Dette er en kronik bragt i Berlingske den 27. februar 2023.
Af Marianne Stein, forfatter, debattør og privatpraktiserende socialrådgiver
“Politikernes beslutninger er lige så intimt, som det første kys.” Sådan formulerede den franske forfatter, Édouard Louis den politiske udvikling, i Deadline først på året.
Hans pointe er, at de politiske beslutninger har og får en direkte konsekvens for borgerne – primært underklassen. Hvor politikerne – de privilegerede – kan ekskludere sig selv fra at mærke de direkte konsekvenser af egen politik, så er borgerne – underklassen – fuldstændig underlagt den.
Jeg genkender Édouard Louis’s pointe, bortset fra, at der ikke kun er tale om underklassen, men også den bedre middelklasse. Et eksempel er de sygemeldte i jobcentersystemet versus de sygemeldte politikeres privileger, et emne der igen er til debat ifm. at forsvarsministeren, Jakob Ellemann-Jensen (V) er blevet sygemeldt med stress. Sygemeldingen er blevet modtaget med sympati og forståelse fra kollegerne på Slotsholmen, men frustrationen ulmer i befolkningen.
Jakob Ellemann-Jensen er hverken den eneste – og formentlig heller ikke den sidste – politiker der sygemeldes med stress. Tidligere har Ida Auken (S) og Alex Vanopslagh (LA) været sygemeldt. Halvanden uge forinden Jakob Ellemann-Jensens sygemelding udkom politikeren, Jacob Mark (SF) med sin bog Fartblind, der handler om hvordan stress var tæt på at gøre ham blind.
Jacob Mark var sygemeldt i syv måneder, men er, som kollegerne, Ida Auken og Alex Vanopslagh heldigvis tilbage på Slotsholmen. Uden at arbejdsevnen har taget skade, i hvert fald ikke hvad vi ved af.
Sådan går det desværre ikke altid, når almindelige danskere bliver sygemeldt med stress. Og det sker for en del.
I 2022 kunne en undersøgelse bygget på 1.140 repræsentativt udvalgte danskere udarbejdet af Kantar Gallup for Berlingske vise, at 20 procent af danskerne har været sygemeldt med stress. Dvs. hver femte dansker i den arbejdsduelig alder. Det er tidligere anslået, at cirka 250.000 – 300.000 danskere lider af alvorlig stress.
Sidstnævnte gruppe møder jeg i mit arbejde som privatpraktiserende socialrådgiver. De er sygemeldt, fordi deres arbejde gjorde dem syge. Nogle har mistet helt basale færdigheder såsom at læse. De har fået ødelagt syn, mistet håret og kan ikke deltage i et socialt liv. Og så er der dem, hvor stressen har udviklet sig til en nærmest demenslignende tilstand, en form for hjerneskade. Jeg har desværre også mødt dem, der er blevet så syge af stress, at de kun er i stand til at se deres børn mindre end en time om ugen.
Ingen tvivl: Stress er en tilstand, der skal tages alvorligt.
Fælles for alle dem, jeg har mødt i min rådgivning, er, at de er ordineret ro af deres læger og behandlere. Men da de også er tilknyttet jobcentret for at kunne modtage sygedagpenge som forsørgelsesgrundlag (eller for at arbejdsgiveren kan modtage refusion), kræver det ironisk nok, at de står til rådighed. Helt konkret skal de deltage i obligatoriske opfølgningsmøder på jobcentret. Her gælder en standby-ordning desværre ikke. En ordning der kan fritage livstruende syge for møder og aktivering – men alvorlig stress kategoriseres ikke som livstruende.
Sygemeldte rækker ud efter min hjælp, fordi deres helbred ikke gør det muligt at leve op til jobcentrenes krav. De har brug for hjælp til at kommunikere med jobcentret og brug for, at nogen passer på dem.
Kravene til sygemeldte står i stærk kontrast til det vores politikere møder, når de rammes af stress. De kan sygemelde sig selv på ubestemt tid uden at skulle forbi et jobcenter eller fremvise en lægeattest – og modtager fuldt vederlag uden trusler om at miste den.
Da jeg læste Jacob Marks bog, Fartblind, tænkte jeg, det var godt, at han ikke havde været en del af jobcentersystemet. For så havde han formentligt mistet synet. Hvilket han senere til dels bekræftede i et Facebookopslag, hvori han skrev, at han ikke var kommet tilbage ”så hurtigt”, hvis han var blevet afkrævet svar hver 14. dag og skulle forbi jobcentret til dit og dat.
Under sygemeldingen måtte han fx dele ellers velmente beskeder op fra venner og bekendte i henholdsvis behagelige og ubehagelige. De behagelige beskeder havde intet krav i sig. De ubehagelige havde krav såsom; ”lad mig vide, hvis der er noget jeg kan gøre for dig”; ”vi har brug for dig – glæder mig, til du snart er tilbage”
Det bør give stof til eftertanke hos vores politikere.
For sagsbehandleren skal som loven foreskriver indkalde den sygemeldte til jobsamtaler i jobcentret cirka hver 4. uge – altid efterfulgt spørgsmålet om; hvornår tror du, at du kan vende tilbage til dit arbejde. Det er de færreste stress-sygemeldte, der oplever dette som ro. Faktisk kan det yderligere aktivere deres stress og forværrer helbredet, som også dokumenteres i en undersøgelse fra SIND og Psykiatrifonden.
Stress-sygemeldte møder med andre ord alt andet en ro i deres kontakt med jobcentret – selv om deres læger og behandlere ellers har ordineret det som den vigtigste medicin.
Det står også i kontrast til sygedagpengelovens § 21, hvor det blandt andet fremgår, at man ikke må forhale helbredelsen ved sin adfærd, da man ellers kan miste sine sygedagpenge. Men der står intet om, hvis det er jobcentret, der forhaler borgerens helbredelse alene ved de lovpligtige indsatser – altså adfærd.
Hvor sygemeldte politikere vender tilbage til deres job efter en langvarig sygemelding med ro, ser jeg i min rådgivning desværre kun meget, meget få med alvorlig stress, der vender tilbage til arbejdsmarkedet. Og hvis de gør, er det tale om få timer på en fleksjobordning – med risiko for at jeg ser dem igen, når helbredet yderligere er blevet forværret, og de må søge en førtidspension.
Ofte har den sygemeldte selv og dennes læge haft en realistisk forventning om, at det var muligt at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Men jobcentret forhalede helbredelsen med flere års sagsbehandling og ødelagde arbejdsevnen, bl.a. fordi lovgivningen ikke tillod at lade den stress-sygemeldte følge den lægeordinerede behandling – ro.
Og hvor det havde medført ophør af sygedagpenge for den sygemeldte, hvis denne havde forhalet helbredelsen ved sin adfærd, så er der ingen mulighed for, at den sygemeldte kan stille kommunen til ansvar for sin helbredsforværring og mistede arbejdsevne.
Jeg forstår og deler danskernes frustration, når politikere sygemelder sig på ubestemt tid for at få ro til at komme sig. For politikerne har tilsyneladende placeret sig i et Elfenbenstårn. Og for at bruge Édouard Louis egne ord har de afkoblet og ekskluderet sig fra den politik de selv har skabt – som derfor i dette her tilfælde kun rammer sygemeldte danskere.
Ifølge regeringsgrundlaget vil man undersøge om sygedagpengereglerne virker efter hensigten. Lad mig slå fast, det gør de ikke! Sygemeldte bør tages helt ud af beskæftigelsesindsatsen, så helbred og arbejdsevne sikres bedst muligt. Det er på tide at udvise tillid til, at danskerne gerne vil arbejde. Tallene for stress-sygemeldingerne taler sit klare sprog; danskerne er ved at arbejde sig ihjel – eller så meget at de bliver alvorligt syge af det.
Politikere må ud af Elfenbenstårnet og få skabt nogle gunstige rammer for andre end dem selv. Første prioritet må være, at færre blive syge af at gå på arbejde – og hvis de gør – skal de og andre syge have bedre vilkår for at blive raske. Tillid, ro, respekt og omsorg må være nøgleordene – og et forsørgelsesgrundlag uden trusler om at miste den i tide og utide.
Dét kan redde syges arbejdsevne – alt andet er faktisk hyklerisk og helt uacceptabelt.
På baggrund af kronikken var jeg i Go’ aften Live sammen med politikeren, Jacob Mark (SF) Det kan ses på TV2 Play (for abonnenter)
