I går lavede jeg et opslag, hvor Aalborg kommune langt fra har gjort det godt nok.
Men ret skal være ret. For når selvsamme kommune også kan lave rigtig god sagsbehandling, så fortjener det sørme også spalteplads her på siden.
Min erfaring siger, desværre, at der er stor forskel på, om man som borger er endt i syltekrukken, Job og Aktivhuset ( kontanthjælpsmodtagere), eller om man er tilknyttet sygedagpengehuset på Vesterbro.
Denne sag, som jeg nu vil beskrive, hører til på Vesterbro – og det gør i øvrigt alle mine successager i Aalborg kommune.
Jeg blev kontaktet af Ulla i august 2017. Hun havde klaget over, at kommunen havde givet afslag på revalidering. Ankestyrelsen havde hjemvist sagen, da sagen ikke var tilstrækkeligt belyst.
Jeg vil normalt ALTID bakke mine klienter op i at komme tilbage på arbejdsmarkedet – såfremt det er muligt. Men efter at have læst Ullas sagsakter, var der noget, som ikke stemte.
Jeg tog derfor en alvorssnak med hende. Jeg vurderede, at revalidering ganske enkelt ikke var realistisk.
Fleksjob var nok den mere rigtige vej at gå.
Men så kom sagen til at stå stille – i perioder i flere måneder ad gangen pga. alvorlig stress, operationer, blodpropper osv. Jeg hørte først fra Ulla igen, da sagsbehandleren pr. telefon havde kontaktet hende og meddelt om, at jobafklaringsforløbet var udløbet. Ulla ville derfor ikke længere modtage nogen ydelse.
Så kan det nok være at socialrådgiver, Marianne Stein kom på banen, og der blev taget kontakt til de ansvarlige.
Sagen kom i alt hast på et rehabiliteringsmøde med henblik på et nyt jobafklaringsforløb, og Ulla fik selvfølgelig også en ny rådgiver!
Herefter har sagen kørt helt upåklageligt. Dog stadig med flere lange perioder med stilstand – fordi helbredet har været for dårligt. Sagen – helbredet begyndte at pege i en anden retning, førtidspension.
Det var ikke noget, som passede ind i Ullas selvbillede eller planer.
Både jeg og socialrådgiveren fra sygedagpengehuset måtte tale med store bogstaver – at alt andet end en førtidspension ville være uansvarligt. Hvis ikke det var decideret livsfarligt.
Nu manglede vi bare lægens ord for det også.
En rundbordssamtale kom i stand, og der blev indhentet en generel helbredsattest.
I går skulle jeg sammen med Ulla til møde med socialrådgiveren. Jeg havde forberedt hende på, at hun nu skulle partshøres i lægeattesten, at vi skulle igang med at opdatere rehabiliteringsplanen det forberedende skema, og at sagen så formentligt skulle forbi klinisk funktion og drøftes på et internt teammøde. Højst sandsynligt ville sagen altså først være klar til at blive forelagt rehabiliteringsteamet efter sommerferien.
Well – en privat socialrådgiver kan skam også tage fejl!
Efter at Ulla lige fik påtalt over for rådgiveren – med et glimt i øjet, at hun var blevet indkaldt til møde ved et standardbrev, hvori der fremgik, at de skulle drøfte muligheder, for hvordan hun hurtigst muligt kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, så afbrød rådgiveren og spurgte, om hun ikke i stedet måtte fortælle den gode nyhed….
Jo da.
“Kære Ulla, jeg er igang med at skrive det sidste i din sag. Kommunen indstiller dig til førtidspension udenom teamet. Du er førtidspensionist pr. 1. juni 2019.”
Tak. Selv tak.
Stor ros til en fantastisk dygtig rådgiver, som SÅ mennesket. Jeg ved også, at der har stået en meget dygtig og kompetent teamleder bag – som nu godkender indstillingen.
Det er sku helt i orden at gå på weekend oven på sådan en vellykket sagsbehandling.
Gid der ville være flere socialrådgivere og ledere af den slags.
Go’ weekend
Kærligst
Marianne Stein
