fbpx

VIL JEG NOGENSINDE KUNNE GØRE MINE BØRN STOLTE….

Sådan tænkte jeg for fem år siden, da jeg efter 10 måneders sygemelding blev afskediget. Det var så skamfuldt. Skamfuldt at være sygemeldt. Skamfuldt at blive afskediget. Skamfuldt at min mand nu skulle forsørge mig.

 

Mine børn var tre og fem år. Min datter kunne slet ikke længere huske, at jeg nogensinde havde gået på arbejde. Og der var ikke udsigt til, at jeg kunne vende tilbage på arbejdsmarkedet på ordinære vilkår, efter jeg havde pådraget mig en piskesmældsskade ved en påkørsel i sep. 2012.

Mine drømme for fremtiden på arbejdsmarkedet var brast.

Jeg oplevede mit liv som et frit fald og uden at vide, hvor jeg ville lande. Kom jeg overhovedet til at lande…. Og værst af alt; ville jeg nogensinde kunne komme til at gøre mine børn stolte?

Som fyret og “amputeret” socialrådgiver havde jobcentret ikke nogen videre plan med mig….. Jo, en socialrådgiver anbefalede mig at hive stikket, når mine sygedagpenge snart ville ophøre. Hun vurderede nemlig, at jeg ikke opfyldte betingelserne for forlængelse. Jeg kunne så betragte tiden som en slags “barsel” (ægtefælleforsørgelse), til jeg var klar til at komme tilbage på arbejdsmarkedet….

Jeg var SÅ vred! Hvad bildte hun sig egentlig ind. Jeg skulle overhovedet ikke hive stikket ved at gå hjemme, og lade som om jeg var på barsel…. Jeg skulle derimod afklares, ift. hvad jeg egentlig kunne holde til på et arbejdsmarked. Det var tilmed hendes job.

En anden jobcentermedarbejder var så “frisk”, at foreslå mig en fremtid som truckfører. Og misforstå mig ikke, der er INTET galt i at være truckfører, det var bare ikke lige der, jeg kunne se mig selv….

Det var et stort velkommen til jobcenter Danmark – en såkaldt “ufrivillig mellemlanding” som skulle vare over fire år.

Muligvis var skammen og vreden min største drivkraft for netop at komme videre. Jeg nægtede at affinde mig med, at jobcentret parkerede mig på ægtefælleforsørgelse. Jeg nægtede, at finde mig i at jobcentret skulle slippe for at hjælpe mig med en afklaring af min arbejdsevne. Jeg nægtede at finde mig i deres helt urimelig behandling. Jeg simpelthen nægtede.

Uanset hvor umulig kommunen var, så skulle INGEN komme og klandre mig for ikke selv at have gjort noget. Mine børn skulle vide, at jeg i det mindste havde kæmpet og forsøgt.

Resten er historie….

I dag er jeg privat socialrådgiver – i fleksjob. Jeg hjælper andre gennem systemet, som har spurgt mig om vej, ved at iføre dem den “Gule Førertrøje”.

Jeg tog selv omvejen – og nu viser jeg dem genvejen.

Mine børn ved hvad jeg laver. De ved hvor højt jeg råber, og de ved, at jeg stadig kæmper for deres skyld og for deres fremtid. Men de ved også, at jeg kæmper for alle dem, som har brug for min stemme.

Forleden ved aftensbordet, hvor jeg endnu engang kunne berette om jobcentrets uartigheder, og om hvordan jeg havde håndteret sagen, så vendte min datter sig pludselig om mod mig og sagde de ord, jeg aldrig vil glemme.

Hun sagde: “Mor, når jeg bliver stor, vil jeg være socialrådgiver ligesom dig!

Så ja, jeg kan stadig gøre mine børn stolte. – Ikke fordi jeg er socialrådgiver, ikke fordi jeg har et arbejde, men fordi jeg elsker, det jeg laver, og fordi jeg brænder for det.

Det er dét, mine børn kan se, og det er dét som tæller.

Kærligst

Marianne

 

Vil du høre mere om min rejse, min omvej, og om hvordan du kan tage genvejen ved at iføre dig Førertrøjen i din jobcentersag, så glæd dig til min bog udkommer til december.

Kontakt mig her

Skal andre læse dette?
Del her

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Et kærligt indspark

bliv klædt på til din sag

#Mariannestein

Relaterede indlæg

SJUSK OG MANIPULERENDE SAGSBEHANDLING – KAN KOSTE LIV
NY PRESSE OG KOMMUNIKATIONSRÅDGIVER
FLEKSJOB – ET LANGT SEJT TRÆK GAV ENDELIG POTE
HVIS IKKE DU ER EN DEL AF ARBEJDSMARKEDET – ER DU IKKE MED I FÆLLESSKABET

Deltag i debatten

1 kommentar til “VIL JEG NOGENSINDE KUNNE GØRE MINE BØRN STOLTE….”

  1. Kære Marianne

    Dit skriv ovenfor er lige præcis den situation, som jeg står i.

    Efter en piskesmældskade, har kommunen nu lukket for mine sygedagpenge. Min kommune har vist en taktik, der går ud på at lukke alle sager og så må man klage og anke, så kommunen i den tid sparer penge. Det er helt groteskt.

    Så, lige nu ligger min sag som en klage. Hvad vil du anbefale at gøre, for at kræve at komme i en afklaring af arbejdsevne? Udsigten er jo lige nu lang tid i Ankenævnet, uden forsørgelse ?De mener jo, at sagen nu er lukket… er SÅ frustrerende. På en og samme tid, så magter jeg jo lige netop ikke at skulle bruge så mange kræfter på at kæmpe mod systemet, men min retfærdighedssans og retsfølelse er godt nok udfordret, for jeg synes sagsbehandlingen skriger til himlen. Der sagsbehandles ud fra, hvordan kommunen kan undgå at skulle hjælpe syge borgere. Det er helt vanvid?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: Alert: Indholdet er beskyttet !!
Scroll til toppen