I sidste uge holdt jeg foredrag på UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole, Vejle for en god flok af socialrådgivere- og sygeplejerskestuderende.
Aftalen for foredraget kom i stand dagene op til og dagene efter min fars død.
I bund og grund forestillede jeg mig, at jeg, på de fire uger, ville være helt tilbage. Så overvejede ikke at udsætte det.
Jeg har ganske vist også passet mit arbejde og ladet følelserne blive hjemme, som man siger – i de uger der nu er gået.
Men på køreturen til Vejle (på to en halv time) blev jeg alligevel ramt. Foredraget baseret på min bog, Sådan én er jeg jo ikke, og på min egen personlige fortælling om mit møde med jobcentret efter en påkørsel, berører mig stadig den dag i dag. Også selvom det næsten er 8 år siden, jeg lukkede døren til det kapitel i mit liv.
Men nu fyldte min fars dødsfald også.
Om det var fordi, det bare var for tæt på min fars tragiske dødsfald – på fire ugers dagen – ved jeg ikke, men jeg blev overvældet af ked-af-det-heden på køreturen og kom i tvivl, om jeg egentlig kunne gennemføre det. Altså være “professionel.”
Men mit foredrag skal jo ikke være “professionelt” det skal først og fremmest være autentisk!
Derfor besluttede jeg mig for at følge mit eget råd, når jeg har nervøse klienter, der skal mødes med rehabiliteringsteamet. For ofte bekymrer de sig over, hvis de skulle komme til at græde/vise følelser. Her siger jeg altid, at de kan indlede med at tage ordet, og sige hvordan de har det – sig det som det er. For det sætter bekymringerne fri, og det man forsøger at kæmpe imod. Og de vil opdage, at det hele bliver okay. Og det er i øvrigt også helt okay at komme til at græde!
Så jeg indledte foredraget på en ny måde sidste tirsdag med ordene; “Jeg har brug for at sige, at det i dag er fire uger siden, at jeg mistede min far i en ulykke, og det er jeg stadig meget berørt af. I er snart socialrådgivere og sygeplejersker, jeg ved I kan tåle det her,” med en tydelig berørt stemme.
Og så kørte jeg mit foredrag igennem, og det blev godt!
Så mange skønne og spørgelystne tilhører, som endda havde trodset både en lang studiedag og eksamenslæsning for at høre mig.
Det var en overvindelse for mig at åbne op for min sorg og den kæmpe sårbarhed, der lå i det.
Og den mærker jeg også nu, ved at skrive dette opslag, for vil nogen mene, at jeg så ikke kan udføre mit arbejde ordentligt og “være professionel.”
Det mener jeg selv, at jeg kan – og har bevist det de sidste fem uger.
Men jeg er et menneske, jeg er ikke teflonbelagt, og jeg er i et fag, hvor jeg er i kontakt med mennesker, der er blevet “ramt af livet.”
Vi kommer alle til at blive ramt af livet på et eller andet tidspunkt i en eller anden form. Sådan ER livet også.
Jeg tror, at sorg, tab og det at miste virkelig er svært for mange at deale med. Inklusiv mig selv.
Men vi skal ikke putte med og skamme os over sorgen. Sorg viser sig i mange afskygninger, og man kan vitterligt blive syg af sorg.
Jeg mistede også min mor for 16 år siden. Og jeg ved, at sorgen ikke “går over”, men jeg har lært at leve med den. Jeg kommer også til at leve med sorgen over tabet af min far.
For jo mere vi tør tale om det, jo “lettere” bliver det også at leve sit liv videre. For livet skal gå videre. Det skylder vi os selv og dem, hvis liv blev alt for kort.
Kærligst
Marianne Stein
