Lemfældighed med lægelige oplysninger – og på grænsen til kvaksalveri – sendte Louise på psykiatrisk skadestue.
Det endte mildest talt katastrofalt, da Louise i sidste uge skulle have sin sag forelagt rehabiliteringsteamet i jobcentret i Vejle kommune.
En time forinden mødet havde hun fået et opkald om, at hendes sagsbehandler pludselig var fraværende, og der ville komme en stedfortræder, hun aldrig havde mødt.
Det er nok noget af det værste, man kan byde et meget sårbart menneske med social angst, som skal ind til et møde, hvor minimum fem fremmede fagpersoner skal afgøre ens fremtidige forsørgelsesgrundlag.
Nyheden om sagsbehandleren, og en fuldstændig mangel på forståelse for den stressende og utrygge situation Louise var blevet sat i, udløste et sammenbrud ved mødets begyndelse – uden nogen greb ind og aflyste det.
Louise er en sej kvinde, der har taget flere store kolbøtter i livet end de fleste. Hun har desuden altid klaret sig som selvforsørgende – på trods af angsten – indtil kroppen sagde fra i 2018, hvorefter diagnosen fibromyalgi blev stillet. Imens hun var på sygedagpenge, fik hun ydermere konstateret brystkræft. I dag er hun heldigvis kræftfri.
Det var dog ikke de fysiske smerter, der optog teamet, men derimod angsten. Så ovenpå sammenbruddet ved mødets start, blev hun nu tromlet af teamet, med en kold og ubehagelig stemning, hvor hendes ord blev drejet og tvistet.
Bl.a havde Louise følt sig alene som barn med sin angst – det blev tvistet til, at hun aldrig havde fået hjælp. Men intet kunne være mere forkert, for hun har fået masser af psykologhjælp og psykiatrisk behandling.
Louise har arbejdet med sin angst gennem mange år og har i dag accepteret sin situation – den går ikke væk, men hun lever med den.
Noget af det der kan trigge angsten, er, når mennesker kommer for tæt på hende, som hun skal forholde sig til, da hun oplever det som en observation af hende.
Louises lidelser vurderes af læger og psykologer som værende kroniske og stationære uden yderligere behandlingsmuligheder. Og funktionsniveauet er nedsat til det ubetydelige, hvorfor beskæftigelsesrettede tiltag kun vil forværre helbredet.
Med andre ord; der er ingen arbejdsevne tilbage.
Alligevel mente teamet, at der var muligheder for et fleksjob – hun skal bare have en støtteperson, der kan lære hende at tackle angsten… Voila!
Så det læger, psykiatere og psykologer ikke har kunne kurere, det kan en støtteperson med pædagogisk baggrund åbenbart – ifølge rehabiliteringsteamet.
En støtteperson er lig observation og vil være direkte kontraindicerende!
Teamets anbefaling om en støtteperson og nu med udsigt til en ny tur i jobcentret – på fjerde år – udløste et nyt sammenbrud. Rehabiliteringsteamet måtte kontakte den psykiatriske skadestue, fordi Louise var selvmordstruet.
Hun kom på psykiatrisk skadestue, der kom ro på situationen, og Louise kunne tage hjem samme dag – men altså stadig med en uafklaret sag.
Herefter kontaktede Louise mig, da hun havde brug for hjælp til det videre sagsforløb, for hun kunne ikke længere stå med det selv.
Efter at jeg nu har gennemgået sagen, har jeg kunne konstatere flere grove fejl i sagsbehandlingen, hvilket ikke var nogen overraskelse for mig. Der er både tale om magtmisbrug (tilsidesættelse af vigtige oplysninger), brud på forvaltningsloven samt retssikkerhedslovens sagsbehandlingsprincipper.
Hele miseren har nu udløst en borgmesterklage, som naturligvis skal behandles, selvom der er kommunalvalg – og jeg håber så sandelig, at der er kommunalpolitikere, der har interesse i, hvordan deres sygemeldte medmenneskers diagnoser og lægedokumenter behandles lemfældigt og respektløst i jobcentrene – så det grænser til kvaksalveri.
Sagen her bekræfter mig kun i, at sygemeldte borgere skal ud af jobcentrene – fordi sundhedsfaglighed og sund fornuft simpelthen er ikkeeksisterende!
/Marianne Stein
Forfatter, debattør, journaliststuderende og privatpraktiserende socialrådgiver
