ÅBENT BREV TIL KOMMUNALBESTYRELSEN I HJØRRING KOMMUNE

Fejlagtigt tror mange, at jeg ikke længere har sager i Hjørring Kommune.

 

Efter at jeg den 2. marts 2026 blev fjernet som privat socialrådgiver og bisidder i flere sager i Hjørring Kommune, har der været mere stille fra min side om sagsbehandlingen i selvsamme kommune.

 

Det var formentlig også kommunens ønske.

 

Men det gør dog ikke Hjørring Kommunes handlinger mere rigtige – og derfor ligger flere sager med lignende problemstillinger aktuelt til behandling i Ankestyrelsens Tilsyn.

 

Jeg vil heller ikke længere tie og tager hermed bladet fra munden og slår alarm, for situationen i Hjørring Jobcenter synes faktisk kun at blive værre.

 

Jeg begrænses fortsat i mit arbejde som privat socialrådgiver og bisidder i Hjørring Kommune – også i nye sager som jeg aldrig har omtalt offentligt, hvilket ellers tidligere var kommunens begrundelse for at begrænse mig. (Sagerne var naturligvis altid skrevet og delt med mine klienters samtykke)

 

Det betyder dermed også, at flere sygdomsramte ikke alene begrænses i deres frie valg af bisidder – men også, at deres bisidder i praksis ikke får mulighed for at tale eller bistå aktivt under møderne.

 

Det efterlader nogle sygdomsramte i en situation, hvor den støtte, de har ret til, reelt udhules.

 

Og det afføder endnu et brist ift. retssikkerheden, da kommunens handlinger for nogle samtidig skaber en frygt for at klage eller sige fra. De er bange for, hvilke konsekvenser det yderligere kan få for deres sag eller forsørgelsesgrundlag.

 

Og lad mig slå fast: Hjørring Kommune er helt på afveje, når bisiddere begrænses til kun at være øjne og ører – eller helt nægtes adgang.

 

Det fremgår også af artiklen “Jura: Alle har ret til en bisidder” fra Dansk Socialrådgiverforening, at en bisidder gerne må tale og bistå aktivt under møder med myndighederne. Og det har jeg da også altid gjort både i Hjørring Kommune og i alle andre kommuner, siden jeg startede som privatpraktiserende socialrådgiver i 2017.

 

Retten til reel bistand er en vigtig del af borgernes retssikkerhed.

 

Og når en bisidder eller partsrepræsentant ikke får mulighed for aktivt at bistå borgeren, bliver retten til bistand reelt ikke respekteret.

 

Det rejser derfor også spørgsmålet om, hvordan kommunen møder de mennesker, der bliver frustrerede og ytrer kritik efter lange og belastende sagsforløb.

 

Udover at begrænse bisiddere har Hjørring Kommune selv svaret på det spørgsmål i et opslag den 5. maj med overskriften: “Hvad sker der egentlig bag kulisserne i Hjørring Kommune?”

 

Opslaget handler om, hvordan kommunen ønsker at passe på medarbejderne, fordi man oplever en stigning i konflikter, trusler og grænseoverskridende adfærd fra borgere.

 

Kommunens medarbejdere får derfor undervisning i konflikthåndtering og forebyggelse af vold med det mål, at det skal være trygt at gå på arbejde.

 

Lad mig slå fast: Vold, trusler og grænseoverskridende adfærd er aldrig acceptable. Selvfølgelig skal det være trygt at passe sit arbejde.

 

Men hvem er det egentlig, der skaber konflikterne?

 

Har kommunen overhovedet gjort sig nogle overvejelser om, hvorfor det er kommet så vidt, at medarbejdere ikke længere kan føle sig trygge?

 

Og hvis medarbejderne ikke føler sig trygge, er det vel også nærliggende at spørge, om borgerne føler sig trygge.

 

En sagsbehandling, der er præget af retssikkerhed, proportionalitet, respekt og tillid – hvor borgerne bliver lyttet til og behandlet værdigt – vil efter min vurdering få konfliktniveauet til at falde mærkbart til gavn for både borgerne og medarbejdere.

 

Derimod tror jeg, at Hjørring kommune ikke alene risikerer et fortsat højt konfliktniveau, men også at flere sager ender som tilsynssager, hvis ikke den ændrer kurs – og skaber tryghed for borgerne.

 

Og her er det i sidste ende kommunalbestyrelsen, der står med ansvaret for den praksis og retssikkerhed, der udøves i Hjørring Kommune.

 

Så Hjørring Kommune, utryghed blandt medarbejderne løses næppe alene med undervisning i konflikthåndtering – men ved, at I som minimum tager borgernes retssikkerhed alvorligt og respekterer den.

 

 

Skal andre læse dette?
Del her

Facebook
Twitter
LinkedIn

Et kærligt indspark

bliv klædt på til din sag

Relaterede indlæg

HJØRRING KOMMUNE TÅLER IKKE KRITIK

Hjørring Kommune har ramt et nyt lavpunkt   I et desperat forsøg på at lukke munden på mig, fratager kommunen nu på formynderisk vis Signe retten til at bruge mig som privat socialrådgiver og bisidder   Siden 21. december 2025 har jeg skrevet offentligt om Signes sag i Hjørring Kommunes jobcenter.   Jeg har kritiseret

Læs mere »

MARIAGERFJORD KOMMUNE TIL SARAH: ADHD OG BIPOLAR ER IKKE EN SYGDOM, DERFOR RASKMELDER VI DIG – OG SER BORT FRA DIN DEPRESSION, ANGST OG STRESS

Det er min oplevelse, at der efterhånden er gået inflation i at raskmelde borgere med ADHD efter §7 i sygedagpengeloven – fordi kommunerne vælger at læse principafgørelsen 28-20, som fanden læser biblen.   Favrskov, Frederikshavn, Rebild og Mariagerfjord kommuner er nogle blandt mange.   Og 45-årige Sarah fra Mariagerfjord Kommune er én af dem, der

Læs mere »

Deltag i debatten

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top