I min praksis blev 2024 rekordåret for henvendelser fra syge, med svære invaliderende lidelser og skader, der har fået afslag fra pensionsnævnet.
Og efter alt at dømme, på de henvendelser jeg allerede har fået her i 2025, fortsætter den kedelige tendens.
Det har store omkostninger at få et afslag fra pensionsnævnet – både for det menneske sagen omhandler, de pårørende, og det er ærlig talt også en tung post for kommunerne selv, når sagerne skal genbehandles på de ret så dyre rehabiliteringsteamsmøder.
Senest kan jeg berette om en sag fra Brønderslev Kommune, der omhandler Anne.
Hun pådrager sig et alvorligt hovedtraume i en ulykke i 2016, men formår dog efterfølgende på trods at gennemføre sin uddannelse som sygeplejerske året efter.
Frem til 2020 arbejder Anne ud fra forskellige strategier på nedsat tid, og derudover er hun on/off på dagpenge/sygedagpenge.
Men i 2020 går den ikke længere, og hun bliver fuldtidssygemeldt med senfølger efter hjernerystelsen.
2021 overgår Anne til et jobafklaringsforløb – et forløb der gør hende mere syg. Hun udvikler angst og depression og bliver yderligere udredt for ADHD.
Og igennem to år er Anne også i praktik hos en papirgrossist. Hun håber på et minifleksjob – og virksomheden vil også gerne ansætte hende. Men i sommeren 2024 mister Anne sin far, og det går samtidig op for hende, at det er uholdbart at blive ved med at forsøge at holde fast i et arbejdsliv.
Prisen er for høj.
Hun må erkende, at hun siden ulykken har sorteret mere og mere fra i privatlivet for at kunne varetage sit job.
Så i sin iver efter at gennemføre en uddannelse, fastholde et arbejdsliv og en normalitet har Anne givet afkald på sin livskvalitet og dertilhørende sociale liv. Alle almindelige dagligdags ting er uddelegeret til hendes kæreste og mor.
Selvom hun erkender, at det er en førtidspension, hun har brug for, fastholder hun de få timer i praktikken.
I oktober 2024 indstiller rehabiliteringsteamet i Brønderslev Kommune hende til en førtidspension.
Men pensionsnævnet giver efterfølgende afslag.
Nævnet tillægger tabet af Annes far en stor betydning for hendes nye beslutning om en førtidspension – frem for et fleksjob. De finder det heller ikke dokumenteret, at arbejdsevnen ikke kan forbedres. Hun passer jo også stadig sin praktik…
Ovenpå pensionsnævnets afslag kontakter Anne mig. Hun kan ikke mere.
Jeg gennemgår sagen og vurderer behovet for en ny og opdateret funktionsevne/hverdagsbeskrivelse, der tager udgangspunkt i hvordan Annes liv ser ud, når hun passer sin praktik.
Det viser sig at være meget høj pris, hun betaler for få timers arbejde om ugen. Hun har ikke noget liv.
Ovenpå pensionsnævnets afslag bliver hun også i samråd med lægen sygemeldt fra sin praktik. Anne er stresset, kan ikke sove, har bidt alle sine negle ned, taber håret og har det generelt rigtig dårligt.
Med sygemeldingen begynder hun at mærke en smule mere overskud, men alligevel hænger hendes liv slet ikke sammen.
Anne har ligeledes opsøgt samtaler hos hjerneskadecentret, som hun har været tilknyttet siden 2020. Hendes praktikvært udarbejder en beskrivelse af Anne, der også dokumenterer, at hendes fars død ikke har noget med den lave arbejdsevne at gøre.
Sagen bliver samlet på ny.
Denne gang har Anne samlet en mindre ”hær” til at bistå sig til mødet med rehabiliteringsteamet. Således deltog jeg som privatpraktiserende socialrådgiver, neuropsykologen fra hjerneskadecentret, praktikværten samt hendes mor. Desuden havde hun også stor opbakning fra sagsbehandleren – og ingen tvivl om at denne også har været på Annes side under forløbet.
Men et enigt rehabiliteringsteam indstiller til førtidspension. Igen.
Teamet tillagde de nye oplysninger – særligt beskrivelsen om at arbejde og konsekvensen heraf – stor vægt.
Kun få dage senere modtog Anne afgørelsen fra pensionsnævnet. De var heldigvis enige i rehabiliteringsteamets indstilling.
I forhold til den offentlige/politiske debat er det værd at nævne, at ingen 33årige mennesker ønsker sig en førtidspension – kun når det bliver nødvendigt for at kunne leve et værdigt liv.
Og hermed også en opfordring til de kommuner, der fortsat gør brug af pensionsnævn. Afskaf dem. (Se evt. mit tidligere opslag om pensionsnævn).
/Marianne Stein
