Rehabiliteringsteamet trådte i karakter og indstillede til en førtidspension – frem for et ressourceforløb. Læs hvordan det gik til.
For ganske kort tid siden blev jeg kontaktet af Jacob, der gerne ville have mig til at se på Annas sag. Anna er Jacobs tidligere samlever, og han var meget bekymret for hende og ikke mindst bekymret for Jobcentrets eventuelle nye mulige påfund.
Ønsket var derfor at få hjælp til en afklaring til en førtidspension.
Men ved et hurtigt øjekast måtte jeg konstatere, at den ikke lige lå til højrebenet. Jeg kunne spotte flere store udfordringer.
For datoen for mødet med rehabiliteringsteamet var allerede fastlagt. Dokumenterne til rehabiliteringsteamet var også allerede afsendt. Og beklageligvis var sagen også lagt op til et ressourceforløb efter godt fire år på kontanthjælp.
Ved nærlæsning af sagsakter var det tydeligt, at der var en diskrepans mellem det, der stod i sagsakterne – og så hvordan det forholdt sig i den virkelige verden. Det var et problem.
Tiden var knap. Men der skulle handles.
Derfor anbefalede jeg Jacob og Anna, at de skulle få udarbejdet en funktionsevnebeskrivelse, der kunne give et langt mere retvisende indblik i Annas nedsatte funktionsniveau.
Og de skulle kontakte lægen og få denne på banen.
Lægen skrev, at han var bekymret for Anna og vurderede, at hun ikke tålte et ressourceforløb. Han ville derfor også henvise hende til behandling i psykiatrien.
Alle behandlingsmuligheder var dermed ikke udtømte.
Jeg måtte forberede Jacob og Anna på, at teamet ville tilbagevise sagen – eller gå imod lægens vurdering og indstille til det allerede forudbestemte ressourceforløb.
I dag mødte vi så op. Anna havde det meget dårligt. Det var primært Jacob og mig, der talte.
Teamet fik altså nye oplysninger.
Jeg nævnte diskrepansen, Jacob replicerede, at der var brug for at hive i “håndbremsen”. Derudover præciserede jeg, at lægen havde peget på mere behandling i ren omsorg for Anna, men at denne ikke havde taget højde for, at det system, jobcentret, Anna er i, vil være kontraproduktiv for, at hun overhovedet kan profitere af behandlingen.
Desuden har Anna været i det samme beskæftigelsesrettede tilbud siden 2021 uden udvikling. Tværtimod er der kun sket forværring. Jeg var derfor nysgerrig på, hvad teamet havde af bud på andre indsatser, der kunne udvikle Annas arbejdsevne.
Der blev en pause. Vi blev sendt ud.
Kort tid efter blev vi kaldt ind på ny.
Teamet indstillede til en førtidspension.
Det var den helt rette indstilling – både på papiret – og menneskeligt. Empatisk, ansvarligt og meget omsorgsfuldt over for et menneske helt i knæ.
Tak til Københavns kommunes rehabiliteringsteam. Det var virkelig glædeligt at opleve, hvordan et team godt kan handle ud af boksen – og ikke kun opererer ud fra de ellers ofte meget firkantede kasser.
TAK!
En lille familie kan nu komme godt videre. Anna kan modtage behandling og vil forhåbentlig med tiden mærke en bedring. Det håber jeg.
Men det må igen også give stof til eftertanke.
For Anna var ikke blevet indstillet til en førtidspension, hvis ikke hun havde haft Jacob – som yderligere rakte ud efter mig – og fik min bistand på.
Endnu engang vil jeg slå et slag for, at vi får sygdomsramte ud af jobcentret – og beskæftigelsesindsatsen i det hele taget.
/Marianne Stein
