20 ÅR PÅ KONTANTHJÆLP: NU MÅ DU GERNE KOMME UD AT ARBEJDE 

Da rehabiliteringsteamet i Hjørring kommune indstillede Katrine til fleksjob, med ordene; “nu skal du ud på arbejdsmarkedet og bruge dine ressourcer dér,” brød hun ud i gråd.

“Jeg har jo bare ønsket at få mig et liv, at få lov at bidrage med det jeg kan – på mine betingelser. Det er det, jeg altid har ønsket mig,” græd Katrine.

Jeg kommer aldrig til at blive immun over for de voldsomme, men helt naturlige, følelsesudbrud til sådanne møder. Det rammer mig lige ind i hjertekulen og presser på tårekanalen.

Det berører mig dybt, at et system har så meget magt over mine medmennesker. Men det har det.

Det er mere reglen end undtagelsen, at mennesker bryder sammen, når de modtager indstillingen fra rehabiliteringsteamet.

I jobcentret kaldes det en indstilling, men for de mennesker det handler om, opleves det som en løsladelse – fra Jobcentrets lænker – til frihed over eget liv.

Frihed til at arbejde. Frihed til at tjene sine egne penge. Frihed til at spare op og have formue. Frihed til at gifte sig uden at blive modregnet.

Frihed til at være et menneske og ikke blot et nummer.

Og for andre frihed til at få ro og værne om sit helbred – på en førtidspension.

Men hvorfor gå så meget igennem? Hvis Katrine så gerne ville arbejde, hvorfor gjorde hun så ikke bare det?

Fordi det ordinære arbejdsmarked ikke er for alle. For de, der kun kan arbejde i et begrænset omfang, kan ikke forsørge sig selv med den løn, de kan tjene.

Katrine har været på kontanthjælp, siden hun fyldte 18 år. Hun har altid haft det svært med depressive symptomer og angst. Det var symptomer på det, der senere skulle vise sig at være diagnosen bipolar.

“Jeg kan måske godt forstå, at jeg var på kontanthjælp de første 10 år. Men de sidste 10 år har bare været tidsspilde, fortæller Katrine.”

Katrine flyttede fra Aarhus til Hjørring for to år siden. I Aarhus havde hun været i utallige arbejdsprøvninger og andet beskæftigelsesrettede tilbud – uden dog at komme nærmere en afklaring.

Katrine landede altid på max 10 timer om ugen. Men hver gang skulle nye tiltag afprøves, for det kunne jo være, at arbejdsevnen kunne udvikles yderligere…

Kærligheden trak hende til Hjørring. Det blev ikke bare held i kærlighed, men også hendes vej til delvis selvforsørgelse. For hvad Aarhus kommune ikke formåede på 18 år, det klarede Hjørring kommune på to år.

Det krævede dog, at sagen skulle starte helt forfra. Intet fra Aarhus kommune kunne bruges.

I dag er Katrine 38 år. Det skulle altså tage systemet 20 år, og langt over hundrede sagsbehandlere, for at afklare Katrine til et fleksjob – på nu otte timer om ugen.

Og hun er heldig. Efter så mange år på offentlig forsørgelse ender mange nemlig med en førtidspension.

For nylig kunne mediet, NB-Beskæftigelse, desuden oplyse, at langvarige kontanthjælpsmodtagere alt i alt koster den offentlige kasse 215.000 kr. om året. Det er cirka det samme, som det koster systemet at have en person på fleksjobordning eller førtidspension.

Så samfundet sparer ingen penge, om der er tale om kontanthjælp eller en førtidspension/fleksjob. Det gør kommunerne derimod pga. refusionsordningen.

NB-Beskæftigelse kunne også oplyse i en anden artikel, at ca. 7.000 borgere er på kontanthjælp i mere end 10 år – Katrine var én af dem.

Endnu engang bekræfter det, at Fleksjob- og førtidspensionsreformen fra 2013, der skulle hjælpe sårbare borgere ind på arbejdsmarkedet, har fejlet.

Syge skal ikke være på på kontanthjælp. Og de skal slet ikke fastholdes i systemet i hverken 5, 10 eller 20 år, hvor ressourcer og arbejdsevne risikerer at gå tabt.

De syge skal efter min mening helt ud af ligningen. De skal ud af jobcentrene og tilknyttes sundhedscentre med fokus på helbred og sundhed, med sygedagpenge eller tilsvarende som forsørgelsesgrundlag.

Når de så helbredsmæssigt er klar til at indtræde arbejdsmarkedet, kan jobcentrene komme i spil – men det kræver først og fremmest at fagligheden bliver højnet, og at der bliver indført en afklaringsgaranti på max 12 mdr.

Andet kan vi simpelthen ikke være bekendt – det er ikke er velfærdssamfund værdigt.

Marianne Stein

Forfatter, debattør, journaliststuderende og privatpraktiserende socialrådgiver