. Konsekvensen blev en ny fuldtidssygemelding, efterfulgt af flere arbejdsprøvninger, og en lang periode uden forsørgelsesgrundlag, da jobcentret raskmeldte mig endnu engang – denne gang med en arbejdsevne på kun fire timer om ugen.
Således blev jeg ikke kun påkørt af en bil. Jeg blev også kørt over af jobcentret. Sidstnævnte havde de mest alvorlige følgevirkninger på mit helbred og dermed arbejdsevne.
Efter to et halvt år blev jeg visiteret til fleksjob – på fire timer om ugen – og det er tragisk nok ikke lang tid i det system.
Det skulle vise sig umuligt at få et job på så få timer. Jeg kom til at gå yderligere to år, før jeg i desperation tog springet, og blev ansat som privat socialrådgiver i min mands virksomhed.
Jeg øjnede en mulighed for et job som privat socialrådgiver, som systemet paradoksalt nok selv har skabt behov for.
Siden reformen fra 2013 er antallet af private socialrådgivere kun vokset, da systemet er blevet så uigennemskueligt, at det er svært at navigere i på egen hånd. Det var det også for mig – til trods for at jeg selv var uddannet socialrådgiver.
Jobcentret er sat i verden for at udmønte den lovgivning, der er udstukket fra Christiansborg. Hvis politikken og menneskesynet er den samme, ja, så er jobcentret jo kun et navn, der kan udskiftes med et andet.
Derfor klinger statsministerens ord om at lukke jobcentrene temmelig hult i mine ører. Særligt hvis man fortsat har tænkt at lade de langtidssyge være en del af beskæftigelsessystemet.
Fra politisk side har man samlet alt for mange mennesker med vidt forskellige behov under ét tag. Sygdomsramte ingen undtagelse.
Jobcentret har, som navnet selv siger, fokus på job – og ikke sundhed og helbred. Og her skal man finde én af hovedårsagerne til 12 års forfejlet beskæftigelsespolitik.
Som den danske filosof og teolog, Søren Kierkegaard sagde om hjælpekunsten, kan man kun hjælpe et andet menneske ved at møde det, hvor det er (frit citeret). Hjælpekunsten i jobcentret begynder med, hvornår tror du, at du kan arbejde igen? Og det er lige meget om vedkommende netop har overlevet en blodprop i hjernen og stadig kæmper for at komme tilbage til livet – og få sit sprog tilbage.
Syge, hvis arbejdsevne er truet, bliver presset hårdt i jobcentrets forsøg på at udvikle den. Det er de mennesker, der rækker ud efter min hjælp som privatpraktiserende socialrådgiver. Oftest for at komme på en førtidspension og få en nødvendig ro til stadig at have et liv – fremfor kun at overleve det.
Det handler ikke om, at det hedder et jobcenter, men fordi vores politikere og systemet i årevis har set bort fra helhedssynet og det individuelle behov.
Med ansættelsen i min mands virksomhed, slap jobcentret sit jerngreb, og jeg blev sat fri. I 8 år har jeg fået ro, tid og tillid til at udvikle min arbejdsevne helt uden indblanding, pres, stress og trusler fra jobcentret.
Tænk hvad samfundet kunne have sparet, hvis systemet havde mødt mig dengang med tillid, og givet mig ro til at selv at mærke og justere – fremfor hele tiden at presse og true?
I min egen praksis ser jeg jo desværre ikke nogen, der kommer for at få hjælp til at træde ud af fleksjobordningen – her er det den anden vej. De skal have hjælp til at komme fra fleksjob til en førtidspension.
Jeg håber, det bliver anderledes i fremtiden.
Nu er jeg selv udtrådt af fleksjobordningen efter flere års forsigtig optrapning af timer. Men min historie skal ikke bruges til at vise, at når jeg kan – så kan du også. For selvfølgelig vil det ikke være muligt for alle i fleksjob eller på en førtidspension at få en arbejdsevne, hvis bare de får tid og ro.
Men jeg håber, at min historie kan bruges som et vigtigt budskab til vores politikere om, at hvis vi giver folk tid, ro og tillid og bringer fleksjob og førtidspension hurtigere i spil, så kan nogen måske få det så godt, at de kan komme tilbage i et eller andet omfang for eksempel fleksjob frem for en førtidspension. Eller nedsat tid frem for et fleksjob – som i mit eget tilfælde.
Vi vil faktisk gerne bidrage og klare os selv, hvis vi kan.
Lad det være en grundlæggende præmis for den nye reform, at systemet skal møde mennesket, der hvor det er. Og ikke omvendt.
Det vil være værdigt, ordentligt og respektfuldt og bedre folks helbred, livskvalitet og evt. også arbejdsevne. Det må vel i sidste ende være det, der er formålet med det hele.
/Marianne Stein, Privatpraktiserende socialrådgiver, debattør, forfatter og journalist