Antallet af førtidspensioner stiger… Men bag hvert tal i en statistik om førtidspension gemmer der sig en historie om et menneske af kød og blod.
Mennesker der oftest har givet alt og mere til for at forblive på arbejdsmarkedet.
35-årige Marie bosiddende i Ringkøbing-Skjern Kommune er en af dem.
Som uddannet sygeplejerske ved hun alt om at håndtere mennesker ramt af sygdom. Men det gjorde det system, hun mødte, da hun selv blev syg, ikke.
Marie blev udsat for en påkørsel med høj hastighed i 2018. Hun pådrog sig et alvorligt piskesmæld og et hovedtraume.
I dag lever hun ikke kun med senfølger efter en hjernerystelse, men også med følgerne efter syv års sagsbehandlingsforløb i jobcentret.
Ulykken medførte en langtidssygemelding og en afskedigelse som sygeplejerske.
I 2019 blev hendes sag for første gang forelagt rehabiliteringsteamet, og hun overgik til et jobafklaringsforløb på kontanthjælpssats.
Marie har gennem årene deltaget i diverse behandlings, trænings- og praktikforløb. I aktindsigten læser man også om en kvinde, der virkelig har sagt ja til alt, der er blevet hende tilbudt. Og dertil også alt det, hun selv har rakt ud efter.
For Marie ville bare have sit liv tilbage.
I 2022 bliver hun bevilliget sit 2. job afklaringsforløb. For der kunne stadig udvikles på arbejdsevnen.
Hun kommer efterfølgende i en ny praktik på en klinik, og både Marie og arbejdsgiver ønsker, at det kan føre til en ansættelse på en fleksjobordning. Det har dog været en hård erkendelsesproces for Marie at komme dertil, at fleksjob nok er det mest rigtige for hende.
Således bliver hun i 2023 indstillet af rehabiliteringsteamet og bevilliget et udviklingsfleksjob og efterfølgende ansat på 9 timer om ugen med 60 % effektivitet.
Alt tegner godt.
Men i fleksjobbet mærker Marie hurtigt, at symptomerne forværres, og at balancen mellem arbejds- og privatliv slet ikke hænger sammen. Efter 9 måneders ansættelse bliver hun sygemeldt og efterfølgende afskediget. Ikke fordi hun ikke kan passe sit fleksjob eller har sygemeldt sig, men fordi hun er så pligtopfyldende, at sygemeldingen kun vil føre til et nyt forventningspres, frem for at give hende den ro hun har brug for.
Men med sygemeldingen og afskedigelsen vil kommunen have hende i en ny praktik. Derfor kontakter Marie mig i august 2024.
Hun kan ikke mere!
Der var brug for en ny lægeattest pga. seneste forværring samt prognosen herfor, og jeg anbefalede, at hun udarbejdede en hverdags/funktionsevnebeskrivelse.
Med blandt andet hverdagsbeskrivelsen gik det op for Marie, hvor meget vold hun havde påført sig selv i hendes stærke ønske om at fastholde sin plads på arbejdsmarkedet. Hun har haft et urealistisk krav til sig selv, der har kostet yderligere på både hendes helbred og familieliv.
Hun indså også, hvor meget vold systemet havde påført hende. Hun har kun hørt, at der blev sagt “fortsæt Marie, bare fortsæt, du kan jo godt.”
Men Maries læge siger stop og vurderer, at en praktik og andet beskæftigelsesrettede tiltag vil forværre hendes helbred yderligere.
I april forelægges sagen rehabiliteringsteamet for 4. gang, og denne gang indstiller teamet Marie til en førtidspension.
Den 1. juni 2025 bliver hun dermed også en del af den stigende statistik om unge under 40 år, der er kommet på en førtidspension.
Det handler altså ikke om, at Marie bare opgav, eller at andre opgav Marie. Hun har, som mange andre, jeg har mødt i min praksis virkelig forsøgt og har kæmpet med næb og kløer. I Maries tilfælde hele syv år for at være mere præcis.
Og hvis det har været svært at acceptere et fleksjob, så forestil jer, hvordan det må være at skulle acceptere en førtidspension. Det er en livskrise af dimensioner.
Det er der, Marie står nu.
Men førtidspensionen bliver også Maries mulighed for at få mere overskud til at være en del af et “fællesskab”, frem for den isolerede tilværelse, som fleksjobbet medførte – fordi der ikke var plads til et socialt liv efter arbejde.
Det der tilbydes i beskæftigelsessystemet, er ren gift for pligtopfyldende mennesker som Marie.
Og det er de mennesker jeg møder flest af.
De har ingen stopknap (før det er for sent), og systemet lader dem bare køre på. For jo mere der kan “vinges af,” jo bedre. Og det er én af årsagerne til, at tallene vokser i statistikkerne om førtidspensioner – også for dem under 40 år.
Det kommer beskæftigelsesreformen heller ikke til at ændre på. Tværtimod.
Nu står kommunerne til at blive belønnet med en såkaldt jobpræmie for at få de sygdomsramte til at arbejde mere. Fokus er altså stadig på job og beskæftigelse frem for menneskets sundhed, trivsel, helbred og funktionsnedsættelse.
Ærligt talt hvornår er der en voksen politiker, der siger stop for den hovedløse tanke, at man kan arbejde sig rask?
/Marianne Stein
