Med en gennemarbejdet funktionsevnebeskrivelse, skarpe lægeattester og en fagkoordinators opbakning kunne rehabiliteringsteamet ikke komme udenom at indstille til en førtidspension, søgt på det foreliggende grundlag – UDEN praktik og Klinisk Funktion. Sundhedskoordinator kritiserer i øvrigt Københavns jobcenter for ikke selv at have rejst sagen.
Kristian bliver sygemeldt fra sit fleksjob på 18 timer i 2020. Arbejdspladsen, med en ny chef, har ikke overholdt skånehensynene, og han er blevet alvorligt belastet med stress.
Da han er på den gamle fleksjobordning, kan han, trods opsigelse fra arbejdspladsen, stadig få sygedagpenge.
I 2021 bliver jeg kontaktet af Kristian, da kommunen er i gang med at tage stilling til forlængelse af sygedagpengene.
Kristian er selv sikker på, at han bliver helt rask – han har bare brug for tid.
Jeg vejleder ham om mulighederne for forlængelse og om at beskrive sin dagligdag i en funktionsevnebeskrivelse.
Kristian bliver forlænget efter sygedagpengelovens § 27. 1. 3, og jeg hører først fra ham igen i januar 2023.
Sygedagpengeperioden på 134 uger er ved at udløbe. Løbende har jobcentret fulgt op på sagen og indhentet lægeattester, hvori det hver gang fremgår, at man forventer raskmelding indenfor 3-6 måneder.
Men Kristian er ikke blevet rask. Faktisk er han ikke i nærheden af en raskmelding.
Jeg må tage en (kærlig) alvorssnak med Kristian.
For han skal stoppe med at lyve (ubevidst) over for sin læge. Og mest af alt stoppe med at lyve over for sig selv.
Jeg anbefaler endnu engang, at han udarbejder en funktionsevnebeskrivelse.
Det gør han så. Det tager hele tre måneder, fordi han er så syg og dårlig. Det udløser markante belastninger, symptomforværringer – og ikke mindst en erkendelsesproces.
Med de skrevne ord over de mange udfordringer i Kristians almindelige dagligdag, der i sig selv kan være uoverkommelig og mest af alt bare skal overleves, står det klart, hvor skidt Kristian har det. Også for ham selv.
Men han er bange for, at det vil blive helt umuligt med en førtidspension. Og han har kæmpet imod så længe – indtil nu. For en førtidspension er en falliterklæring, sådan føler han det i hvert fald.
Lægen vurderer funktionsevnen nedsat til det ubetydelige og fraråder praktik, fordi det vil forværre helbredet yderligere.
Psykologen er enig.
Sundhedskoordinator(læge) er enig.
Men jobcentret er IKKE enigt.
Sygedagpengene bliver godt nok igen forlænget. Men ikke efter en § 27.1. 4 (sagen skal behandles på rehabiliteringsteamet med henblik på ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension) men til vores overraskelse på en § 27. 1. 2 – afklaring af arbejdsevne!
Jobcentret vil altså trodse lægerne – herunder sundskoordinators vurdering – og sende Kristian ud i en arbejdsprøvning, fordi, og hold nu fast, han er blevet sygemeldt fra sit fleksjob på 18 timer om ugen for fire år siden. Desuden har han gode kompetencer qua sin akademiske uddannelse.
Goddag mand økseskaft.
Jobcentret finder det ikke troværdigt, at han kan gå fra 18 timer til ingen arbejdsevne.
Det er absurd.
Men jobcentret holder fast.
Normalt fraråder jeg at søge førtidspension på det foreliggende grundlag.
Men ikke denne gang.
For vi har en skarp og udførlig beskrevet Generel Helbredsattest (LÆ145). Vi har en skarp vurdering fra psykolog. Og sundhedskoordinator har skriftligt vurderet at være enig med læge og psykolog. Og ikke mindst har vi Kristians udførlig og velbeskrevet funktionsevnebeskrivelse.
Kristian søger førtidspension på det foreliggende grundlag.
Da vi modtager sagsresumeet fra fagkoordinator, skinner det tydeligt igennem, at hun er enig i, at det er dokumenteret, at der ikke er nogen funktionsevne at udvikle på.
Dejligt at se sagsbehandlere på deres egen måde træde i karakter, trods det tunge system de arbejder indenfor.
Kristian bliver indstillet til en førtidspension, og jobcentret følger indstillingen.
Og siden 1. marts i år har Kristian været førtidspensionist.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at på mødet med rehabiliteringsteamet rettede sundhedskoordinatoren en skarp kritik af jobcentret, for ikke selv at have lagt sagen op til en førtidspension – fordi den var åbenlys.
Jeg deler naturligvis sundhedskoordinatorens kritik, for det havde sparet Kristian for unødvendig stress over, at han selv skulle søge førtidspension på det foreliggende.
Kristian er stadig i proces. Han har accepteret, at en førtidspension er det rigtige for ham, selvom det har været svært.
Han arbejder på at lande i sit nye liv og håber, at livskvaliteten bliver bedre med ro og afklaring – så han kan komme til at leve, frem for kun at overleve.
Og han håber snart på at få overskud til at se sine børn og børnebørn igen…
Tak til Kristian, fordi jeg må dele hans historie og hermed give håbet og modet videre til andre.
Kærligst
Marianne Stein
Privatpraktiserende socialrådgiver
