I dag kunne min mor være fyldt 64 år. Jeg mistede hende for ti år siden efter et længere sygdomsforløb med brystkræft.
Det er ultimativt den mest forfærdelige periode i hele mit liv – kaotisk, smertefuldt og med så mange bekymringer. For når sygdom rammer, er det ikke kun den syge som rammes – men HELE familien.
Jeg havde taget fri fra universitetet, for at følge min mor på sygehuset. Det var på min første dag efter en lang sommerferie. Jeg skulle igang med syvende og sidste semester.
Med min ene hånd holdt jeg min mor i hånden, da hun modtog beskeden, min anden hånd havde jeg på min højgravide mave. Jeg havde termin om 21 dage, og ventede mit første barn.
Efter flere måneder med smerter i ryggen, fik min mor den forfærdelige besked, om at kræften var vendt tilbage. Kræften havde udviklet sig med metastaser i knoglerne i ryggen. Sygdommen var nu kronisk.
Med den forfærdelige nyhed var min familie naturligvis i krise. Jeg selv i min livs krise. For min mor var livstruende syg, jeg skulle selv til at være mor, som trods alt var en lykkelig begivenhed, og så skulle jeg skrive min bachelor. Mit barn og bachelor var planlagt – det var min mors sygdom absolut ikke. Og det er sygdom sjældent.
Jeg fødte en velskabt søn ved akut kejsersnit seks dage efter, at vi havde fået den triste nyhed.
Min søn kom som lys i mørke. Min mor var stolt – nu var hun endelig mormor.
Da min mor blev syg, havde hun været selvstændig i 17 et halvt år. Hun havde lige fået ny klinik, som både havde kostet kræfter og mange penge.
Bekymringer var der nok af – en økonomisk deroute var faretruende tæt på.
Min mor måtte overlade klinikken i andres hænder, mens hun de næste måneder skulle have intensiv behandling. Hun valgte den traditionelle behandling fra, og købte dyr medicin og behandling i Tyskland.
Vi håbede, at miraklernes tid endnu ikke var forbi.
Og så var der jo kommunen…. Her modtog hun god og respektfuld sagsbehandling. Åh jo bureaukratiet mærkede vi skam også dengang. Efter en masse papirer var blevet udfyldt, modtog hun sine sygedagpenge, som selvfølgelig ikke kunne dække alle de mange udgifter. Hun modtog hjælpemidler, og skulle heller ikke møde op i jobcentret. Der blev ikke stillet spørgsmål til, om hun var syg eller ej. Hun fik faktisk RO til at være syg.
Hun blev desværre ret hurtigt erklæret terminal.
På INTET tidspunkt i denne svære tid havde vi en trussel hængende oveni alt det andet; at min mor kunne miste sine sygedagpenge og overlades til kontanthjælp eller ægtefælleforsørgelse.
Sådan blev man behandlet i 2008…
Sådan er det desværre ikke i dag. Oveni de ubeskrivelige mange bekymringer man rammes af, når man bliver alvorlig syg – altså om man overhovedet vil overleve sygdommen, så er den største trussel nemlig i dag Jobcentret!
På jobcentret sidder der robotter, som er villig til at gå så langt at raskmelde dig efter 22 uger, alene fordi de kan – også selvom lægen har vurderet dig alvorligt syg. Robotterne kan, hvis de vil, forlænge dine sygedagpenge op til 134 uger. Men altså kun hvis de VIL vurdere, at du opfylder kriterierne for forlængelse. Og det er jo ALTID vægtet på skøn. Desuden er jobcentrets robotter ligeglade med, hvad din læge vurderer. Robotterne ved nemlig bedst. Nogen kun med seks ugers kursus og andre med tre en halvt års uddannelse. Min erfaring siger, at det ikke gør nogen forskel. Der er altså tale om uddannelser, som langt fra står mål med en læges uddannelse. Men det er man ligeglad med i jobcenter Danmark.
Desværre var miraklernes tid forbi….
Min mor døde efter seks måneder. To måneder efter at jeg blev uddannet socialrådgiver. Hun er savnet hver eneste dag….
Jeg er dog taknemmelig for, at hun og vi som pårørende ikke skulle gennemleve jobcenterhelvedet anno 2018. For jeg ved nu, at min mor er blevet forskånet for så megen grim behandling, som alvorlige syge i dag bliver udsat for.
For det at være livstruende syg, med alle de smerter og bekymringer der følger med, så er det en helt umenneskelig og uværdig kamp de skal kæmpe mod et jobcenter. Hvor du får alt andet end ro til at være syg. Så hvis ikke sygdommen slår dig ihjel – så gør jobcentret det.
Efter at have oplevet min mors sygdomsforløb, og min egen personskade, hvor jeg selv har gennemlevet helvedet i jobcenter Danmark, og ikke mindst min erfaring som privatpraktiserende socialrådgiver, så er det ikke længere alvorlig sygdom jeg frygter. Det er uden tvivl den behandling, der venter i jobcenter Danmark.
Der er brug for, at vi ALLE forholder os til hvordan syge bliver behandlet i velfærdsstaten, Danmark. For ingen kan vide hvornår sygdom eller personskade rammer. Sygdom kommer, når du mindst venter det. Og den rammer ikke kun naboen…
Derfor kan du selv gå hen og blive den næste – eller selv blive pårørende til en du har kær….
Kærligst
Marianne
Brug for en professionel Bisidder? Kontakt mig her