Så tikkede afgørelsen fra pensionsnævnet ind i e-Boks. Louise er nu officielt førtidspensionist. 28 år gammel.
Efter 13 års sygdom og efter mere end ti år fastholdt i jobcentrets lænker, kan Louise, udover at kalde sig førtidspensionist, nu også kalde sig en “fri” kvinde.
Før 2006 var Louise en aktiv pige, som dyrkede meget sport, selvom hendes medfødte kæbelidelse udløste daglige migræneanfald.
Men i 2006 udviklede hun angst og depression, udløst af de fysiske smerter efter et vrid-traume på den ene fod i forbindelse med en sportsaktivitet samme år.
I 2008 blev Louise kæbeopereret. Operationen var på ingen måde vellykket, for nu havde hun endnu flere smerter og gener end før.
I 2009 blev hun opereret i sin skadede fod, en operation som desværre ikke kunne rette op på skaden. Det skulle vise sig, at Louise havde gået i alle årene med et sprunget ledbånd. En forkert sammenvoksning betød slidgigt og kroniske smerter i ankel, knæ og hofte.
Louise kom nu på kontanthjælp, selvom hun var afhængig af krykker, ståstol og kørestol – bevilliget efter anbefaling fra kommunens fysioterapeut. Kommunen var altså fuldt ud bevidst om Louises lave funktionsniveau.
På trods af de mange FYSISKE gener valgte Jammerbugt kommune, som Louise var bosiddende i på daværende tidspunkt, at sende hende til PSYKIATRISK udredning i 2011…
Den psykiatriske udredning konkluderede, at Louise var en intelligent pige, som indtil 2006 også var en fysisk og psykisk velfungerende pige. De psykiske belastninger var alvorlige, herunder en belastningsreaktion, men stadig sekundær og en reaktion på de mange fysiske smerter og det meget nedsatte funktionsniveau. Konklusion: Funktionsniveau og arbejdsevne vurderet nedsat til det ubetydelige.
Dette valgte Jammerbugt kommune at ignorere.
I 2012 var Louise udsat for endnu et traume, hvor hun fik en piskesmældskade.
Og i 2014 blev hun endelig diagnosticeret med asperger, som måske var årsagen til angst og depression i første omgang, da hun hele tiden havde været belastet i at præstere som alle andre.
Louises sag blev herpå forelagt rehabiliteringsteamet. I lægeattesten,LÆ265 blev hendes tilstand beskrevet som kronisk, ingen behandlingsmuligheder og funktionsniveau nedsat til ubetydelige. Dette var fuldstændig enstemmigt med de øvrige lægeattester og speciallægeerklæringer vedlagt sagen.
Men teamet indstillede alligevel til et femårigt ressourceforløb.
Indsats i 2014-2019 var to madplaner udarbejdet af en diætist, på grund af den PCOS lidelse Louise også havde. En lidelse som på ingen måde havde nogen betydning for hendes nedsatte funktionsniveau og arbejdsevne – eller vægt.
Desuden blev en henvisning til autismecentret, Nordbo afvist, da Louise var for dårlig til deres behandling.
I 2016 ville Louise og ægtefællen fraflytte Jammerbugt kommune.
Men inden fraflytningen valgte sagsbehandleren i Jammerbugt jobcenter, at sende en underretning til kommunes egen børne -og familieafdeling. For Louise var gravid. Sagsbehandleren vurderede, at der var brug for ekstra støtte, men til parret blev der KUN sagt, at hun ville kontakte en sundhedsplejerske.
Ved en konfrontation truede sagsbehandleren med en tværkommunal underretning til den kommende nye kommune.
Sagsbehandleren begik den værste form for magtmisbrug.
Der var intet at komme efter. Louise var og er en velfungerende, kærlig og omsorgsfuld mor. Sagen blev lukket i Jammerbugt kommune.
Men tilbage stod Louise og hendes mand med en fuldstændig brudt tillid til systemet.
Det har været pårørende, som har bistået Louise som partsrepræsentant i sagen.
Her tre år senere blev jeg taget med på den afsluttende fase, for at sikre at ALT var, som det skulle være, inden sagen endnu engang skulle forelægges rehabiliteringsteamet – nu i den nye kommune.
Der var frygt for et nyt ressourceforløb.
Jeg kunne hurtigt konkludere, at der manglede en lægeattest, læ265. Vi fik aflyst det planlagte rehabiliteringsmøde og fik en ny dato.
Den nye lægeattest læ265 blev udarbejdet. Attesten henviste til præcis samme konklusion som i 2011 og 2014. Funktions og arbejdsevne nedsat til det ubetydelige, lidelser kronisk og stationær og behandlingsmuligheder udtømte.
Et enigt rehabiliteringsteam indstillede til førtidspension – og nu halvanden måned senere, har pensionsnævnet også truffet afgørelse om førtidspension.
Men i dag er Louise så ødelagt af systemet, at hun ikke kan forlade sit hjem uden angstanfald. Hun kan ikke læse mails eller modtage opkald fra kommunen. Hun tåler ikke at blive forberedt på møder med jobcentret, da det udløser angstanfald og dertil mange søvnløse nætter. Derfor vidste hun heller intet om datoen for rehabiliteringsmødet.
Meget har jeg set, gennem de sidste tre år, som privat socialrådgiver, men at se et så ødelagt og nedbrudt menneske til et rehabiliteringsmøde, et møde som var et direkte overgreb, er noget af det værste, jeg har været vidne til.
Hvordan havde Louises liv – og helbred mon set ud, hvis Jammerbugt kommune havde fulgt lægens konklusion og vurdering allerede i 2011….. altså for snart ni år siden??
I følge vores statsminister, Mette Frederiksen, som selv stod i spidsen for den nye fleks og førtidspensionsreform for snart syv år siden, så må det aldrig blive den praktiserende læge eller speciallæge, der skal vurdere, hvorvidt mennesker kan have tilknytning til arbejdsmarkedet… ( sagt på et samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg den 29. november 2011)
Den holdning fulgte Mette Frederiksen op på i spørgetimen, tirsdag den 10. dec. 2019 ved at sige, at hun ikke vil basere et beskæftigelsessystem og et ydelsessystem på en lægeerklæring.
Jeg kan jo kun håbe, at hun læser med her…
Marianne Stein
Du kan høre Mette Frederiksen i spørgetimen 10/12-2019 her
Læs blogger og forfatter, Lisbeth Riisager Henriksen indlæg i A4Medier her
