HJØRRING KOMMUNE ER BLEVET DET VILDE VESTEN – SAGSBEHANDLINGEN HAR GIVET MAJBRIT MIKROPSYKOSER

Vi er flere, der har advaret.

 

Men advarslerne er blevet ignoreret – og nu kommer borgerne endnu engang til at mærke konsekvenserne af politikernes makværk.

 

Kommunerne er med årsskiftet blevet sat fri – og særligt Hjørring Kommune gør sig særdeles uheldigt bemærket med at agere kvaksalver.

 

For kreativiteten har ingen grænser ift. at opfinde nye tiltag, der skal fremtrylle en arbejdsevne.

 

Jeg skrev om Majbrit og Signes situation lige inden jul, og her en måned senere har de begge fået yderligere forværret helbredet i voldsom grad – alene på grund af sagsbehandlingen i Hjørring kommune.

 

Majbrits læge beskriver hende nu som nedbrudt og massivt påvirket kognitivt. Hun er sansemæssigt overbelastet, og der er tale om en mikropsykose, hvor hun bl.a. ser skygger.

 

Majbrit har også fibromyalgi med stigende smerter samt migræne og svimmelhed – hun er blandt andet faldet og har slået sine hænder og fødder. Hun er desuden depressiv og har selvmordstanker.

 

Lægen har derfor, efter en konsultation med Majbrit og ud fra nævnte forværringer, skrevet et notat til jobcentret, hvori kommunens yderligere planer om tiltag på det kraftigste frarådes. Igen.

 

“Kort fortalt” så fik Majbrit fem dage inden jul et brev om, at mødet med rehabiliteringsteamet den 6. januar 2026 uden videre var aflyst.

 

Begrundelsen gik på, at hun ikke havde fået en tværfaglig analyse udarbejdet af en psykolog og en sygeplejerske ift. vurdering af mulighederne for at komme i et nyt fleksjob.

 

Sagen er bare den, at hele fire læger, herunder speciallæger, og en sundhedskoordinator, helt fraråder praktik og andet beskæftigelsesrettede tilbud.

 

Og dermed også tilbuddet, Tværfaglig analyse.

 

Den 22. december sendte jeg en klage til borgmesteren. Og den 14. januar fik vi respons – et intetsigende brev fra en teamleder, der overhovedet ikke forholdt sig til vores kritikpunkter.

 

Samme dag modtog Majbrit så en mødeindkaldelse til Tværfaglig analyse.

 

Men Majbrit kommer ikke til at deltage, da det er lægeligt frarådet.

 

På grund af de voldsomme symptomforværringer og kommunens fortsat krav om deltagelse hos Tværfaglig analyse har jeg nu på ny sendt en klage over sagsbehandlingen.

 

Og Signe, som for over et år siden netop var i et forløb hos Tværfaglig analyse, var blevet anbefalet af sin sagsbehandler om at søge førtidspension på det foreliggende grundlag.

 

Men også hun fik inden jul besked om, at sagen ikke ville blive forelagt rehabiliteringsteamet, da kommunen påtænker at give afslag på førtidspension.

 

Kommunen vurderer nemlig, at hun nu har brug for et tilbud hos CKU (Center for Kompetenceudvikling, Vendsyssel), så hun kan komme tilbage på arbejdsmarkedet i et nyt fleksjob.

 

Problemet er bare, at lægen i en statusattest netop helt specifikt har frarådet CKU, da det vurderes at forværre hendes helbred yderligere.

 

Kommunens krav om CKU og sagsbehandlingen generelt, hvor Signes sagsbehandler dels ikke har ført samtaler til journal, ikke svarer tilbage på Signes henvendelser og generelt ghoster hende, har nu medført voldsom symptom/helbredsforværring.

 

Udover at jeg igen har sendt en klage til borgmesteren og diverse embedsfolk, så har den praktiserende læge også sendt et notat til kommunen om Signes forværring af smerter/CRPS.

 

Lægen beskriver, at Signes venstre side af kroppen normalt brænder meget, men nu har det også spredt sig til højre side. Signe mærker desuden akut forværring i smerter ved psykisk pressede/stressede situationer.

 

Og hvis der er noget Signe er udsat for lige nu, så er det pres og stress.

 

Lægen skriver endvidere, at Signe har en kronisk og varig lidelse med svær, svær smertetilstand. Der er ingen yderligere behandlingsmuligheder, og hendes funktionsevne er nedsat til det ubetydelige.

 

Lægen finder det uforståeligt, at Signe skal udsættes for yderligere arbejdsprøvning/ forløb på CKU, da lægen også tidligere er blevet udbedt en lægelige vurdering af, hvor vidt det er forsvarligt – og det er på det kraftigste frarådet.

 

Men kommunen svarer blot, at lægeattesten kun er et delelement.

 

Så skidt pyt med at seneste praktik måtte afbrydes efter 35 min – af en læge.

 

Man kan virkelig undres over, hvad der foregår i Hjørring Kommunes jobcenter, hvor sagsbehandlingen tilsyneladende kører i ring.

 

Jeg har haft min gang som privatpraktiserende socialrådgivere i den pågældende kommune gennem 9 år og har bestemt set lidt af hvert – men vitterligt aldrig oplevet noget lignende det, jeg nu er vidne til.

 

At man på den måde tilsidesætter lægefaglige vurderinger, for at lade det være op til en sygeplejerske og en psykolog om en borger kan arbejde eller ej, er så langt væk fra ordentlig og værdig sagsbehandling som det overhovedet kan komme.

 

Med alt respekt for en sygeplejerske og en psykologs faglighed – men hvorfor kan de bedre vurdere end læger?

 

Derfor råber jeg vagt i gevær – og hejser rødt flag.

 

Værdig sagsbehandling har været politikernes argument for at slippe detailstyringen fra Christiansborg, og dermed frisætte kommunerne – ironisk nok baseret på frikommuneforsøgene fra de nordjyske kommuner herunder Hjørring Kommune.

 

Og i stedet for at sikre bedre rammer for sygdomsramte, har man så givet kommunerne frit spil til at organisere sig som de gerne vil – og kommunerne bliver naturligvis belønnet for at få folk i jobs. Og det vil en kommune som Hjørring tilsyneladende gå langt for.

 

Men igen, vi var mange (blandt andet private socialrådgivere og også nogle få politikere) der kunne se, at det ville ende galt.

 

Meget tyder på, at vi får ret.

 

Og det her er kun begyndelsen…

 

Skal andre læse dette?
Del her

Facebook
Twitter
LinkedIn

Et kærligt indspark

bliv klædt på til din sag

Relaterede indlæg

FIRE LÆGER FRARÅDER PRAKTIK – NU VIL HJØRRING KOMMUNE HAVE EN SYGEPLEJERSKE OG EN PSYKOLOG TIL AT VURDERE OM MAJBRIT KAN KOMME I FLEKSJOB

Jeg troede egentlig, at jeg skulle gå på juleferie i fredags… men det blev ændret, da min klient, 50-årige Majbrit, uddannet pædagog, samme dag modtog et brev fra Hjørring Kommunes Jobcenter.   Heri blev hun oplyst om, at mødet med rehabiliteringsteamet, med henblik på en førtidspension, den 6/1-26 var aflyst.   Jobcentret mener nu pludselig,

Læs mere »

FAVRSKOV KOMMUNE ÆNDRER MENING – METTE BLIVER IKKE RASKMELDT ALLIGEVEL

I tirsdags kunne jeg berette om 35-årige Mette, uddannet jordemoder og sygemeldt med en belastningsreaktion. Favrskov Kommune påtænkte at raskmelde hende, fordi hun havde talt om sin mands ADHD til møderne på jobcentret.   Kommunen vurderede derfor ikke længere, at Mette var syg pga. sin egen sygdom.   En sag som Mettes berører mig altid

Læs mere »

Deltag i debatten

1 kommentar til “HJØRRING KOMMUNE ER BLEVET DET VILDE VESTEN – SAGSBEHANDLINGEN HAR GIVET MAJBRIT MIKROPSYKOSER”

  1. Hej Marianne
    Der skal et godt helbred til at være syg i Hjørring kommune.
    Det her ligner mit forløb 1 : 1 jeg er i hos Jobcentret i Hjørring, svære at komme i kontakt med, ignorere lægelige vurderinger og er blevet fyret fra min arbejdsplads gennem 29 år p.g.a lang behandlingstid, underkendelse af jobprøvning i virksomheden og forværring af helbred til følge.
    Får nu hjælp gennem min fagforening

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top