DET ER SÅ YNDIGT AT FØLGES AD…
– Indtil ulykke, langtidssygemelding og gensidigt forsørgerpligt rammer…
For ti år siden – søndag den 16. maj 2010 sagde min mand og jeg ja til hinanden i Dronninglund Slotskirke – i samme anledning blev vores datter døbt.
Det hele var perfekt. Vores liv var godt med to små børn, gode jobs, hus, bil og ikke mindst en god økonomi – og nu havde vi også sagt ja til hinanden.
Der var meget i vores liv at smile af og glædes over.
Og ulykke, langtidssygemelding samt gensidigt forsørgerpligt lå os ærligt talt meget fjernt…
Men fire år senere var det netop det, der var blevet vores virkelighed.
Efter en påkørsel i september 2012 var jeg blevet langtidssygemeldt, i 2013 blev jeg afskediget fra mit job og i januar 2014 ophørte mine sygedagpenge.
Kommunen raskmeldte mig, uden at jeg var rask eller afklaret. Jeg blev henvist til kontanthjælp, men da jeg var gift, skulle jeg i stedet forsørges af min mand.
Jeg var i chok. Min mand var i chok. Vi kunne slet ikke forstå, hvordan vi i Danmark kunne ende i sådan en situation, hvor jeg mistede mit forsørgelsesgrundlag.
For havde vi ikke et sikkerhedsnet – et velfærdssamfund, der ville gribe os, hvis vi blev syge og ikke kunne forsørge os selv?
Vi havde jo betalt skat. Vi havde forsikringer. Og havde også betalt til a-kassen.
Men lige lidt hjalp det.
Fra den dag mine sygedagpenge ophørte, var jobcentret fuldstændig ligeglad med mig. De ignorerede mine henvendelser, og når de svarede, var det blot for at fortælle mig, at de da var kede af, at jeg følte mig dårligt behandlet…
Men ikke noget om hvordan de kunne hjælpe mig videre.
Min mand og jeg stod pludselig i en situation, vi aldrig havde troet, vi ville ende i. Der hvor vi havde brug for kommunens hjælp – en hjælp som tilsyneladende ikke eksisterede.
På et tidspunkt var vi så presset og magtesløse over kommunens manglende vilje til at hjælpe, at vi overvejede at lade os skille – min mand ville flytte til udlandet og drive sin virksomhed derfra, og jeg selv kunne så søge kontanthjælp som enlig forsørger.
Det havde aldrig været min drøm at ende på kontanthjælp – tværtimod var det et skrækscenarie.
Men hvis jeg fik en offentlig ydelse, som kontanthjælp, måtte kommunen jo få interesse for mig, tænkte jeg.
Min mand og jeg vurderede igen situationen – det ville få alt for store konsekvenser for vores børn at lade os skille.
Jeg gik i stedet i pressen og resten er historie…
I dag er jeg på den anden side. Jeg klarede den – Vi klarede den. Og i dag kan min mand og jeg fejre ti års bryllupsdag.
Vi havde muligheden for at vælge, da vi stod i en desperat situation.
Det er der mange, der ikke har.
Gensidig forsørgerpligt blev indført ved lov i en fjern fortid. 1920’erne. Dengang var tiden en anden. Hvor manden tjente pengene og kvinderne stod hjemme ved kødgryderne.
I dag er vi optaget af ligestilling, hvor både mænd og kvinder deltager på arbejdsmarkedet, og derfor er livet for de fleste også indrettet efter to indkomster.
Loven om gensidigt forsørgerpligt har ikke fulgt med tiden og ligestillingen. Og mange syge som står i den situation, som jeg selv stod i, eller som er endt med en førtidspension tvinges til at opgive kærligheden, for at få brød på bordet.
Jeg får desværre alt for mange henvendelser i øjeblikket fra syge, der står uden forsørgelsesgrundlag…
Og desværre er der ikke politisk opbakning til at ændre på den utidssvarende lov om gensidig forsørgelsespligt. Se statsministerens holdning og svar i linket her
Så når man med glæde i sindet går ind i ægteskabet, er det heldigvis ikke tankerne om sygdom der fylder. Men konsekvenserne der følger med ja’et og ringen, kan betyde, at man pludselig fra den ene dag til den anden ikke har råd til kærligheden længere – i tilfældet af at man bliver syg og helt mister sin arbejdsevne.
Det er uværdigt og uacceptabelt for et velfærdssamfund.
Kærligst
Marianne Stein
